Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2014 - Signe Andersen

Populær
Updated
Årsliste 2014 - Signe Andersen
Årsliste 2014 - Signe Andersen
Årsliste 2014 - Signe Andersen
Årsliste 2014 - Signe Andersen
Årsliste 2014 - Signe Andersen
Årsliste 2014 - Signe Andersen
Årsliste 2014 - Signe Andersen
Årsliste 2014 - Signe Andersen

Det har i al sin enkelhed virkelig været et dødsens fint år, hvor særligt danske upcomingbands har vist tænder.

Dato
27-12-2014

Årets internationale album:

1. Arroganz: ‘Tod & Teufel’ – Arroganz rammer en kombination af alt, hvad der er godt ved dødsmetal. ‘Tod & Teufel’ er et næsten urimeligt gennemført album, der blev er afspillet i vulgær grad hjemme hos mig, siden det udkom.

(Og ja, der skal være den ekstra blanke linje lige her. Det er nemlig så langt, der er fra Arroganz til resten af feltet. Opgaven med årets internationale album har aldrig været lettere, end den er i år)

2. Bloodbath: ‘Grand Morbid Funeral’ – Tungt, gement og hadsk. Jeg hæver armene i begejstring over en sjældent vellykket supergruppe, der med ‘Grand Morbid Funeral’ holder niveauet trods udskiftning på vokalfronten og lang pause fra forrige udgivelse.

3. Obituary: ‘Inked In Blood’ – Det har taget mig lang tid at få et tåleligt forhold til lyden på ‘Inked In Blood’, som jeg fra start var skeptisk over for og stadig kunne ønske meget anderledes. Derfor er det næsten alene materialet, der slæber titlen hjem for Obituary, og ‘Inked In Blood’ kan potentielt blive en klassiker især båret frem af titelnummeret, ‘Visions In My Head’ samt ‘Paralyzed With Fear’

4. Belphegor: ‘Conjuring The Dead’ – Belphegor har til gengæld ramt bullseye med lyden på den her brutale skive, der ved flere gennemlytninger viste sig at være meget mere interessant end først antaget. Jeg er ikke sikker på, at Belphegor nogensinde får sneget sig ind på min årsliste igen, men med 'Conjuring The Dead' er det fuldt fortjent.

5. Behemoth: ‘The Satanist’ – Der er snart ikke ord tilbage at skrive om 'The Satanist'. Behemoth ved det, og publikum ved det. Absolut et af årets fineste værker.

Årets danske album:
 
1. DestroyerBoy: ‘Slaughter The Hero’ - Riffs, riffs, riffs. Der er potentiale og en charmerende fandenivoldskhed på ‘Slaughter The Hero’, som er en knivskarp udgivelse.

2. Aphyxion: ‘Earth Entangled’ – Det samme må siges om Aphyxion, der har kæmpet side om side med Destroyerboy om at være årets danske udgivelse i min bog.

3. Illdisposed: ‘With The Lost Souls On Our Side’ – Taler for sig selv. Illdisposed holder deres vanlige standard, når det kommer til at skrue numre sammen. Den her plade søger tilbage til rødderne, og det er Illdisposed, som jeg bedst kan lide dem.

4. SEA: ‘Sea’ – tight, veldefineret og med masser af slagkraft, inspireret af koryfæerne Deep Purple, Black Sabbath og Led Zeppelin, men uden at blive en plat efterligning.

5. Death Comes Pale: ’World Grave’ - Death Comes Pale har gjort et rigtig fint stykke arbejde med albummet, der er overvældende både i tempo, lydstyrke og intensitet.

Insisterende boblere har jævnligt bidt ovennævnte i haserne, heriblandt The Kamshaft med deres selvbetitlede album, og Black Book Lodges ‘Tundra’.

Årets internationale hit:

Flere af numrene på Arroganz' ‘Tod & Teufel’ konkurrerer om denne titel, men ‘Guilty’ løb med sejren grundet de øvrige numres langsomme opbygning. ‘Alles’, ‘All Light Is A Lie’, ‘One Death’ er kvalitative værker, der dog skal høres i sammenhæng for at få det optimale udbytte



Årets danske hit:

Destroyerboy: 'Slaughter The Hero', der desværre ikke findes en video af, skarpt efterfulgt af Aphyxions ‘No More Days Of Prime’. Sjældent er et riff strikket så skarpt sammen!



