MMF XIV: Fredag
Bundniveauet var højt på andendagen, hvor et stærkere fremmøde kunne nyde godt af alt fra italiensk prog og horror-inficeret country til doom, død og ritualistisk mexi-black til de hårde stunder.
Efter en torsdag, der bl.a. bød på Maiden´sk 90er-nostalgi med Blaze Bayley og finsk afgrundsdød i nattetimerne med Convulse, er øregangene støt tunet ind på Metal Magic-frekvensen, med alt hvad dertil hører. Lidt tålmodighed er afkrævet, nu hvor musikken først starter kl. 14, og tiden bruges konstruktivt på at lytte op på Carpathian Forest, og hvad dagen ellers har i vente. Mit manglende kendskab til de norske andenbølge-blackere viste sig at være en så stor forseelse, at jeg glemte alt om at tanke op på morgenmadskontoen, før folket havde fortæret dagens dosis rundstykker, men det går nu også nok.
Solen er straks en større fjende for en modtagelig blegfis som undertegnede, men inden jeg får nosset mig sammen til at købe MMFs seneste merch-scoop i form af et par klassiske solbriller, kan jeg i stedet gemme mig indenfor, på den såkaldte Stage of Horror, til dagens første navn – The Plant x Izumi-San Ensemble. Programmet lover os mareridts-soundscapes og apokalyptisk jazz, og så kan man jo lægge i den type genrebetegnelser, hvad man vil – men dystre lydbilleder, twistede guitareffekter og minimalistiske tromme-tripperier kan nu lejlighedsvis godt ramme, hvis jeg er i stødet. Det var jeg ikke her, men respekt for, at Metal Magic også tænker lidt ud af de genremæssige bokse, man nemt kan fortabe sig i på disse kanter – for ikke også at nævne deres effektivitet, da nyheden kom ud blot et par timer før K.A.M.P. skal gå på, at de må melde fra, og indtræder Hadron i sidste øjeblik.
Desværre havde jeg netop set frem til at skulle se de danske speed metal-hærgere for første gang, og selvom Hadron som vanligt er ganske habile til at samle MMF-selskabet med deres episke denim-doom, ganske som de også var sammesteds i både ´20 og ´21, så overlader jeg den største begejstring til vennelaget. Bandet døjer da også med lidt knas i lyden, bl.a. fra en monitor, der undervejs må lide døden, men med en loyal fanskare med knytnæverne i luften er det intet, der slår dem af pinden.
Til italo-prog med Fisk i blodet
Udfaldene bliver straks værre for Thorium lige bagefter, der mister alt lys på scenen tidligt i sættet. Da først de prøver at genstarte lyset resulterer det til gengæld i, at både lyd og lys går ud, og så kan leadguitarist Jens Peter Storm ellers more selskabet med at lege ekvilibrist for døve øren. Efter fem minutters problemknusning er lyden dog genetableret, og som et plaster på såret får Michael H. Andersen i front en flaske Fisk, som går muntert på rundgang til dem, der har holdt ventetiden ud.
Udfald eller ej, så er det dog en af de bedre gange jeg har set Thorium, hvor deres rallede dommedagsdød virker mere stramt samspillet end ved tidligere lejligheder – omend Storm senere på aftenen insisterer på det modsatte.
Samspillet er i det hele taget en gennemgående stærk faktor det meste af fredagen – ikke mindst fra italienske Dark Quarterer. Et relativt ubeskrevet blad for de fleste herhjemme, men ikke i MMF-kredsene, hvor de tidligere gæstede festivalen i 2014 . De aldrende italienere spiller sin egen cocktail af episk metal, prog og doom i den hårdere ende, hvor jeg nødvendigvis må give cadeau til frontmand/bassist Gianni Nepi og trommeslager Paolo Ninci for stadig at være så overlegne instrumentalister på hhv. 69 og 68 somre. Det tager 20 minutters tid, før de rigtigt får spillet sig varme, men derfra er det en ren fornøjelse at lægge ører til deres meget varierede katalog. Nogen sange skriger klassisk heavy metal, mens 'Gladiator' og 'Forever' fra den seneste fuldlængde om Pompeii viser deres fulde prog-palet, og andre sange igen går mere aggressivt til stålet, hvor især Fransesco Sozzi får demonstreret sine skills på den seksstrengende. Desværre går der lang tid, før keyboardisten overhovedet kan dissekeres i lydbilledet, men når først alle fire går i vatter i lydbilledet, kan det kun undre, hvordan Dark Quarterer aldrig har fået mere vind i sejlene, end tilfældet er – vi takker for Metal Magics musikalske opdragelse til os mindre oplyste.
