Support Our Scene 2023:Fredag
Første dag på årets Support Our Scene blev et gensyn med den hygge og gode vibe, vi kender festivalen for.
“Support Our Scene” står der på banneret over indgangen. Jeg selv kommer oftest kun på spillestedet Tøjhuset under netop denne festival, og alting er, som det plejer.
Heldigvis, for i gården foran den gamle militærbygning sidder snesevis af mennesker og hygger i sommeraftenen. Øl, røg og den slags fællesskab, der gør, at man allerede på parkeringspladsen kommer i snak med en medfestivalgænger og nu i trop træder ind ad døren til årets SOS. I salen er første band ved at lave lydprøve, og den lukkede dør derind til vibrerer af resonansen. “Velkommen til” bliver der sagt, og kendte ansigter løftes i smil.
Support Our Scene: Fredag.
Sansera er et ubeskrevet blad for denne skribent. Ikke desto mindre gør det oftest alting mere spændende, og det er også et tydelig tændt band, der træder på scenen og har æren af at åbne årets festival. Det er en ære, der oftest også betyder, at gulvet endnu ikke er superfyldt med mennesker, men det lader nu ikke til at bekymre gutterne i Sansera. Deres deathcore fanger mange, og stemningen – og gulvets bevægelse – er støt stigende koncerten igennem. Spredt headbanging og pletvist mosh er klare tegn på, at Sansera er effeltive. De spiller fedt, godt og har en fed energi. Især forsangeren kommer godt ud over scenekanten. En god start på dagen!
At Fredericia i dag har – og historisk har haft – en vigtig plads i Danmarks militærhistorie, kan ikke kun læses i bøgerne. Det opleves også i realtid på en festival som SOS. Medlemmer af den sorte garderobe mødes af den hvide kontrast, som Søværnets glade gutter bidrager med, når de i arbejdstøj giver gas i moshpits – eller hygger på langbordene i gården. ‘Fredericia Street Food’ ligger lige op og ned af Tøjhuset, så der er en naturlig blanding af de spisende, de festende og dem, der har lagt vejen forbi festivalen denne weekend. Det er en fed kombi, og nysgerrige “ikke-metallere” skal lige hen og snuse i indgangen for at se, hvor larmen kommer fra.
Næste larm på programmet er CZAR, og bandet står netop og laver lydprøve som vi begiver os ind på gulvet et par minutter i showtime. For præcis en uge siden leverede de, for denne skribent, den bedste oplevelse på HXC Over HCA i Odense. Et band, der oftest er superfede, superdygtige og med en hård, rå og følelsesladet vibe, der fanger publikum på hver sin måde. “Skal vi tage tøjet af og starte?” siger forsanger Martin Nielskov, og det er, hvad der sker. På et minut eller to bliver det sparsomt befolkede gulv igen besat af folket, der ledet af de rå toner kommer ind fra gården og med det samme får sat gang i bevægelse foran scenen. Czar er simpelt, virksomt og følelsesfuldt på en rå og positiv måde. En lyd og et udtryk der fanger folk – eller i hvert fald får folk til at tage stilling. Denne skribent knuselsker det, skribentens skribent-kone forstår det ikke. Performance er nøglen i Czars ligning.
“Vi har glædet os hele ugen” får Martin Nielskov sagt, og der er under hele koncerten ligeværdig kommunikation mellem band og det publikum, der i større og større grad giver sig hen til det mørke og den desperationen, som Czar formidler og lægger på lærred. En kunst, der måske er simpel for nogle, men for andre netop bliver den ventil, der er brug for en fredag aften i et festende moshpit. Gulvet er også godt besat af moshende, svedende og festende folk fra den ene og den anden garderobe i en stor metallisk pærevælling. Den første egentlige fest på denne dag, som Czar får startet i Tøjhuset. Superfedt show.
