Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

SRF '19: Lørdag – Nostalgiens talerør

Updated
_XTJ9284
_XTD6476
_XTD6537
_XTD6917
_XTJ9005
_XTJ8966
_XTD5441
_XTJ8758

Sweden Rock Festival rundede af med Green Jellÿ i toppen som det totale absurdteater, mens Ritchie Blackmore's Rainbow i den anden ende havde strafbart få regnbuer i ærmet.

Titel
+ Unleashed + Green Jellÿ + Demons & Wizards + Styx
Dato
08-06-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Med et lørdagsprogram, der inden kl. 16 kun bød på ét band af interesse i form af Danko Jones kl. 12:15, var der enighed om, at vi ikke ville stresse med at komme af sted for derefter at træde vande på pladsen i flere timer. Kiss-koncerten blev anmeldt, vi kørte af sted ved 14-tiden og fandt en holdeplads tæt på indgangen, så vi kunne køre hjem direkte efter Behemoth, der skulle lukke og slukke for årets festival.

En greasy burger gled ned til tonerne af de aldrende herrer fra Styx, der i de tidlige 1970'ere bevægede sig i den semi-progressive ende, inden poprockede toner tog over i vendingen til det næste årti. Keyboardet har dog alle dage været fremtrædende i lydbilledet, ikke mindst med en sans for det teatralske, og det var derfor også mindre overraskende, omend en kende pudsigt, at den indskiftede forsanger/keyboardist Lawrence Gowan tog sig friheden til at hylde deres forbilleder i Queen med den midterste korbaserede sektion af 'Bohemian Rhapsody'. Ud over dette sidespring var det dog en solid blanding af skæringer fra egen karriere, hvor ikke mindst den skævt synth-poppede 'Mr. Roboto' og den mere progressivt funderede 'Fooling Yourself (The Angry Young Man)' demonstrerede bandets fortsatte færdigheder her 45 år inde i karrieren, hvor begge de originale guitarister stadig holder liv i foretagendet.

Det var dog Demons & Wizards, der indledningsvis skulle få vores udelte opmærksomhed. Et band, der kun sjældent har spillet koncerter hovedmedlemmerne, sanger Hansi Kürsch (Blind Guardian) og guitarist Jon Schaffer (Iced Earth). De startede projektet i 1999 ud fra en fælles glæde ved den mere progressivt funderede power metal, men var travlt optaget med deres respektive hovedbands. Efter 12 års pause afslørede Schaffer dog, at de arbejdede på nyt materiale, og således stod vi her på Sweden Rock Festival, 14 dage inden bandet også besøger Copenhell.

Det nye album vil først komme i 2020, og uden at det er færdigt, var der derfor lagt op til rigeligt med skæringer fra de to plader de har på cv'et, ikke mindst debuten, hvorfra otte af dagens numre kom. Vi fik også lejlighed til at høre, hvor Kürsch og Schaffer normalt tjener til dagen og vejen. Den smukke 'I Died for You' (Iced Earth) stod i skærende kontrast til vikingefællesskråleren 'Valhalla' (Blind Guardian), men begge var højdepunkter, mens den fremragende 'Tear Down the Wall' fra debuten illustrerede, hvordan brikkerne fra de to bands hang sammen. Kürsch var stærk i front og mestrede mange facetter, som kom endnu stærkere til udtryk i sideprojektet end i hovedbandet, og så kunne man ikke ønske sig meget mere. En booking, Copenhell godt kan se meget frem til i næste uge.

Derfra gik festen videre til noget heeelt andet.

