Top 5 - Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed
Når opmærksomheden for dit band skal plejes, tænker du så straks på en tur syd for Sydafrika, en tur i poolen eller bare en dans med ulven?
Det er vigtigt at være synlig som band. For at bibeholde en aktualitet og være dem, som løber med opmærksomheden fremfor de andre, så de fedeste gigs og muligheder bliver tilbudt.
Musik, herunder også metalmusikken, er blevet ganske visuel. Det er ikke bare det at have musikvideoer til Headbanger’s Ball og lignende, som det måske gjaldt i gamle dage. I dag er det også den gode historie, den fede gimmick og hvad som helst, der kan give views på Tiktok, Facebook, Youtube og hvad har vi.
Den billige vej til en musikvideo for et band er at skyde den i øvelokalet. Måske krydret med et besøg på den lokale bar, så man ser sej og drukfældig ud som en oldschool rock ’n’ roller. Eller en video skudt under indspilning i studiet eller klippet sammen fra de mest mindeværdige eller bemærkelsesværdige koncerter.
Nogle bands forlader dog det sikre og tager lidt ud i verden. Her er fem bud på metallisk ”beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”, lige fra de store budgetter over tålmodig planlægning med naturfænomener til location-hunting for mindre budgetter.
1. Syd for Sydafrika...
Metallica har nærmest prøvet det hele og spillet for de de fleste. Så hvorfor ikke søge nye inspirationer på den omvendte manér, hvor man finder et mennesketomt sted, kun okkuperet af forskere, og en håndfuld, der havde vundet turen i en konkurrence. En koncert på Antarktis, det eneste kontinent, som Metallica manglede at spille på, så det kunne der sættes hak ud for (endvidere det første band i verden, så spillede koncerter på alle syv kontinenter indenfor et år), da bandet spillede i en kuppelkonstruktion for blot 120 mennesker i en slags ”silent disco”-format, hvor alle fik lyden i hovedtelefoner.
Måske de kan spille i ”death zone” i camp IV på Mount Everest og spille for bjergbestigere næste gang. Eller en rumstation. Metallica har godt med luft i budgettet, så meget lader sig gøre.
2. (Ikke helt) nord for Nordkap
Det var nok en dårlig dag at være roadie for norske Shining den 21. juni 2015.
Bandet spillede live på Trolltunga. En stenformation, der rager nærmest horisontalt ud ud fra fjeldet med 700 m ned til Rigedalsvatnet. Ikke blot er vandringen til Trolltunga ikke uden besvær, men der er også dødelig konsekvens, skulle man få headbanget sig ud over kanten. Men flot ser det ud i videoen derfra, et spektakulært view.
3. I en solformørket bygd
Færøske Hamferð har seje videor på lager fra adskillige store festivaler, Havnar Kirkja (katedralen i Torshavn) og meget andet.
Stærkt i samlingen står videoen fra solformørkelsen den 20. marts 2015 også. Et nedskaleret band spillede ’Deyðir varðar’ med blot et par guitarer og Jón Aldarás sælsomme vokal. Live fra en bakketop i den lille bygd Kvívík på Færøerne. Mens solen langsomt formørkedes i baggrunden, og dag blev til nat og dag igen over nogle minutter.
I sig selv ikke så krævende for bandkassen, men kvik tænkning og planlægning påkrævet.
4. Et dyp i poolen
Der er andre måder at gøre sig bemærket på i en pool end den måde, den fuldt påklædte, fulde og bitre W.A.S.P-guitarist Chris Holmes gjorde det i 1989.
Man kan for eksempel tømme poolen for vand, efterlade den i mange år, og så i perfekt location hunting finde den og indhente tilladelse til at skyde musikvideo på det specielle sted. Her tænkes naturligvis på svømmehalsbassinet i Naturlejren Auderød i Frederiksværk, en tidligere militær kaserne. Kender du det ikke fra de to eksempler i det følgende, så har du måske set den i Netflix-serien ’The Rain’ (2018-2020).
Myrkur benyttede stedet til at spille og optage en live-version i 2021 af ’Tor i Helheim’ fra albummet ’Folkesange’.
Samme år spillede Vola en live-koncert på selvsamme flise- og plantebeklædte lokation.
5. Under ulven
Råt, urbant, goldt.
Det er efterhånden en klassiker i metalmusik-videoer. I den enkle og – måske – billigere ende af jagten på den gode lokation findes Refshaleøen. Beton og grimme bygninger, perfekt til metal (ikke et ondt ord om beton i øvrigt, det har vi såmænd også en top 5 om HER).
Man kan så selv vælge, om der skal lægges dyrere poster i budgetter som fancy biler hos Defecto, eller der ”bare” skal spilles metal under ulven hos Mental Coma. Den gamle B&W-plads på Refshaleøen er i hvert fald oplagt til metal, hvilket også er en stor part i, hvorfor vi elsker Copenhell. Det er nemlig også beliggenhed taget helt til tops.
Det er indlysende muligheder til metalvideoer, det store areal her giver. Samtidig kan de enkelte bands også have haft forhåbninger om, at et lille nik til ulven kunne give opmærksomhed fra Copenhell-arrangøren Live Nation, der så måske ville kvittere positivt for eksponeringen.
Mental Coma:
Defecto:
Pretext:
