Lysristet økoblack direte fra Olympia
Importeret fra Rhode Island og dyrket i den regnvåde Washingtonmuld: Her er en delikat kop økoblack, som kendere vil nyde.
2. Ritual Exile
3. Voices
4. Weapons of War / Bury 'em
5. A Memory of Dawn
6. Golden Hour
Wolves in the Throne Room startede, måske uden at ville det, en lille og stille revolution i 2002, da de udgav den sublime ‘Two Hunters’. Melodisk og post-rock-inspireret black metal med fokus på naturen. Den såkaldte “cascadian black metal” er blevet et fikspunk for genren, og en af de ting, der i høj grad har fået den amerikanske black metal til at adskille sig fra den europæiske. Om det er noget særligt ved den nordvestlige stillehavskyst, eller om det er tilfældigt, er uvist.
Hvad vi til gengæld ved, er, at Awenden flyttede til Olympia, Washington fra Rhode Island, og at den navnløse frontmand spiller atmosfærisk black, der kan måle sig med de banebrydende tronsalsulve.
En overraskelse i hver pose
‘Golden Hour’ består af seks tracks, fire af dem over ti minutter, så det kan roligt siges, at det er en plade, der bliver bedre, hvis man tager dig tid til den. Det er primært langsom, atmosfærisk black metal, som man forventer sig den af Washington-scenen, men alligevel skiller Awenden sig ud.
Hvert track har sit særpræg, i ‘Dawn’ er det for eksempel en fløjte, der, på trods af hvor latterligt fløjter lyder i sådan cirka alle folkemetalbands nogensinde, skaber en særlig, æterisk stemning; på det efterfølgende ‘Ritual Exile’ bliver vi trakteret med både en alsidig guitartone, der hen imod slutningen skaber en fascinerende dissonans og står i modsætning til de mørke og dybe keys, nummerets start bød på; senere, på ‘Weapons of War/Bury ‘em’, en aldeles fremragende melankolsk guitar, der nærmest minder om ulvehyl.Ligeledes anvender Awenden flere gæstesangere, hvilket også gør pladens spektrum bredere og mere uforudsigeligt.
Og det er netop her pladen lykkes. For atmosfærisk black metal kan tit bare være dødkedelige casioklaverer og uinspirererede tremoloriffs over en tyvstjålet rundgang. Men den fælde går vi ikke i her. Pladen er foranderlig og interessant hele vejen igennem, selv de relativt korte mellemspil føles, som om de giver mening.
Den gyldne time
Hvad der ellers skiller sig ud, er en stemning, der er i højere grad er positiv end negativ. Som titlen afspejler, handler denne plade om skønhed. Den gyldne time beskriver et tidsrum kort efter solopgang eller kort før solnedgang, hvor lyset er blødere og rødere end resten af dagen. Den har tjent som inspiration for adskillige kunstnere gennem historien, og nu også for en black metal-plade.
Og ‘Golden Hour’ er en smuk plade. Lyset gennemsyrer den og skærer de hårde kanter fra, så vi forkæles med black metal, man får det godt af at lytte til. Det er svært at forestille sig, men umuligt ikke at opleve, når man lytter til den.