SB '19: Torsdag – Uden mad og drikke ...
Hovedscenen åbnede stærkt i bragende solskin, inden bekvemme Avantasia og mudrede toner fra Deicide lullede torsdag aften ud på døsigt farvand.
Et godt sovehjerte er en sikker vinder på en festival. Valget mellem otte timer søvn plus hovedpine eller elleve timers søvn minus hovedpine er lige til at overskue dagen derpå, og derfra går turen direkte mod presseområdet for at følge op på alt det, vi ikke kunne aftenen før. I Summer Breeze-ånden var WiFiet nede og ville komme op at køre ”... engang i løbet af dagen”.
At dette er Tysklands næststørste metalfestival efter W:O:A, forekom for en stund lidet plausibelt, og således gik turen tilbage ud på teltpladsen, hvor dækningen i et mindre befolket hjørne lige nøjagtig var tilstrækkelig til at gøre redaktionen opmærksom på den problematiske dækning. Nuvel, livet går videre, og årets Summer Breeze stod derfra i spontanitetens navn. Lejren bød på nok så velmente grillede koteletter i toastbrød med ketchup, og så stod der ellers atter koncerter på programmet. Nogen på vej mod Decapitated på den næststørste scene, mens vi dragede mod andre horisonter på Main Stage ...
Det er egentlig forbløffende, at Clawfinger stadig i 2019 har så stort et navn, at de kan spille hovedscenen op på Summer Breeze. Svenskerne gør intet for at opdatere deres profil, og det er da også altovervejende skæringerne fra de første plader, der dominerer dagens sæt, men ikke desto mindre har Clawfinger stadig en uimodståelig charme, ganske som det var tilfældet på Copenhell 2016. På tidlige festivalplakater fra SB 2019 var Clawfinger promoveret til at skulle spille hele 'Deaf, Dumb, Blind'. En beslutning, bandet tilsyneladende havde trukket i land, men vi fik alligevel 'Rosegrove', 'Nigger', 'The Truth' og 'Warfair' helt op til her med alt deres lort og deres pis, mens Zak Tell kylede vandspande ud over sig selv, inden bøvl med teknikken gjorde, at vi måtte synge pigestemmen for dem under det afrundende storhit 'Do What I Say'.
En cadeau, der fortsat fortjener omtale, er Summer Breeze's Main Stage, der til dato er den mest overvældende hovedscene, undertegnede har oplevet på nogen festival. Ikke blot på grund af størrelsen, eller for den sags skyld hældningen på pladsen, der gør, at man kan se noget, uanset hvor man står. Dels er der aldrig noget at udsætte på lyden (medmindre kunstnerne da selv har deres knas med udstyret), men derudover opererede festivalen indtil 2017 med to scener, der så sidenhen er blevet forenet til én kæmpe scene på størrelse med begge de foregående scener tilsammen. Det roterende scenegulv gør, at næste band kan gå på inden for ti minutter, uden man selv behøver rykke sig ud af flækken, og det var da også derfor det, vi valgte at gøre tre koncerter i rap, hvor Kvelertak var næste navn på programmet. Et band, undertegnede ikke har set siden deres blændende Copenhell-show i 2011, hvilket tydeligvis er en fejl. Deres balancegang mellem black metallisk intensitet og rock 'n' rollede grooves gled sublimt ned sammen med mjøden i bægeret, og nyligt indskiftede Ivar Nikolaisen matchede forgængerens vokale bid og havde publikum i sin hule hånd.
