Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

SRF '17: Fredag

Populær
Updated
SRF '17: Fredag

Fra hillbilly og smadret industrial til tyske hard rock-legender og sort vikingemetal kommer vi solidt rundt i krogene. Eftersmagen er da også af blandet karakter.

Dato
09-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Med et fredag eftermiddags-program liiige en tand for meget under det jævne vægtes sjusserne højere, og koncertdagen indvies kl. 16:30 på bedste letbenede vis med hillbilly-rebellen Bob Wayne. På dette tidspunkt var mit kendskab til dette skæve bekendtskab blot to timer gammelt, og der var da fra første sekund heller ingen tvivl om, at denne koncert var den ideelt særprægede måde at starte dagen på.

Hvis nu Johnny Cash anno fængselskoncerterne fik et ganske velment los i røven og i stedet var optaget af at køre hurtigt, guns, stoffer og ludere, så er vi godt på vej. Kontrabassen kradser bekvemt, og guitaristen står hele koncerten igennem med et fjoget grin op til ørerne, ligesom alle de andre tilstedeværende i salen i øvrigt. Bob Wayne selv er dog uden tvivl den, der stjæler rampelyset, eksempelvis med en Alabama-hyldestsang, hvor han lystigt opremser tjald, skydevåben, speed og diverse andre af livets goder, der tilsyneladende er lovlige i Alabama. Blandt ekstranumrene blev han opfordret til at spille en kærlighedssang, hvorpå han introducerede næste sang med, hvor forfærdelige kærlighedssange er. Jovist, corny som ind i hillbilly heaven, men humøret var højt, et billigt grin er sjældent at foragte.

Med en opdeling af Devilutions Sweden Rock-forcer gik vejen derpå enten mod Clutch, som der kan læses mere om her, eller de tidlige thrash-rødder i form af Metal Church.

Visse bands lever højt på at have været en del af metalscenen i de gryende 80'ere med en fortid, der fortsat har sit eget liv i værker over diverse afgreninger af metallens store værker, og forsøger så mere eller mindre afstumpet at bevæge sig videre fra deres storhedstid. Andre bands blev aldrig store, men bibeholder ikke desto mindre deres udtryk fra deres unge år hele vejen frem til nu.

Metal Church hører afgjort til blandt sidstnævnte. Uden et nævneværdigt bagkatalog har de dog konsekvent holdt thrashfanen højt, og denne aften skal der da heller ikke herske tvivl om, at de lyder som taget ud af 1987. Sangeren ligner givetvis mere en businessman, der har iført sig med den obligatoriske sorte garderobe og læderarmbånd, men vokalen bider, lige som den skal. Musikalsk bliver deres autencitet dog i det lange løb deres akilleshæl, ingen sange skiller sig nævneværdigt ud, og ensformigheden melder sig. Synd, når de for så vidt har nerven på det tørre, men de true metallere blev trofast, og undertegnede søgte andre græsgange ...

Et par kroppkakor fortæres, de er lidet imponeret, men hvad gør man ikke for at føle sig lidt mere hjemme i det svenske? Og efter to af festivalens højdepunkter i form af Ministry og Voivod gør undertegnede først sin entré til Scorpions halvvejs inde i sættet. Det viser sig dog at være en ganske velvalgt timing, mens de hylder deres nye trommeslager Mikkey Dees fortid i Motörhead med 'Overkill'. Desværre er guitaren fraværende i halvdelen af nummeret, men respekten for Lemmys arv er intakt. Den efterfølgende trommesolo med Mikkey Dee på et hævet podie er dog en kende, ja, overkill, og dernæst følger klassiker på klassiker. Eksekveringen er helt efter bogen, loyal og med masser af visuals til at stimulere alle de lysende mobilkameraer. Klaus Meine står i skyggen af det allestedsværende guitarmakkepar Jabs og Schneider, der spæner op og ned ad catwalken, og i det hele taget er det leveringen og ørehængerne, der sætter sit præg på begivenhederne. En af den slags koncerter, hvor det hjælper at have fået musikken ind med modermælken, og uden selv at have været blandt disse særligt udvalgte forlader jeg sidste nummer, 'Rock You (Like A Hurricane)', udmærket underholdt. Men det faldt nu glimrende ind i mit mindset at kunne afrunde dagen på mere grovfilende vis med Thyrfing, som der kan læses mere om her.