Også derfor er den begyndende afkølende sommerluft ekstra kærkommen, idet vi træder ud i gården på Gothersgade, for at trække vejret og blive nedkølet med hydrerende forfriskninger fra baren. For skribenten står den på kaffe og kold Pepsi Max, for andre skal oplevelsen skylles ned med de store fadøl. At Tøjhuset drives af frivillig arbejdskraft er måske tydeligt på hastigheden, når vi betjenes, men det er sympatisk og vi kender det jo fra langt de fleste af alle andre spillesteder. En flink overskudsramt betjening, der skal stå model til enhver musikgenre. Måske skulle vi ind imellem huske ikke kun at klappe ad bandsene, men også af dem, som får det klappet og klart.
Du kender det sandsynligvis selv. Du lytter til et band på plade eller bandcamp og synes ikke rigtig, at det fanger. Du prøver, for du kan mærke på stemningen, at rigtig mange synes, de er fede. På sådan en måde havde jeg det selv med Swartzheim for nylig. Men det var også kun, indtil at de gik på scenen på årets Support Our Scene. Jég havde ikke set dem før – og det var præcis, hvad der manglede i forståelsen!
De pur-onde drenge gav gas fra allerførste sekund, og forsanger Jeppe Halse Fugleberg spænede rundt som en duracell-kanin på scenen. I hvert fald er Swartzheim det modsatte af sløve – de har, og leverer al verdens energi netop nu. Og lidt til. Selv typer som denne skribent der er kræsen med thrash bliver revet med, og gulvet sejler da også med dans og god energi. Swartzheim er et band med en alvorligt fed energi og positivitet, og jeg skal hilse at sige, at det smitter. Hele salen var med.
Ny fan lige her.
SYL har kendere og fans på gulvet. Det er tydeligt. Og det er tydeligt, at de enten får skabt nye fans – eller har fans der ikke ser ud, som om de er fans. Så at sige.
Det er positivt, for folk man som udgangspunkt havde forhåndsdømt som f.eks dødsmetallere (som skribenten selv) er revet med af deres på en gang ventilerende, men indadvendte lyd. Også netop nu på Tøjhuset hvor salen er godt fyldt, og forsanger Benjamin Clemens interagerer med publikum. Op på monitor, ned på gulvet, op på scenen igen. En god energi, der forplanter sig i publikum, som giver igen med moshpit, dans eller roligt anerkende nik med nakken i retning af bandet. Mellem numrene bliver der talt, og SYL er et moderne, tidstypisk og cool band, der ikke går af vejen for at give deres mening med. Om det er omsorg for venner, der går en svær tid igennem – og opfordrer os andre til at gøre det samme. Eller et bidrag til sommerens store metal-debat, potientielt om en specifik metal-personage og “folk der fucking ikke ved, hvor de skal placere deres hænder!”. Fed koncert, god fest. Alt er godt i Tøjhuset netop nu.
En hjemmebanekamp med Lifesick er et af de shows, man godt kan gå og glæde sig til i ugen op til. Det kan ikke andet end at blive vildt – måske især fordi, at Lifesick vitterligt altid er vilde! Det er også sådan, det kommer til at gå, for gulvet eksploderer i kamp og smadder i det sekund bandet går på. Bandet eksploderer også, og vi har aftenens hårdeste, varmeste og mest moshende fest på få sekunder. Oppustelige hammere bliver kastet ud i publikum, og gulvet springer i luften af kamp og glæde. Alle i salen er med, og trods venuets naturligt mindre størrelse, bliver der da også plads til dagens første og eneste wall of death!
Lifesick leverer, som altid, et super show der får folk helt op og ringe, og der er i dette show moshpit fra første sekund til det allersidste. Stagedives og en helt igennem rowdy stemning. Ligesom vi regnede med. Et superfedt showmed et band, der virkelig forstår sig på deres eget produkt.
Da aftenen slutter, er det et dampende og svedigt publikum, der træder ud i Fredericias nat.