Hvordan Sweden Rock Festival er kommet på den sære idé at booke Green Jellÿ, er os en gåde, men vi hylder ubetinget og morede os kosteligt fra start til slut. 10 minutter inden koncerten gik i gang, kom en skaldet fyr i en Security-trøje ud, kontrollerede mikrofonerne og fortalte os kort, hvad vi havde i vente. Efterhånden blev vi klar over, at det var Bill Manspeaker selv, der som frontfigur i kultbandet tog stygt pis på det hele og forberedte os på, hvor stiv og skæv man bør være for at komme til en Green Jellÿ-koncert. Mange tidligt fremmødte var blevet hevet over hegnet for at deltage på scenen med hver deres maske, så vi alle kunne blive underholdt af deres dumme kostumeshow, og så kunne man vælge enten at tage de elitære briller på og konstatere det indlysende i, hvor rædderligt det var, eller ignorere snobberiet og acceptere, at vi her stod vidne til årets absolut mest underholdende indslag, der gav os en habil griner på resten af dagen.

Som det nu er med sindsoprivende oplevelser, var det nødvendigt at lande igen fra de højere luftlag, hvorfor den sidste halve time med Saxon blev fravalgt til fordel for en falafelrulle på plænen foran Sweden Stage, hvor Unleashed inden længe skulle byde op til deres velkendte gammelskolesvenskerdød. Johnny Hedlund indtog mægtigt scenen og brølede sig igennem en kavalkade af slagstærke dødsbaskere, der i al deres monokrone form tog lidt tid at fintune sig ind på, med eftermælet af Green Jellÿ i baghovedet. Tyngden i sidste års 'Lead Us Into War' og den groovy 'The Longships Are Coming' fik dog nakkehvirvlerne i gang, og således skred koncerten frem med spredehagl ned i karrieren, hvor ikke mindst 'Hammer Batallion' og den stærke afsluttende triade af 'Into Glory Ride', 'Death Metal Victory' og 'Before the Creation of Time' fik stadfæstet, hvor solide Unleashed fortsat tager sig ud i 2019. Ingen slinger i valsen, døden rev os med, når de var stærkest, og på trods af enkelte middelmådige øjeblikke og nogle lettere akavede opfordringer til fællesgrowl har Hedlund & co stadig ånden fra de gamle dage i behold.

Med nyheden ude om Behemoths afbud stod det således klart, at festen for vores vedkommende var ovre, efter Ritchie Blackmore's Rainbow havde lukket og slukket for Festival Stage. En koncert, der var imødeset med store forventninger, ikke mindst fordi de kun har fire gigs på hele europaturnéen, og chancerne for at se Blackmore grave tilbage i Rainbow-kataloget er begrænsede. Han har som bekendt distanceret sig fra sine rødder i en årrække, hvor han med Blackmore's Night har afsøgt mere folket terræn, og med den ikondyrkelse, der omgiver hans person, så var dette gig bygget op til noget helt særligt – som det slet ikke kunne leve op til.

Dels fordi halvdelen af tiden gik med at spille Deep Purple-sange, som Deep Purple selv leverer bedre. Dels fordi der kun var tre sange fra Dio-årene, som enhver Rainbow-entusiast sætter højere end resten af karrieren, hits eller ej. Og endelig fordi leveringen virkede doven og uengageret, til tider med så meget vægt på keyfladerne, at det overskyggede Blackmore selv.

Det var ikke værdigt mod os, der var kommet for at høre Rainbow. Ingen miskredit til bandet, der gjorde, hvad der skulle til, men så heller ikke meget mere. Ronnie Romero ramte den kraftfulde vokal fra både Gillan, Dio og Turner fornemt, men prioriteterne var forkerte, og man stod lidt med samme følelse som at gå til en Bob Dylan-koncert. Blackmores passion for Rainbows værk virkede mystisk fraværende, og det blev kedsommeligt, langsommeligt og, ikke mindst, en trist afsked med Sweden Rock Festival, der ellers ikke bød på mange skuffende koncerter, men omvendt også kun på få koncerter, der sprang skalaerne, ud over Lucifer, Slayer og Green Jellÿ. Med håbet om en mere skelsættende Sweden Rock Festival 2020 ...

Styx: 3
Demons & Wizards: 4
Green Jellÿ: 5
Unleashed: 3
Ritchie Blackmore's Rainbow: 2