Tidsrejsen: Copenhell 2010-2019

Vi har flere på redaktionen, som har været på Copenhell hvert år, siden det startede. Villumsen er en af dem, og uanset om du har været med en enkelt, flere eller alle gange på festivalen, så kan du nok nikke genkendende til flere ting i hans beskrivelse af Copenhell fra starten til 2019 og årets ærgerlige aflysning.

Det startede med en årsliste på Devilution i 2007. Min årsliste. Et ønske om en større open air-metalfestival i Danmark med store internationale navne og det bedste fra vores egne jagtmarker.

Ej, selvfølgelig startede det ikke dér, for en metallers ønske om en festival herhjemme, som kunne tilbyde noget af det, som vi kunne opleve få timer fra de danske grænser, f.eks. til Sweden Rock eller Wacken Open Air, var på ingen måde en unik tanke og naturligvis delt af mange. Og så havde jeg i øvrigt slet ikke fantasi til at forestille mig, at sådan et arrangement kunne holdes i hovedstaden langt fra de marker, som mange festivaler ellers afholdes på.

Det gjorde det dog ikke mindre fantastisk, da året 2010 ikke var meget mere end en uge gammel og en Youtube-video røbede, at noget var i gære. ”The Devil may come” blev der sagt, og da dette sites første artikel med tagget Copenhell kom 11. januar kunne det fortælles, at et to-dages arrangement ville opstå den følgende sommer. Helt præcist den 11. og 12. juni 2010, som altså er datoerne, hvor de allerførste Copenhell-gæster kunne flashe armbåndet med Copenhell 2010 som gæstende pionerer på den fantastiske festival, der siden er vokset sig større og stærkere.

I år er festivaler desværre et no-go grundet omstændighederne, men man kan jo svælge i arkivets rige udvalg af artikler om festivalen og mindes (og samtidig glæde sig til 2021), for Copenhell har alle dage været prioriteret af redaktionen. Og gør man det, vil man bemærke, at Devilution.dk dengang hed nrgmagazine.dk, som kom i kølvandet på redaktionens deltagelse i det hedengangne Heavyjam, stiftet af Jens 'Jam' Rasmussen (fra hvem vi i ny og næ stadig får en artikel til Devilution.dk). NRG-navnet var et samarbejde med det trykte NRG Magazine og skulle fungere som dét medies online-version. Det løb ud i sandet, og i dag er det så Devilution, som vi kalder os. 

Så ændringer er der sket over de sidste ti års tid, også for Copenhell, selvom scenariet og konceptet har været stærkt og gennemtænkt fra start, så den instinktive kærlighed til Copenhell også står stærkt, her ti år efter. Når ændringer og tilføjelser har været lanceret, har det været med en indbygget genkendelighed, for det har været tro mod grundidéen.

Nostalgikerne kan altid finde ting, der var bedre engang, men de kan forhåbentlig se, at Copenhells udvikling også er positiv.

I forhold til at gå i det omfangsrige arkiv kan man også tage en lidt mere nedkogt tur her i tidsrejsen.

2010: Begyndelsen
I månederne fra den første annoncering i starten af 2010 fulgte så lidt efter lidt mere og mere information. Sidst i januar det år kom nyheden om Megadeth som hovednavn, og bands som Napalm Death, Behemoth og danske islæt som Mnemic og The Psyke Project kom også på. I maj måned blev så annonceret flere navne og en yderligere scene: Biergarten. Stedet, som siden har vist sig garant for den store fest med karaoke-band, gimmicks og en garanti for at høre de måske lidt for gennempryglede klassikere (det kunne være sådan noget som Panteras 'Walk'). En essentiel del af Copenhell men også stedet, som nogle holder sig fra, mens andre nærmest foretrækker det fremfor koncerterne ude på pladsen.

Inden første festival løb af stablen var det københavnske hardrock- og metalelskende publikum i øvrigt også så heldige at have Copenhagen Live med blandt andet Rammstein på plakaten. En af mine kolleger på staben lavede i øvrigt en head-to-head om den seance og Copenhell version 1.0 i en Top 5. 

