ACW 26: Portræt af en festivals drivkraft

A Colossal Weekend, den horisontudvidende Vesterbrofestival, fylder ti år i år, så vi har taget en snak med den ene af festivalens ophavsfolk, Jeppe Nygaard Christensen.

Fanget, som vi var, i små kasser inde i mødesoftwaren Zoom, og med hverdagspligter og en snarlig festival rundt om os, sprang jeg direkte til kernen i det, vi gerne ville vide noget mere om.

Hvordan ender man med at drive en festival og gøre musikken, eller måske nærmere mekanikken omkring musikken, til sin levevej?

”Det er jo et supergodt spørgsmål. Jeg må egentlig sige, at jeg stiller mig selv det relativt ofte, fordi nu er jeg endt med at arbejde med musik af ren passion. Men jeg lyver heller ikke, hvis jeg siger, at i mit virke som daglig booker i VEGA, så ser jeg jo også musikbranchen fra en masse andre vinkler, men jeg vender altid tilbage til, at jeg har muligheden for, eller at jeg rent faktisk får lov til at lave den her weekend en gang om året.  Og på den måde føler jeg stadigvæk i allerhøjeste grad, at jeg arbejder med musik som en passionsdrevet ting. Så en gang imellem prøver jeg lige at tænke lidt tilbage. Hvordan er jeg egentlig endt her?

Men jeg var selv musiker i mange år. Og spillede i band, og flyttede nok i virkeligheden fra Midtjylland til København for at studere på RUC. Det var egentlig, fordi jeg ville læse internationale udviklingsstudier, men så endte jeg faktisk med at læse performance design og noget virksomhedsstudier. Og så mødte jeg nogle rigtig gode mennesker der, hvor jeg også lige så stille blev introduceret for andre måder at anskue det her på. Altså, at musik ikke bare handler om selv at spille og blive inspireret. Det handler faktisk også om at være med til at skabe oplevelser for andre mennesker og prøve at konfigurere det der møde mellem musikere og publikum. Og måske også prøve at invitere nogle andre publikummer indenfor end dem, man lige troede, ville se noget musik. Det begyndte jeg at blive ret interesseret i, samtidig med at jeg også lærte Jens (Backe, festivalens anden skaber, red.) at kende. Vi begyndte at arrangere nogle koncerter i København. Egentlig spillede vi begge to i nogle post-rockbands og syntes bare, at det var det fedeste i verden. Og det synes jeg sådan set stadigvæk. Men vi begyndte at arrangere en masse koncerter alle mulige mærkelige steder.
Vi følte lidt, vi havde fat i en eller anden niche, og det var stadig meget drevet af passion, men vi fik opbygget et ret godt netværk der og havde nogle koncertrækker, som efterhånden blev sådan … Jeg vil ikke sige det nogensinde blev tilløbsstykker, men vi havde fat i noget unikt, både tror jeg og føler jeg.”

Arbejdet med koncerterne førte til et kommunikationsjob på Vega, men hurtigt kom der bookingopgaver til, og allerede året efter førte tilfældigheder til, at A Colossal Weekend blev til.

”Lige pludselig en dag fik jeg tilbudt Cult of Luna i en weekend i maj, og så dagen efter var der en anden agent, der skrev om Russian Circles en weekend i maj, og så tror jeg det gik en uge, og så kom Pelican og This Will Destroy You også til. Og så tænkte jeg, at de jo ikke kunne spille alle sammen på samme dag, så vi laver sgu en festival.”

Sammen med Jens Backe blev tankerne om en festival med udgangspunkt i den post-rock og post-metal, de to allerede havde skabt sig en platform indenfor med deres koncertrækker, til virkelighed i det VEGA, som Jeppe Nygaard Christensen støt fik flere og flere bookingopgaver for. Tilfældighedernes spil og et dagjob, der gav mulighed for og var åbne over for passionerede drømme, var katalysatorerne, og her på festivalens tiende udgave er flere af de navne, som udgjorde det første tilfældige startskud til festivalen, tilbage på plakaten, nemlig Cult of Luna, Russian Circles og Pelican.

”Når jeg kigger tilbage her 10 år senere med de samme acts på programmet … Det er jo på en måde meget tilbageskuende, men at noget, der startede med at være helt vildt tilfældigt, så går op i en højere enhed, hvor man virkelig prøver at lande nogle af de bands, der spillede for 10 år siden, og det så faktisk lykkedes. Så er det jo at gå fra noget uovervejet til noget overvejet.”

Ja, det kan jo godt ses som bagudskuende, men det virker også, som om festivalen har åbnet sig for flere og flere genrer gennem årene. I år tænker jeg for eksempel, at John Connors DJ-set er en ny afstikker for jer.