Horror, galde & ondskab
En greasy bakke pølsemix senere er vi fyldt op til en lang aften i metallens navn. Konceptet med aldrig at have to overlappende koncerter er en vinderformular, der sikrer, at intet går os ørerne forbi. Discipel er endnu nye i gamet med blacket brutalitet og tilpas ru i kanterne, mens Morten Østergaards trommespil tydeligvis er modnet til en mere teknisk versatilitet her i Discipel, end hans spillestil i Gabestok afkræver.
Demobåndet røg i bukselommen på vej videre til Sadistic Intent, som er nogen af L.A.s garvede death/thrash-rotter. Hvis man forestiller sig et mix af ”Altars of Madness”-era Morbid Angel, 'Reign in Blood' og Sepultura omkring 'Schizophrenia', så er det omtrent dén sorte gryde, vi finder californierne i. En fortræffelig gryde, hvis man craver sin metal råt for usødet.
Stage of Horror var også en glimrende setting for mexicanske Mordskog, der fulgte efter med knoglealter, stearin og kropsmaling i alle afskygninger og konsistenser. Lige så loco, som det mexicanske bagland implicerer, og forsanger Lugubrem Acerbus (som også fronter The Rise of Mictlan om lørdagen) gør rig lejlighed til at fortælle om det unikke i endelig at spille med Mordskog i Europa for første gang, og hvilken gal verden de selv kommer fra – hvis nu ikke koncerten selv illustrerede det på den mest gustne vis.
Scalzi, country & kylling i karry
Efter sådan et trekløver af horror, galde og ondskab er det tid til endelig at se, om Slough Feg kunne leve op til den tunge byrde som et af årets hovednavne. Deres mere klassiske metal blev en af festivalens mest festlige indslag indtil videre, hvor allestednærværende Mike Scalzi viser sig som den fremragende frontmand, der i samspil med sin sekstrengede sidekick lirer twinleads af i linde strømme, og gør en imponerende figur for at sparke gang i det allerede feststemte publikum. Selv hungrer jeg mere horror, galde og ondskab, og derfor har jeg svært ved at tune mig ind på Slough Feg-lyden, men deres kvaliteter kan ikke betvivles, især ikke når den fremragende 'Traveller'-plade bliver luftet undervejs.
Så kunne man måske tro, at tyske Sijjins mere sumpede rendestensdød ville glide bedre ned, men trioens noget trivielle, smadrende tendenser bliver hurtigt lige lovligt ustruktureret og langt i spyttet – men om ikke andet fik det da godt gang i de forreste rækker, som kvitterer med en giftig pit til dem, der har det sådan.
Jeg fortrækker til fordel for en hurtig ration kylling i karry, inden turen går videre mod Carpathian Forest, der ikke har gjort meget væsen af sig selv de sidste 15 år. Nattefrost virker nærmest nonchalant, som han tumler rundt på scenen, vælter stativer og fester rundt med en af festivaldukkerne. Deres punkede, groovy black-toner er tilpas primale til at gå lige i trussen for de mest promille-fremskredne tilskuere, og det har da også sin charme – også på trods af et par letkøbte cover-points undervejs i form af deres udgaver af 'A Forest' (The Cure) og 'All My Friends are Dead' (Turbonegro). Mindeværdigheden kan så måske diskuteres efter en dag, hvor mange andre har efterladt et større indtryk, men koncertkræfterne er også så småt opbrugt efter ti timer i felten.
Det er måske også derfor, at The Coffinshakers ikke gør større væsen af sig. Uden på nogen måde at anfægte deres unikke ”Roky Erikson spiller protestcountry i Folsom Prison”-tilgang til tingene er det dog mest booker Martin Jørgensens åbenlyse begejstring foran under sange som 'Return of the Vampire' og 'Necromancy', der sælger varen, mens jeg må tilstå at have hørt dem bedre ved tidligere lejligheder – og trækker stikket til fordel for at kunne få skrevet nærværende skriv, inden det atter går løs allerede fra kl. 12 på sidstedagen.
En dag, som, i modsætning til fredagen, peaker senere på aftenen, men det kan du så læse mere om i vores lørdagsreportage her – efter jeg har væltet rundt på en ualmindeligt håbløs, ”selv-oppustelig” (as if) luftmadras hele natten.
Telt-tilværelsen i en nøddeskal.