Top 5 – Smaddermetal fra Canada

Canadisk metal er sejt. Canadisk metal er mest sejt, når det er mest smadret. Ugen top 5 giver gode (og gamle) råd til canadisk smaddermetal.

Devilutionredaktionen er alvorligt ramt af mismod i disse dage. Ingen koncerter, og de bands, der udgiver noget, er enten ligegyldige eller skuffende. End ikke de nye bandbilleder af Absu Proscriptor McGovern's Apsu kan rigtig muntre os op. Det eneste, nogle af os kan finde fælles fodslag om, er, at vi kan lide Ice War.

Ice War spiller speedet og punket metal, der både er klassisk heavy metal og komplet smadret. Ice War er fra Canada, Ice War er sejt, ergo er Canada sejt, og det er sejt at være fra Canada og spille komplet smadret metal. Det har man vidst siden Voivoids første par sensationelt smadrede plader. Der er selvfølgelig mange gode canadiske bands, som ikke er specielt smadrede (Rush, Gorguts, Annihilator på deres to første plader m.m.fl.), det er ikke det. Der er også nogle mindre gode: Anvil (som var sjove i dokumentarfilmen, men altså ...), Kittie (glemt af alle) og Nickelback (desværre ikke glemt af alle). Endelig er der også nogen, som er uden for kategori, fx ">Thor og Piledriver.

Hvorom alting er: Canadisk metal er sejest, når det er rigtig smaddermetal. Det vidste Fenriz selvfølgelig også, da han på 'Canadian Metal' fra Darkthrones album 'F.O.A.D.' sang den canadiske metals pris:

For these fuckin' sounds my angry heart calls
Canadian metal, just obey
On your weak sounds (new plastic metal) we will prey

Vi er enige med Fenriz; her er fem andre seje canadiske smaddermetalbands.

1. Razor
Razor er vanvitttigt fræs, Motörhead-punket speedthrash med manisk vokal; musik lavet af degenererede bøller, som giver dig tæsk, uanset om du møder dem i en mørk gyde eller ved højlys dag.



Ovenikøbet en fuldstændig urørlig diskografi op gennem 80'erne og lidt ind i 90'erne. Men man skal jo starte et sted, og den her er udødelig hærg:



2. Blasphemy
Jeg synes egentlig, at Blasphemy er lidt kedelige og minder lidt om en støvsuger med svag lyd, måske en håndstøvsuger, men det er virkelig smadret, og de ser seje ud.



De er også black metal-pionerer, og så er de gudfæddre til subgenren war metal, der handler om at lyde som Blasphemy og gå med hurtige solbriller og tage meget speed og løfte meget jern. Krigsguden er vild med genren, mig keder den lidt, men det er vel også lidt underordnet, al kunst er ikke for alle.



3. Exciter
Powertrioen Exciter har fandeme lydt komplet idiotisk hårdt dengang i midtfirserne, hvor de spillede speedet, Venom-inspireret thrash metal ført an af trommeslager og vokalist Dan Beehler, som altså både kan spille meget hurtigt og råbe samtidig. Den mere midttempo 'Iron Dogs' (bemærk, at 1) Ice War hed Iron Dogs, før de hed Ice War, og 2) Ice War kan noget med bandnavne) med masser af ekko på vokalen er dog også sejt på en måde, som metal sgu sjældent rigtig er i dag.



4. Infernäl Mäjesty
Infernäl Mäjesty blev kaldt thrashens glamrockere i 80'erne, fordi de lignede ... ja, se blot selv på billedet:


Til gengæld var debuten 'None Shall Defy' (1987) en af 80'ernes allerbedste thrash-plader, lige på kanten til død, og en bedre Slayer-plade end temmelig mange Slayer-plader. Comebackpladen 'Unholier Than Thou' (1998) er en af de få gode komplet suveræne comebackplader. Men vi tager en fra 'None Shall Defy'.



5. Sacrifice
Sacrifice er, som Infernäl Mäjesty, et band, som fortjente at blive store, men som aldrig rigtig lykkedes med det. De lykkedes kun med at gå i opløsning i 90'erne og blive gendannet i 00'erne. Og lave en række gode plader. Med masser af hærg og fuld æde på alt.



Hvis man nu sidder og tænker, at alle eksemplerne ovenfor er tudsegamle, kan man med fordel tjekke compilationen 'Trapped Under Ice' ud. Den giver et fornemt snapshot af den canadiske metalscene netop nu, og især grupperne Morgul Blade og From the Tideless Sea kan finde ud af det med fuld smadder på det hele. God fornøjelse.