Årets genfundne klassiker:

Metal Church: ’Blessing In Disguise’ – Jeg ved ikke, hvad der er med den plade, men den er min, nu også i bedste hipsterstil på vinyl efter et overmåde fornuftigt køb på Heavy Metal Børsen på Facebook, der hermed også må anbefales på det kraftigste. Der er meget guf både til standardsamleren og nørden.
 

 
Den overså jeg i 2013:

Inquisition: ’Obscure Verses for the Multiverse’ – Avav, det skal ikke ske igen. Det har nosser og pondus og opfylder for førers kriterier for god musik og må dermed formodentlig give alle, der hører det, lyst til at knalde, drikke og køre for stærkt. Og slås!


 
Årets DVD/blu-ray:

Har af nyere ting kun nået at se den medfølgende ’the making of’-dvd, der fulgte med Kreators ’Phantom Antichrist’ fra 2012. Det var til gengæld både et hyggeligt og lytteværdigt indblik i, hvordan Kreator tilbringer en dag på kontoret, og hvis overhovedet muligt fremstår Mille endnu mere rar end før, lige som jeg har fået stor respekt for trommeslager Jürgen Reil. Led Zeppelins 'Celebration Day' har også kørt jævnligt på fjerneren i tide og utide og kan stadig anbefales.
 
Årets koncerter:
 
Sjældent har et koncertår, og denne top 5, budt på så mangefacetterede oplevelser som dem i 2014. Fra stærk nostalgi over nutidig akuratesse til en helt ny opdagelse. Foran eminente og mindeværdige oplevelser med blandt andet Phil Anselmo, Obituary, Emperor, Alice CooperDeftones og Sodom banede følgende koncerter sig vej til sejrsskamlen:

1. Dog Eat Dog, Amager Bio, 17-08-2014 – Jeg var egentlig til et andet musikarrangement ude på Refshaleøen, men tog i en branderts spontanitet alene afsted og nåede det lige, da Dog Eat Dog gik på. Det kommer jeg aldrig til at fortryde. På bare fem minutter blev hele den forreste del af feltet til savlende teenagere igen. Mosh, blod, stagediving, fælles arm-i-arm hopning med tilfældige gjorde koncerten fuldkommen, mens hitsene rullede ned over publikum. Jeg kan ikke finde videoklip fra koncerten, og det siger alt, hvad der er at sige: Ingen tog sig tid til det pis, og det er sådan, det skal være!

2. Black Sabbath, Festival Stage Sweden Rock Festival, 10-06-2014 – Det er i sig selv en fejl ikke at have set Black Sabbath før, hvad der var tilfældet for mig, men måske derfor blev det i mangel af kontrast og sammenligning til et fantastisk og nostalgisk brag. Når en koncert bliver så komplet, som den kan blive, er det både rørende og euforisk. Det var stort og fantastisk at se Ozzy stavre rundt som indehaver af verdensherredømmet – eller i fald den eneste meningsgivende del af Sverige lige i dét nu. Stemningen var vild, og jeg var musikskæv i lang tid bagefter.

3. Dawn Of Demise, Pandæmonium, Copenhell, 15-06-2014 – Lad det være sagt med det samme, at jeg har hængt på Dawn Of Demises flabede musik fra første gang, jeg stødte på dem. Det sære ved dem er, at de på én gang både er Danmarks luneste band og samtidig et af dem, der evner at spille tungest og mest gement. Jeg har set dem utallige gange, men Copenhellkoncerten toppede samtlige koncerter. Jorden foran Pandæmonium var fyldt til randen, og der var kærlighed i luften fra et dedikeret publikum til de efterhånden benovede jyder, der selv syntes overvældede af den megen respons. Verdensklassekoncert. Herunder en stemningsvideo derfra:



4. Psyched Up Janis, Orange Scene Roskilde Festival, 07-07-2014 – jeg bøjer mig i støvet for Sune Wagner og hans backingband, som jeg efter Roskildekoncerten med rette må kalde ⅔ af den genopståede trio. Jubilæumskoncerten på dyrskuepladsen mindede mig i allerhøjeste grad om hvorfor, mens jeg sad og flæbede nede bagved med en overbærende kæreste ved siden af. Koncerten er I sin fulde længde herunder, og udover åbneren ’I Died In My Teens’ vil jeg gerne fremhæve ’Hopefully’ (42:10) og ’Special One’ (1:09:40)



5. Asphyx, 4 Sound Stage Sweden Rock Festival, 09-06-2014 – den her video kunne have været filmet af mine øjne. Det var sent og folk var elskværdigt fulde og det var bare maksimalt tungt og velfungerende! Uden tvivl en kærkommen overraskelse.

