Top 5 – De nye store
PopulærMetallens giganter virker lidt trætte i sværen; lidt metaltrætte, om man vil. Vi giver her – blandt andet på baggrund af sommerens klare lys – et bud på, hvem der kommer til at tage over.
At dømme efter de store i metallens seneste præstationer kan det ikke vare længe, førend badetiden for dem med de rynkede armbånd er ovre. Se bare på Devilutions altid præcise anmeldelser af for eksempel Metallica, der ikke imponerede i Göteborg, og Iron Maiden, der ikke imponerede med 'The Book of Souls'. Og selv om Lemmy godt nok gjorde det fint (med stilstand) på seneste Motörhead-udgivelse, så magter han ikke længere at gennemføre en koncert, hvilket må være et minimum at kræve af en musikalsk konge. (At han stadig er i live er i sig selv imponerende, men det er en anden snak).
Allerede i Vagttårnet i maj berørte vi emnet under overskriften ”Hvor er næste generation?”, der satte problemet på dagsordenen og stillede en masse spørgsmål. Spørgsmål, som denne sommer så småt har kastet lys over. Derfor kan vi nu løfte sløret af krystalkuglen og give de hungrende masser svaret på, hvem der tager over efter de gamle:
1. Slipknot
For at blive en metallisk gigant skal man ramme bredt. Og for at ramme bredt, skal folk kunne SE musikken, selv når den bliver lidt vanskelig. Gøgl skal der til. Ingen nutidige bands har bedre ramt blandingen af smadder, sceneshow og en smægtende ballade til damerne end Slipknot. De har været hemmelige, de har ladet sig afsløre. De har været oppe at skændes. Nogen er døde. Historien om bandet har det hele. Et nyt band gør dem dog rangen stridig i gøgl og hemmeligheder... dem kommer vi til.
2. Volbeat
Dansk/amerikanske Volbeat har forstået, at formlen til at blive store er at udstråle metallisk bad-boyness, samtidig med at sangene er bredt appellerende og lige til at gå til. De er tunge og forvrængede i guitarerne, men vokalen vækker minder om noget, man i forvejen kender – nemlig Elvis (eller den svenske kok fra 'The Muppet Show'? Nej, lad os holde os til Elvis). Det samme gælder melodierne, der også trækker på både country- og pop-sangskattens virkemidler. Og Volbeat er ubestrideligt en succes. At kunne trække små 40.000 til Odense – fra hele verden – til den største entréopkrævende enkeltkoncert i Danmark. Det siger sgu noget!
3. Lamb of God
Bandet har været i gang i lang tid. Det har lavet hits, lavet fillers, og med den seneste albumudgivelse har de bevist, at de stadig kan lave fængslende sange – so to speak. Alt dette ville ikke give mening, hvis ikke det var, fordi de live formår at give energien og vreden et meget medrivende udtryk, som gør, at flere end de mest fromme metallere kan holde dem ud. Og det er den slags folkelig appel, der skal til for at være sammenlignelige med de gamle store.
4. Ghost
Den svenske sekstet har fat i noget rigtigt. Også de er hemmelige. Og lidt farlige, fordi de synger om og til Satan. Samtidig er musikken ikke så vanvittig, at den sætter folk af. Den seneste plade er faktisk umanerligt velskrevet og med mange ørehængere, og så er interessen omkring dem af en art, der gør, at de kan udsælge Amager Bio på under en måned – og dét et halvt år, efter at de optrådtte på Copenhell. ”En døgnflue” vil nogen måske sige, men sangene er blevet bedre, og de har skruet op for humoren for at blødgøre alt det med Satan. Vi tror, at de er kommet for at blive en rum tid endnu.
5. Avenged Sevenfold
Bandet har rødder i metalcoren, men har ikke følt sig bundet af det. Der er mange elementer i musikken, som peger på inspirationer, som alle er velafprøvede og populære. Det er muligvis lidt vel plastic for de rettroende, men det virker. Bandet har en enorm following, netop fordi de formår at være hårde uden at være for hårde.
"Men hvad så med mægtigheder som Gojira og Behemoth (og en hoben andre)?" vil den skarpe læser med rette indvende? Begge de nævnte bands er orkestre, der har en højere kunstnerisk stjerne end flere af de ovennævnte, men rigtig store bliver de aldrig, måske fordi de har en højere kunstnerisk stjerne end de ovennævnte... De er i hvert fald for ekstreme. Det bliver bands, som de helligste headbangere på deres gamle år vil stoppe pibe, drikke rødvin og vippe storetå til. Skattede, men ikke folkelige. Men det er måske i virkeligheden noget af det fineste, man kan opnå...