En scenerotation og et tilrend af menneskehorder senere stod der mere Bay Area-thrash på programmet. Selv blev jeg indviet i Testament via MTVs Headbangers Ball, der i de sene nattetimer havde en halv times program dedikeret til de mere sorte toner, tituleret 'Into the Pit' med Testament-sangen af samme navn som introspor. En sang, der stadig får pitten i omdrejninger denne torsdag, og som ligeledes gjorde det på Roskilde Festival et par måneder tilbage med næsten uændret sætliste. Der var i det hele taget ikke mange nye boller på suppen. Chuck Billy var knap så fremtrædende, hverken på scenen eller i lydbilledet, men Hoglan demonstrerede endnu en gang, hvorfor han af mange fremhæves som en af verdens bedste metaltrommeslagere, med små tekniske finesser til Alex Skolnicks og Eric Petersons velkendte thrash-rifforama. Testament er live i deres karrieres topform, og det tenderer rent blær at have Steve DiGiorgio i troppen, når bassen ikke er mere fremtrædende i repertoiret, end den er. Thrash fås ikke meget bedre i disse år, og det fik vi yderligere cementeret med det afrundende titelnummer fra 'The Formation of Damnation'.
Efter tre timers gummiben under udvikling var tiden kommet til at samle kræfter i lejren, hvor folket var spredt for alle vinde, mange allerede udvandret i retning mod In Flames, der var næste navn på Main Stage. Vegetarpizza, hjemmelavede dark & stormyer og Satyricon skrål-along holdt fanen højt, indtil turen atter gik tilbage samme vej for at afklare, hvordan næste navn var havnet som et af festivalens tre hovednavne.
Et spørgsmål, vi dog ærligt talt aldrig fik nogen afklaring på. Jovist har Avantasia rødder i det tyske med Tobias Sammet (Edguy) som projektets forsanger og primus motor, men metalopera-elementet, som Summer Breeze havde lagt op til, og som også knyttes til Sammets flittige indskiftninger af frontmænd fra Alice Cooper og Dee Snider til Sharon den Adel og Ronnie Atkins, blev på ingen måde indfriet. Avantasia kørte den sikkert hjem med deres catchy hitmetalparade, og det nærmeste, vi kom på det operatiske, var, når Sammet iklædte sig masker til anledningen. Efter en halv time overlod vi festen til det overvejende tysktalende publikum og begav os mod T-Stage, hvor en god gammel dødskending skulle melde sin ankomst.
Ugen før havde Decide ganske vist aflyst deres koncert på Brutal Assault, angiveligt på grund af et misset fly, men Glen Benton & co kompenserede fra første sekund med signatursangen 'Dead by Dawn', efterfulgt af en kavalkade af gamle travere fra 90'erne. At Bentons vokal så lød som et mudderbad, på grænsen til uadskillelig fra den instrumentale lydmur, gjorde ikke meget for at holde gejsten oppe hos os, og med yderligere fire timers koncerter på programmet var det blevet tid til at tænke strategisk.
Nogen gange er en powernap den bedste idé i verden, hvis man skal holde hjulene kørende hele natten. Tre alarmer blev sat med femminuttersintervaller, så der ikke var nogen risiko for at misse Meshuggah en time senere, men ak. Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, og i tilsyneladende reflekser blev samtlige alarmer slukket uden nogen nærmere erindringer derom. Meshuggah og Cradle of Filth forsvandt væk i drømmenes tåger, og tilfældet var, at jeg vågnede, i samme øjeblik Anaal Nathrakh gik på som sidste navn på programmet 02:15. En koncert, der var så høj, at den kunne høres klart og tydeligt fra teltet, og de hidsige toner gled fortrinligt ned under de bitre omstændigheder i soveposen. Jovist var Anaal Nathrakh et af dagens/nattens højdepunkter, som havde været bedst tjent med at blive set på nært hold, men da undertegnede også havde den øreskærende glæde at se dem sidste efterår på Aalborg Metal Festival, både med længere tid til rådighed og under mere intime omstændigheder, kan vi undtagelsesvis godt tilgive os selv for ikke at have holdt ud til det sidste.
Til gengæld manede det til eftertanke, at torsdagens indtag af føde ikke bød på andet end grillede koteletter i toastbrød og en vegetarpizza. Om det forklarer trætheden, eller det var Avantasia og Deicide, der slukkede gnisten, må stå hen i det uvisse, men under alle omstændigheder blev maden opjusteret efterfølgende, og vi holdt ud til de sene nattetimer resten af festivalen.