Og så...eufori!
Med nævnte årsliste fra starten af denne artikel i tankerne var jeg selvskrevet til at deltage i første version af Copenhell. Men ikke kun derfor; lysten til metal under åben himmel var stor, og hvor fantastisk er det i øvrigt lige, at en stor metalfestival ligger i et lands hovedstad? Heldigt for mig og mange andre københavnere, for den særdeles velegnede lokation på det gamle B&W-værfts arealer på Refshaleøen var blot en overskuelig cykeltur væk. 

Det blev et positivt møde, og jeg har heldigvis være på Copenhell alle årene siden. En opvarmningsdag er smuttet, men det hører til senere i denne artikel.

I 2010 var det to dage, og det startede festligt fra indgangen med suspension, folk hængt op i kroge over de karakteristiske sortmalede containere ved indgangen til øl i smarte bæreanordninger og af og til peanuts som bonus i et låg oven på krusene, så øllen i øvrigt ikke skvulpede for meget ud på vejen fra baren. Saltede peanuts, en behagelig kompensation for at øllene alle dage har været til den lidt pebrede side på festivalen. Til gengæld har det altid været let og hurtigt at få sig en øl i de mange barer.

Ja, og musikken, der startede i det rockede segment, som Copenhell altså alle dage også har prioriteret sammen med den mere hårdtslående metal. Supercharger var nemlig første band, inden hovednavnet Megadeth i en styg sidevind senere den dag.

Og jeg var euforisk. Sikke en fest, sikke en location og hvor fantastisk, at det ikke var større, end at man konstant rendte på de samme venner. Det lader sig måske også læse af mine artikler fra dengang, selvom skriveevnerne måske ikke i samme grad kunne præsentere den brusende fornemmelse af metallisk lykke, der berusende rasede i mig. Men artikeloverskrifter som 'Fredagens fede fest' og 'Lørdagens ekstreme slutspurt' viser om ikke andet, at den overordnede dom var positiv over Copenhells debut. Det første år var det altså især "hvor er det fedt!"-følelsen, som huskes, og så ild, masser af ild, sammen med et stærkt spillende Behemoth (anmeldelsen er her: 'Polsk magtdemonstration').

Vi var endnu ikke så mange på festivalpladsen. Der blev vist meldt ud, at der var omkring 5.000 personer, hvor der i 2019 var omkring 25.000 solgte billetter. Og det er forståeligt, at antallet er steget markant, for Copenhell har stemning, charme, effektivitet og noget for enhver. Jeg kan huske, at jeg tænkte, dengang i 2010, at "den her festival, hvis den vender tilbage"  – for det kunne man jo ikke være sikker på dengang – "den her festival, den skal jeg selv om 25 år kunne sige om, at jeg har været der alle årene, den er blevet afholdt".

Konceptet. Eller gøglet...
Copenhell er bare gennemført. Et oplagt ordspil på Copenhagen, men også supersejt, at man gennem årene også på de store udenlandske navne har kunnet høre, hvor fedt det bare lå i munden på forsangeren, at skrige "Copenhell!" og få stor respons fra publikum.

The devil may come sagde de i 2010, og det er her, hele essensen bag konceptet ligger. Det skal være metal-satan-ondt og okkult som den tematik, som heavy metallen i stor stil har bragt med sig siden genrens spæde start i 70'erne. Det er omvendte kors, det er scener med helvedes navne fra mytologien, det er ild og røg. Tag bare den flamme og store røgring, der sendes af sted, når en koncert starter på de største scener. Troligt alle år, undtagen lige i 2018, hvor festivalen trods alt måtte følge myndighedernes befaling om ingen ild grundet en længere tørke. En gimmick, ja. Men også en gimmick, der var meget savnet det år.

Det er pigegarden, som spiller hardrock- og metalklassikere rundt omkring på festivalpladsen, og det er spillen med musklerne i Smadreland, hvor der dystes i at smadre ækle lig. Altså dem i automobil-form.

