Royal Arena lugtede af dyr øl og ungdomsminder lørdag aften, da The Offspring indtog scenen foran 15.000 forventningsfulde fans.
Gojiras tredje plade blev med sine tonstunge riffs og miljøbevidste sci-fi-narrativ vendepunktet for bandet.
Nu begynder det at ligne noget. Programmet for næste år udgave af Copenhell tager form, og du kan godt begynde at glæde dig til blandt andre Bring Me The Horizon.
Fredagen på Copenhagen Metal Fest bød på alt fra guitarsolo-playoffs til hotdogs i Offersvinet, øl-svedende publikummer og masser af tung musik. Men ét band satte sig tungt på tronen.
Franske Igorrr har med 'Amen' begået et kaotisk mesterværk, der samler flere smukke og uhyrlige ideer i hvert nummer, end mange bands gør over et helt album.
På deres første album som kvartet tager Between the Buried and Me lytteren med til et surrealistisk hotelunivers, hvor virtuositet og galskab mødes i lige dele ambition og overflod. Resultatet er både udfordrende, frustrerende og fascinerende.
Lige i tide til efterårsregnen får vi her plade nummer to fra den dystert anlagte trio Faetooth, der holder niveau og tryllebinder med deres slæbende doom-mystik.
På deres tiende album forener Deftones drømmende shoegaze med metallisk tyngde. Resultatet er en moden og afklaret plade, der balancerer mellem atmosfære og aggression – med Chino Morenos stemme som det urokkelige centrum.
På fjerde album kaster Baest manualen over bord og blander dødsmetal med 80’er-rock, thrash og skæve eksperimenter. Resultatet er et musikalsk vadested mellem skaberglæde og stilforvirring.
'III' har ikke helt samme arsenal af skarpe riffs som forgængeren, men står stadig som en værdig afslutning på den trilogi, Blackbraid har skabt på imponerende kort tid.
Calva Louise leger kærkomment med genrekonventionerne, men formår ikke at skabe et sammenhængende lydbillede, der gør deres gode ideer ære.
Slaughter to Prevail holder sig til deres succesformel for nu-metal deathcore på den groovy 'GRIZZLY' – en ret vanvittig plade.
Amerikanske Abigail Williams leverer en forrygende blanding af post- og black metal på en iderig plade, man både bliver betaget af og slår sig på.
Ugens bedste flamencodødsmetal-udgivelse er rig på teknisk virtuositet og kulturhistorie – men man savner en bedre forbindelse mellem stilarterne.
Anmelderen må skamfuldt vaske sin corpsepaint af sig efter at have nydt Ghost Baths ’Rose Thorn Necklace’, der er black metal og post-rock pakket ind med lyserød sløjfe i vampyrromantik.
Aalborgensiske Kōya skabte en væg af mørk lyd, der skyggede for solen i en engageret og vellykket energiudladning.
Det er med speederen i bund, at svenske The Haunted gør comeback - og der er rigeligt med jävla riffs til, at det er turen værd.