">
 
Og for årets bedste eksekvering af et nummer der sparker så ufattelig meget røv på plade, og tilsyneladende også i virkeligheden: Bombus for ’Into The Fire’ på dette års Sweden Rock Festival. Bands der gerne vil frem i verden: Lyt (ikke så meget ”se”. Men for helvede lyt!) og tag ved lære.


 
Årets internationale navn:

Arroganz

Årets danske navn:

For i al sin enkelhed at ære hvad der var: The Psyke Project (2001-2014). I har sat et aftryk på dansk musik, der nu både kan høres i de nye danske bands og mærkes i os, der fulgte jer og mindes med stor fornøjelse.

Årets nye internationale navn:

Det vides ikke, thi jeg har som sædvanlig sovet i timen, hvad det angår.

Årets nye danske navn:

SEA




Årets comeback:

Lakridspiben!

Og på en flot og mere relevant andenplads, Psyched Up Janis

Årets optur:

At opleve Obituary og Dog Eat Dog blandt flere. Især drønet med Phil Anselmo og de knap så legale i Roskildes Arena-telt var helt episk. Måske ikke i den musikalske udførelse, men mere for Phils fremtoning, der var som hos en bulldog med rabies. At blive forbrændt i den ene halvdel af ansigtet i bar opmærksomhed rettet mod scenen, da Sodom forløste et todages savn efter noget, hvad som helst, der ikke lød som Def Leppard, på Sweden Rock Festival. At repræsentere Devilution til Headbangers Ball på Bremen i form af en uplanlagt DJ-tjans, hvad jeg ellers ikke har beskæftiget mig med i årevis. Det var skidehyggeligt, og både bekendte og tilfældige strøg jævnligt forbi pulten med et musikønske, en øl eller et begejstret skulderklap, hvilket jeg opfatter som et kompliment fra et publikum, der ellers godt ved, hvad de vil have.
 
Årets største skuffelse:

At The Psyke Project valgte at trække stikket, men det er også en beslutning, jeg har respekt for trods alt. At festivalsæsonen drænede mig før tid, og jeg derfor ikke kom afsted til Wacken. Og alt det, jeg havde set frem til sidste år, blandt andet koncerter med Protest The Hero, Alcest, Kataklysm og Warbringer, som ikke blev til noget som helst.

Dernæst de mange debatter om publikumsfremmøde, metallens eksponering og festivalkultur, der er irriterende, allerede inden de er gået i gang, samt virakken omkring Myrkur. Lad leve hvad leve kan og resten udslette sig selv i ubemærkethed.

2014 blev også året, hvor jeg jeg især i sidste halvdel blev definitivt opmærksom på og træt af det kvalmende kammerateri i anmeldergerningen. Det er forståeligt og uundgåeligt mange andre steder, blandt musikere når der skal bookes gigs osv., men hvordan man kan tage kritikere seriøst, der hverken kan eller tør kritisere sagligt, forstår jeg ikke, og heller ikke hvorfor niveauet sættes efter laveste fællesnævner. Man må kunne give en ros, når den er fortjent, og viceversa, når den ikke er. Ellers kunne man ret beset bruge sin tid på noget andet.

Mit største ønske for 2015:

Er Marilyn Mansons ansigt smeltet af? Hvis ikke fortsætter ønsket fra 2012s årsliste her.

Det glæder jeg mig mest til i 2015:

Blandt julegaverne gemte sig en billet til Hatefest i Wien. Det er en gave, der endegyldigt slår fast, hvorfor jeg har fundet en fantastisk kæreste, og det er en tur, jeg glæder mig til. Billetterne er også i hus til en af Dizzy Mizz Lizzys kommende koncerter og med min favorit side-fan og livslange Dizzy-neser, min søster, skal det nok blive et nostalgibrag på højde med Psyched Up Janis.