”Ja. Vi kom ligesom ud af den første festival med en følelse af, at vi havde fat i et eller andet her. Folk ville gerne det her. Men vi kom også ud af den med en følelse af, at vi skal være det sted, der kan rumme alt muligt, men inden for niche-genrerne. Men så skal vi heller ikke være mere genre-begrænsede end det. Det, vi føler allerstærkest, er, at vi har et ansvar og en rolle i forhold til at være noget for nogen, der måske ikke føler, at de hører til særlig mange steder. Og når man påtager sig det ansvar, så bliver man også nødt til at søge lidt udenfor de gængse stier, for så bliver programmet mere interessant. Men også for at mærke hvad det er, der betyder noget. Altså, så skal man ud og både løbe nogle risici og også prøve at være der, hvor det virkelig slår gnister. Jeg synes faktisk, det er det, der definerer festivalen nu. Og det kan godt være, at vi har nogle af de samme navne på programmet i år, som vi havde for 10 år siden, men vi har også rigtig meget andet. Det er jo også noget med, at nogle af de her kunstnere rent faktisk har været med til at definere og skabe nogle communities og nogle stilarter, som i høj grad har været med til at bygge bro mellem forskellige genrer også. Og det er det, jeg synes, at meget af den musik, vi har på programmet, kan.”

En del af brobyggeriet handler også om at bygge bro til og åbne sig for et mangfoldigt publikum. Det har også indflydelse på, hvem der står på scenen.

”Det er ikke, fordi vi har kvoter, men vi siger,  at vi gerne vil have minimum 50 % på scenen, som ikke tilhører den homogene masse af hvide mænd. Det der med, at vi prøver at have noget andet på programmet end det gængse, det gør det også bare sindssygt meget mere spændende at lave programmet, og det gør jo 100 %, at programmet bliver mere interessant. Vi vil gerne have nogle andre communities i tale og være et sted, hvor flere grupper føler sig repræsenteret, og når vi gerne vil det, så er det, fordi vi ved, at vores program bliver bedre, hvis vi lige lægger os lidt i selen for at gøre det.”

Gennem ti år har A Colossal Weekend netop foldet sig mere og bredere ud. Den musikalske spændvidde er øget, og man mærker tydeligt den venligt inkluderende og accepterende stemning på festivalen. Samtidig er festivalen også vokset – Store VEGA er blevet inddraget, og efter en ombygning er publikumskapaciteten i Basement øget med omkring 100, så der er plads til, at festivalen kan vokse sig større. Men har Jens og Jeppe kigget hinanden i øjnene og tænkt over, hvad der skal ske de næste ti år?

”Altså, hvis vi står her stadigvæk om ti år og laver den her festival, så ved jeg ikke, om det er godt eller skidt. Og det skal lige siges, at vi har været ved at trække stikket ekstremt mange gange faktisk. Både på grund af en meget, meget svær økonomi – altid. Vi har aldrig rigtig genereret et overskud på den måde, så vi er afhængige af at sælge alle billetterne. Derfor ved jeg heller ikke endnu, om det løber rundt i år, for eksempel, og vi starter på torsdag, og så må vi se, hvordan det ser ud, når vi er på den anden side. Det kan være, vi starter forfra, selvom vi allerede har en masse ting på tegnebrættet. Men vi bruger bare meget krudt på det, og der er meget usikkerhed. Vi er afhængige af alle mulige ting: Hvordan de politiske vinde blæser, hvad man synes inde i VEGA – er det noget, vi skal bruge alle de penge og ressourcer på og så videre. Men jeg tror, at fordi vi altid er vendt tilbage og altid har formået at lave en festival, så siger det også et eller andet om behovet for, at vi eksisterer. Det er ikke et behov, jeg selv har på andre måder end, at jeg glæder mig. Det er mit eget lille cirkus, hvor jeg bare kan køre rundt i karrusellerne og se alle mine yndlingsbands en gang om året. Som jeg startede med at sige, så er det noget af det, der gør, at jeg stadigvæk synes, det er megafedt at arbejde med musik.

Jeg tror også, at det, at vi på en eller anden måde bliver ved med at kunne lykkes, gør, at vi har en berettigelse. Og det er jo ikke et eller andet overskud, vi er drevet af at skulle stable på benene. Derfor tror jeg, vi er her, så længe der er behov for os. Og hvis vi er her, tror jeg også, vi kommer til at vokse os større. Nu er vi i København, og jeg kunne godt tænke mig at involvere nogle andre spillesteder også – måske nogle lidt mere alternative venues. Jeg kunne godt tænke mig, at vi vokser lidt ud i byen. Men hvis vi skal det, skal vi også sælge nogle flere billetter. Og hvis vi skal det, skal vi også kunne tiltrække nogle større headliners.”

Drømmen handler altså om organisk, bæredygtig vækst og bredere omfavnelse af byen og musikken. Eller, som Jeppe Nygaard Christensen siger her til sidst:

”Vores publikum er meget kvalitetsbevidste. De ved, hvad de gerne vil have, og de stoler på os. Jeg vil gerne udfordre vores publikum musikalsk eller prøve at bringe noget nyt til bordet, men jeg har ikke lyst til at spille hasard med deres tillid til os i forhold til, hvordan vi laver en festival. Det skal være en god oplevelse.”