Top 5 – Blink-182 genforenet!
Blink-182 er tilbage! Ægte! Det er tid til at glemme verden og være unge, dumme og fulde af... well, pep.
Alle, der nærmer sig starten af slutningen af 30’erne og engang har gået med ternede sko eller nittebælter kan godt komme i gang med at varme op i lænden og vænne sig til at stå op i længere tid ad gangen. For Blink-182 er genforenet!
Eller, genforenet og genforenet – de har egentlig ikke været gået i opløsning som sådan. I denne omgang i hvert fald, men blot haft en anden forsanger end den oprindelige. Matt Skiba fra Alkaline Trio har været medlem af bandet siden 2015, men blev ganske uden sit eget vidende skubbet ud sidste år, da rygter om Tom DeLonges tilbagevenden begyndte at sprede sig, og i denne måned blev det så bekræftet. Tom er inde, Matt er ude, en ny single så dagens lys lige inden weekenden og en verdensomspændende turne er annonceret, til så ekstrem publikumsinteresse, at priserne for en enkelt billet sine steder ramte knap kr. 8.000.
Heldigvis ikke herhjemme.
I den anledning kigger vi nærmere på det elskede og hadede band. Og naturligvis kigger vi nærmere på de sange, som Tom DeLonge synger med på. Sorry Matt Skiba. Du var en god sanger og du har fortjent bedre. Tak for ‘San Diego’.
5. Adam’s Song
Blink-182’s lyrik er altid noget vrøvl. Sådan, nærmest altid, men sjældent mere end på ‘Adam’s Song’. Det hænger nærmest ikke sammen og hvad pokker er det med æblejuice? Bandet selv påstår heller ikke, det betyder noget, men det ændrer ikke på, præcis hvor meget man som lytter kan føle den her sang alligevel. For Blink-182 mestrer ikke kun festen og farverne, men i høj grad også melankolien. Vokalharmonien er uovertruffen.
4. Carousel
Helt tilbage på den allerførste udgivelse i 1993 hørte vi ‘Carousel’ som den allerførste sang, og det har været en favorit lige siden. En sang om hjertesorg, ensomhed, fattigdom og hvor nedtur det er, at man er nødt til at gå på arbejde bare for at have et sted at sove og lidt mad i maven. ‘Carousel’ indkapsler nærmest alt, Blink-182 er, og når man så, som kendere insisterer på, lytter til live-versionen fra ‘Mark, Tom and Travis Show’ så er den speedet så meget op, at man får det sidste med. Gyldent.
3. Every Time I Look For You
Det er august 2001. Alt er grundlæggende rimelig fedt. 'American Pie 2' er i biografen, og den er vildere, sjovere og har et endnu federe soundtrack end etteren. Det er ikke mindst på grund af ‘Every Time I Look For You’. Denne sang er indbegrebet af idiotisk teenage-pop-punk-fest, og det er ekstremt svært ikke at hoppe rundt i cirkler mens basarmen kører, når DeLonge og Hoppus skiftes til at synge en linje. ‘Every Time I Look For You’ er lyden af 'Historiens Afslutning' af Fukuyama, og nu om dage er det et kærkomment minde om en tid, der var mindre nedtur og mere sjov.
2. Anthem part 2
For en gangs skyld giver lyrikken mening. Man kan, med en vis berettigelse kalde den “banal”, men det gør den ikke mindre sand.
Børn og unge tvinges til at leve i en verden, de absolut ingen indflydelse har på, og det gør sig gældende fra de mindste ting i hjemmet og helt op til det geopolitiske plan. Og det er deres verden, der regeres over af folk, der for længst er væk, når konsekvenserne indtræffer. De voksnes regler er “fucked and boring”.
Og samtidig skal de høre for, at ungdommen nu til dags er værre end nogensinde før. “If we’re fucked up, you’re to blame” synger de, og sjældent har noget været mere rigtigt.
1. Dammit
‘Dammit’ ER Blink-182. Åbningsriffet er perfekt og er indbegrebet af pop-punk. Det melodiske omkvæd og dets snært af melankoli, det smægtende “I guess this is growing up”, der fortsat, mange år senere, rammer mange af os hårdere end vi vil stå ved, det staccatoleverede vers og den håbløst umodne tilgang til både kærlighedsliv og musikvideoindspilning gør ‘Dammit’ til det måske allerbedste pop-punk track nogensinde.
Vi glæder os til at opleve bandet, præcis som det skal være i Royal Arena til næste år. Og vi håber ryggen lader os hoppe lidt med, som vi gjorde i gamle dage.
(NB: der er i denne tekst ikke taget hensyn til skiftende trommeslagere. Men vi kan rigtigt godt lide Travis Barker.)