Og så er der kirken, der brændes ned. Ja, det er jo ikke noget under, at al den slags flirten med den anden side også får prædikanter til, og således har man da i flere år på gåturen ind mod selve Copenhell-pladsen kunnet møde flere mennesker med en fastforankret tro i noget religiøst, hvor frisind med øl, musik og gimmicks med satan, død og ødelæggelse ligger i den helt anden ende. Velvilligt har de tilbudt frelse til de oftest sortklædte mennesker, som dog selv ser en slags frelse i den store Copenhell-maskine.

Det er maskotten, som også er en vigtig ting i identiteten for Copenhell og fansene heraf. Hvert år en ny ny, i 2010 var den teget af Joe Petagno, som er kendt fra Motörheads visuelle side, og året efter af Ed Repka (Megadeth m.fl.). Ikke ubetydelige navne, og igen en finger på pulsen for metalfans: der skal være noget lækkert og dystert til øjnene. 

Mere og mere – nye scener kommer til
Selvom Copenhell 2010 var en fornem debut, så var der måske også en frygt for, om dette store setup nu også ville blive gentaget. For det var jo stort i forhold til et forholdsvis begrænset antal gæster og en dengang endnu ret beskeden entrépris. Men den slags tvivl skal naturligvis manes til jorden med mere til konceptet, der var blevet præsenteret året før.

I 2011 var der rykket lidt rundt på pladsen, der var flere madboder, og så blev der præsenteret en upcoming scene, hvor man fik dansk upcoming som Solbrud og Helhorse. Artillery blev hevet ind i sidste minut til hovedscenen Helvíti som erstatning for afbud fra Kyuss Lives! En fin koncert, men sådan et sidste øjebliks-visit betød også det mindste backdrop, som Helvíti-scenen endnu har set.

Og hvis Megadeth ikke var et stort navn på plakaten i 2010, så havde 2011 Judas Priest øverst.

I 2012 så vi første skridt mod opvarmningsdagen. Her blev der nemlig serveret lidt live-musik for de camperende, overnattende gæster på festivalen. Med Mordax, Svartsot og Red Warszawa, der skulle få en tilbagevendende rolle på festivalen med deres gøglede fuldemandsshow.

Det var naturligvis fedt at være tilbage på pladsen til det 3.år med Copenhell, men det var dog en lidt flad fornemmelse, at pladsen ikke var åben for alle her ved introduktionen af Pandæmonium, som var en ny scene og altså fik sin ilddåb foran campisterne og godtfolk som anmeldere som undertegnede selv. 

Men 2012 var også året for en magtdemonstration fra Gojira og første visit fra Slayer på Refshaleøen. Og en lettere fesen afslutning med Marilyn Manson. Og en kæmpe circle pit med Lamb of God!

Året efter i 2013, var mottoet stadig "Two Days of Hell", men campingoptakten året før gav lyst til mere i den dur. Men denne gang ikke kun campingfolket forundt. Således blev pladsen åbnet i begrænset omfang torsdag aften og Pandæmonium-scenen taget i brug til Förhelvede med danske navne, hvor Hatesphere var kransekagefiguren, samt et engelsk indslag fra The Defiled.

Vanen tro var der vand fra oven på Copenhell, og fra 2013 står en diabolsk regnskylle under Graves fine koncert stadig klarest. Som bosat i nærheden endte jeg faktisk med senere at tage et kort smut hjem og få varmet kroppen op i et bad hjemme. Med tørt tøj og ditto sko på gik det rask tilbage på pladsen til en Down-koncert i herlig aftensol. Vejret og Copenhell: et kapitel for sig.

Iron Maiden
2014. 5 år i helvede. Det skulle fejres, og det blev det med Iron Maiden øverst på plakaten. En så vigtig ting, at Copenhell brød med setuppet, droppede opvarmningsdagen og smed hovednavnet på dér. Iron Maiden var et scoop, men kunne kun spille onsdag, og således skete det, at Copenhell var fuldt åbent på en onsdag. Med delte meninger om Iron Maiden til følge. Som forventet. Festivalen var nu officielt af tre dages varighed.

