Top 5 – Ønskeliste til næste års Colossal Weekend
Knap er dette års tungeste festival gået i gang, før vi kan begynde at drømme om en ny. Vi giver vores bud på, hvem vi gerne så spille.
Åh ja, Colossal Weekend. Den lille festival der har det hele og giver os musik, vi ikke anede vi gerne ville høre. I denne weekend løber det af stablen med solide bookinger, der både begejstrer det hjemmevante publikum (SYL, Vægtløs, Eyes), dem der trækker det store publikum (Lingua Ignota, Boris, Year of No Light) og dem, der kilder den del af os, vi ikke vidste trængte til det (Svarta Havet, Midwife, Soldat Hans). Men det er allerede nu tid til at se fremad, og her kan vi tillade os at drømme. Det allerstørste ville naturligvis være en genforening af ISIS, men det lader ikke til at ligge i kortene, desværre. Et band som Thou virker mere sandsynligt, men også så lige for, at vi er sikre på de i forvejen står på bookernes ønskelister. Derfor giver vi her bud på fem bands, der både er passende, spændende og måske tilstrækkeligt obskure til, at de ikke er lige på tungen af hverken Jens Back eller Jeppe Nygaard.
5. Agriculture
Agriculture er et forholdsvist nyt band med blot en enkelt EP og én yderligere sang under bæltet. Men det er trippet og særligt, og deres ekstatisk inspirerede black metal samler op hvor både King Woman, som vi i øvrigt også gerne så, og Liturgy slipper.
Alene saxofon-breaket i første single fra den kommende plade gør, at de er selvskrevne til netop denne scene, og deres sært dur-komponerede black metal vil uden tvivl løfte anerkendende øjenbryn blandt overskægsbærende skovmandsskjortetyper.
4. Puke Wolf
Meget er efterhånden sagt og skrevet om Aarhus-trioen, der i triskopisk disharmoni leverer noget så nedslående og samtidigt opløftende lyrik, der uden at lægge bånd på, tager fat i de dybest forankrede hjertestrenge. Efterhånden har vi oplevet en del fra den mesterlige ‘Interstice’ men det er lykkedes undertegnede at lytte til et råt mix af en kommende sang, og tro mig, når jeg siger, at det var mere ødelæggende end nærmest noget andet jeg har lyttet til fra deres hånd. Emil Vegeberg, Lasse Højgaard og Andrew Davidson er nogle af de mest kriminelt undertippede musikere i Danmark, og der er ingen tvivl om, at A Colossal Weekend vil være lige stedet for dem.
3. Mesarthim
Mere mærkelig black metal. Hvor mange andre blander folk, country & western, dødsmetal, punk eller rock’n’roll i, så kører Mesarthim den ind med psy-trance. Og det er fedt!
De trippede og indviklede lydflader hiver lytteren ind og med en blanding mellem hvile- og aktivpuls, vil et show fra australierne uden tvivl være velvalgt på Vega. Når man både kan headbange og space ud, så har man ramt rigtigt.
2. Dorthia Cottrell
Hvis jeg nu var booker på A Colossal Weekend eller på Roadburn, ville jeg sparke mig selv bagi for ikke at have fået fat i Dorthia Cottrell. ‘Death Folk Country’ udkom samme fredag som Roadburn rigtig gik i gang, og hun havde passet perfekt ind, med sit kulsorte bud på americana. Der er efterhånden en rig tradition for den slags, men Windhand-forsangeren har alligevel, med sin melankolske stemme og sin forståelse for formidling af sonisk ensomhed, formået at skabe sin helt egen niche.
1. Gillian Carter
Den floridabaserede emoviolencetrio Gillian Carter går alt for langt under radaren, i forhold til hvor grotesk skarpt det er. Uden at tøve trækker de tråde fra den mere rolige og forfinede post-hardcore til rå og flænsende screamo.
Der er ikke plads til tøven, når Gillian Carter spiller, men der er rigeligt at tænke over bagefter, når pulsen er faldet og feedbacken døet hen. Her er et band, der sagtens kunne trække fredag aften på A Colossal Weekend ‘24.