Ellers et år, der lignede Copenhell, som det nu havde vokset sig til et meget stort foretagende. Iron Maiden siger det lidt, men deltagerantallet fortalte også hvilken succes, det her nu var blevet til. Og artikler i mainstream-aviserne om, hvor fantastisk flinke sådan nogle metalfolk faktisk er. Copenhell er hyggeligt. Ja, surprise, det har det været siden dag ét.

Det var også dette år, hvor det for første gang gik op for mig, at jeg ikke længere mødte alle, jeg kendte, som jeg vidste var på Copenhell. Festivalen var stor nu, og det kunne godt lade sig gøre at befinde sig på samme festival i tre dage uden at møde hinanden tilfældigt.

2015: Ny liga, større krav
Efter festivalen i 2015 blev der ræsonneret lidt om Copenhell her på Devilution. Festivalen var nu i en ny liga, det havde Iron Maiden-scoopet året før og det stadigt voksende tilskuerantal bevidnet. Og med det en fuld tre-dages festival. "Hvor er de nye hovednavne?"-spørgsmålet startede heromkring. Både set i lyset af, om Copenhell havde skarpe nok hovednavne, men også som en generel problematik for metalgenren. Hvor er dem, som skal tage over de efter store metalbands, som har været med siden 70'erne eller 80'erne? Der mangler nyt blod på scenen generelt og på et Copenhell, der nu havde vokset sig rigtigt stort. "Forandring forpligter", skrev et par Devilution-kolleger efterfølgende.

2015 havde ingen opvarmningsdag, men altså en fuld festival over tre dage. Slipknot, Kreator, Ghost (før svenskerne sådan var rigtig, rigtig store) blev betegnet som en mangel på egentlige hovednavne for en festival af sin størrelse og de ambitioner, der tidligere var lagt for dagen. Selv var jeg nok lidt ligeglad. Stemningen, stedet, fællesskabet og de mindre, mere "skæve" koncerter på Pandæmonium-scenen, som er den jeg har flest favoritkoncertminder på Copenhell fra, betyder mere, og får mig til at dukke op år efter år. 

Der var også et lille fejlskud med Copenhate-scenen det år. En lille nærmest, hemmelig scene, hvor de spillende bands ikke fik megen omtale, og hvor konceptet var undergrund med en snert af øvelokale-koncert. Således var der ikke stort anlagt PA-anlæg og lydmand men snarere bands, som tog udstyret fra øveren med; så godt op for lyden og 1-2-3-koncert. Lyden var så som så, lysshowet fraværende og den manglende promovering af koncerterne på den scene gjorde, at det levede op til konceptet om øvelokale-koncerter, da det mest var bandets egne venner, der mødte op. Synd, for konceptet om at fremhæve undergrunden var prisværdigt. 

Turister
Men ja, det er de store ting, der holder maskinen igang. Og store ting, det fik vi da også i 2016. Et udtryk som "Copenhell-turister" dukkede op. Black Sabbath, selveste Black Sabbath, blev hyret til pladsen øverst på plakaten. Det betød en række endagsbesøgende i en aldersgruppe godt over gennemsnitsalderen for dem, der almindeligvis ellers gæstede festivalen. Hvad man havde mærket så småt i årene før omkring trængsel, blev for alvor mærket her. Jeg kunne ikke flytte mig uden asen og masen under den koncert. Men hvad skulle jeg dog også? Selvom jeg ikke er en stor dyrker af bandet, så skulle det da ses. Bandet, som betegnes som det første heavy metal-band. At hyre Black Sabbath gav ikke svar på, hvem afløserne og de næste store er, men det var en sund historielektion.

Copenhell-turister viste som udtryk også, hvor meget identitet Copenhells fans nu lagde i det at gå på Copenhell. Sådan nogle med 1-dagsbillet, som ikke engang kunne programmet for dagen på fingrene, de hørte da ikke til her. Her på vores Copenhell. Men jo, selvfølgelig gjorde de det. Copenhell var bare blevet til endnu mere, end da det startede.

Året bød også på Scorpions i regnvejr. Og det var faktisk... skønt! Og gensyn med Megadeth. Og så var der banjo på en scene, uden at det var et band a la Huldre og folkemetal. Det var derimod Sólstafir, hvis mørke rock, trods højlys dag, virkelig indfangede mig. Og ja, selv eller måske især banjoen i et af numrene. Og Tribulation var bare fedt.

I årene 2017, 2018 og 2019 begyndte man så også at se, hvordan festivalen tog kritikken til sig, når der var sådan noget i evalueringerne. Pladsen blev bedre og bedre udnyttet, så de mange mennesker, der nu frekventerede festivalen, generelt set fik en bedre oplevelse. Der var naturligvis stadig godt proppet helt foran scenerne, men der kom flere frirum til pauser, bedre korridorer som smutveje, så det kunne gå stærkt at nå fra én scene til en anden. Eller til Biergarten eller middelalderhalløjet med mjød og varme, vandfyldte baljer til en forfriskende dukkert.

Det var også i de år, man for alvor begyndte at se effekten af maskinen Copenhell og dens betydning og arbejde for vores egen scene. Hjemlige bands, som optrædte på Copenhell og/eller vinterarrangementet When Copenhell Freezes Over, der blev introduceret i 2013, fik pludselig en eksponering uden lige, og med metallens generelt stigende popularitet så vi nu forholdsvis nye danske bands bedrive udsolgt i steder som Pumpehusets store sal. Kæledægger for Copenhell har altid været Redwood Hill, Helhorse og Huldre, men nu kom også Baest, Bersærk og Konvent og mixede eget talent og stålsat vilje med festivalens springbræt til en videre rejse.

2018 genintroducerede opvarmningsdagen, som tidligere var blevet slugt af, at festivalen gik fra på papiret at være en 2-dages festival til en 3-dagesfestival. Opvarmningsdagen i 2018 krævede dog denne gang særskilt billet, men så fik man også bands som Neurosis, L7 og Mustasch. Selv sprang jeg den over i et hensyn til familien og antallet af fridage fra jobbet, for der var jo stadig tre normale festivaldage at boltre sig med. Men det gjorde ondt. Alligevel var jeg lige ved at skippe samme seance med andre bands i 2019 af samme årsager, men Katatonia (i et forrygende uvejr, der bragte minder om tidligere nævnte Grave-koncert) fik mig alligevel overbevist. Det var også året, hvor jeg pludselig så en smule fornuft i de catchy sange fra Ghost efter det stort anlagte show, som nærmest også indeholdt stand-up-comedy-seancer.

For 2020 var der så annonceret endnu en ny scene, Gehenna. Til især at sætte fokus på undergrunden. Men sådan skulle det ikke være. Copenhell 2020, forstås. Årsagen kender vi alle.

2020 var ellers et tætpakket, alsidigt program, som så ret så godt ud på papiret. Meget er trukket med til 2021, som allerede har store dele af programmet annonceret, hvilket så til gengæld er det tidligste, Copenhell-fans endnu er blevet fortalt om, hvad der er på tapetet.

Altså udover festen, stemningen, de små tøhø'er over flere ordspil på -hell eller noget med Satan, død og ødelæggelse. Det er vigtigt, at Copenhell er lykkedes. Ellers havde vi blot haft gode minder om et par gode havefester med internationale bands, som lagde vejen forbi Refshaleøen. Og er man stadig til den hyggelige stemning, der minder lidt om, hvor det hele startede, så er det bare at tage "formiddagene" på Copenhell med. De der timer inden den første koncert på den store scene, Helvíti, hvor de to mindre scener i stedet står for oplevelserne. Nogle plejer måske tømmermænd i stedet og er længe om at finde ud på pladsen. Men de timer kan altså noget. Det er de små håbefulde bands, men også nogle lidt større, som bare ikke er store nok til en tid efter mørkets frembrud, men spændende nok til at stå på Copenhell.

En lydhør, professionel arrangør 
Der har som allerede indikeret alle dage været en meget lydhør arrangørgruppe bag Copenhell. Transporten til og fra Copenhell blev hurtigt kritiseret, for festivalen skulle ikke være ret stor, før transport til og fra Refshaleøen blev et mareridt. Men der blev sat ekstra busser ind, lavet særlige pladser for taxaer og frivillige til at styre køen. Det kan stadig drille, men der er altså gjort meget for at få det til at glide.

Eller problemet med lang kø på ankomstdagen for at få armbånd på og adgang til festivalpladsen. Pludselig kunne man få armbånd på nogle få dage før, endda til et arrangement med mulighed for øl, hygge og live metalmusik. Madudvalget blev også kritiseret, men også her er der sket ekspansion blandt udbyderne, som virkelig har taget ordspillene til sig. Tag f.eks. Grill 'em All, som udover at vise kendskab til Metallicas diskografi også har bloddryppende navne til retter, selvom det blot er franske hotdogs og pølsemix. De fik dog hjælp til navnet på boden ved at udskrive en konkurrence, hvor det eftersigende var Dawn of Demises bassist, Bjørn Jensen, der var den kreative bag dét fine navn til boden.

Udvidelsen med vintershowcasen When Copenhell Freezes Over viser både passion og kærlighed for metal- og rockscenen og en smart måde at holde Copenhell-navnet lidt i live på en tid af året, hvor sommer og festival synes allerlængst væk.

Festivalen forløber stort set glat og smidigt, år efter år. Ja, der har været år, hvor toiletpapir var en mangelvare i de opstillede toiletter (denne skribent måtte ofre programmet som røvpapir ved en enkelt lejlighed), ligeledes er strømmen gået ved flere lejligheder grundet dårligt vejr. Ja, dårligt vejr. Dét er Copenhell. Intet Copenhell uden regn og uvejr. Selv på år, hvor det måske har været nogenlunde tåleligt i i løbet af dagen og aftenen, så har der om natten været en stor regnbyge, så de teltliggende lige har fået en besked om, hvorfor meteorologerne under Copenhell kan droppe de fancy computermodeller og i stedet blot sige "ustadigt vejr". Og ja, Anders Bøtter fra Sort Søndag, der har været en af de bærende konferenciers fra dag 1, mister altid stemmen et sted natten mellem første og anden dag på festivalen. 

Det er altsammen Copenhell. The devil may come. And we like it!

Links ad libitum
Vi har alle årene lavet samleartikler med lidt ord om dagens koncerter og så link til anmeldelserne. At Copenhell er en fest vidner mange af overskrifterne om! (NB: ændringer i webside-struktur og ændringer på nettet generelt gør, at der er flere døde links og manglende billeder og videoer i især de ældste artikler)

2010:
Fredag: Fredagens fede fest
Lørdag: Lørdags-slutspurt

2011:
Fredag: Fest fra start
Lørdag: Fest, regn, ild

2012:
Torsdag: Torsdagstons på Copenhell
Fredag: Fed fredag på Copenhell
Lørdag: Svingende lørdag

...og her indså vi så, at de samleartikler for links til alle anmeldelserne altså ikke havde så geniale overskrifter. Og mest af alt fortalte, at Copenhell er en fest. Måske skulle der en enkelt let negativt ladet overskrift for lørdag i 2012 til, at det bare blev "Copenhell 2013: Fredag"-agtige overskrifter, vi gik over til. Indtil 2019, hvor det nærmest blev sært.

2013:
Tordag: Förhelvede
Fredag
Lørdag

2014:
Onsdag
Torsdag
Fredag

2015:
Torsdag
Fredag
Lørdag

2016:
Torsdag
Fredag
Lørdag

2017:
Torsdag
Fredag
Lørdag

2018:
Onsdag
Torsdag
Fredag
Lørdag

2019:
Onsdag: Onsdag - Katatonia og et virkelig langstrakt gab
Torsdag: Torsdag - Er det ikke snart tid til Tool?
Fredag: Fredag - Vikingerne healede quiz-såret
Lørdag: Lørdag - Sidste projekt

2020 -> 2021: Se programmet for 2021, som det ser ud oven på aflysningen for 2020.