Line-uppet holder, sætlisten halter
Populær
Updated
De gamle Deep Purple-drenge kan endnu, selvom det tog dem lidt tid at nå de velkendte himmelske højder i Oslo Spektrum i søndags. Skal, skal ikke?? Har længe været i tvivl om hvorvidt jeg skulle opleve mine gamle - nej, GAMLE - favoritter Deep Purple på denne turnè. Dette aktuelle line-up var kun okay forrige gang, jeg så dem (i KB Hallen med Uriah Heep), og bandets aktuelle udspil er det skuffende album "Rapture of the Deep".
Stærkt line-up
Men okay, efter en søndag, som min datter standhaftigt mente skulle starte allerede lidt i fem, måtte jeg bare have lidt live heavy rock efter godnatsangen, 14 timer senere. Så, afsted ned til Oslo Spektrum, der var solidt fyldt op af jævnaldrende samt en hel del ældre, plus en flok aktive ungersvende på de forreste parketter. Klasseheavy har altid formået at bygge solide betonbroer. Og klasse har dette Deep Purple anno 2005 altså stadigvæk. De to nyeste bandmedlemmer, guitaristen Steve Morse (Dixie Dregs, Kansas og gæsteoptrædener én masse bl.a. i Lynyrd Skynyrd) og keyboardspilleren Don Airey (Black Sabbath, Ozzy, Whitesnake, Gary Moore, Rainbow, Thin Lizzy, MSG, Jethro Tull m.fl.!!) har på fornem vis formået at erstatte de to originale supersolister Ritchie Blackmore og Jon Lord - og det med lige dele loyalitet og personlighed.
Fornemme præstationer fra begge herrer hele showet igennem, altså - ligesom fra branchens måske allerbedste rytmebund, Roger Glover og Ian Paice, og den charmerende, sjove og selvironiske Ian Gillan (bill.), der kom sig raskt over de tekniske mikrofonproblemmer under showets indledende par numre. Nej, dette her line-up er ikke det klassiske mark II, men det er virkelig virilt og præget af en enorm spilleglæde.
Problemet ved Deep Purple anno 2005 er imidlertid et andet: sætlisten. Der er for langt mellem bund og top, mellem alt det nye(re) trælse materiale og de gamle kongeklassikere. Jo, jeg forstår sandelig godt, at de tre gamle Purples gerne vil prioritere nye(re) sange, efter 30-35 års turneen med de ældste hits, og at de to nye drenge gerne vil spille de kompositioner, der også er "deres".... MEN - dette show manglede altså noget mere liv i starten, selvom de ret så morfar-sløve nye(re) numre blev solidt leveret af et hamrende habilt orkester og alle eksemplarisk introduceret af en forrygende Ian Gillan.
Overdådig dessert
Den gode gamle "Living Wreck" blev tidligt luftet, men ellers var der alt for lang vej til det gamle materiale - og Purple må bare få hevet numre som "Fireball", "Strange Kind of Woman" og "Child in Time" (hvis Gillan stadig kan "nå" den!?), ind i sætlisten (og i starten, tak!), når de skal optræde på sommerens festivaler som fx Sweden Rock og Rock Under Broen ved Middelfart; så kan de fremdeles gemme alle deres allertungeste superhits til sidst, just som i den aktuelle sætliste.
Så er der nemlig ikke så lang vej til den overdådige dessert, som uforligelige numre som "Lazy", "Space Truckin'", "Perfect Strangers", "Smoke on the Water", "Highway Star", "Speed King" og "Black Night" udgør i slutningen af sættet. De to sidste bragende leveret som ekstra-ekstra numre.
Og for en gangs skyld, må jeg sgu erkende, at jeg direkte nød samtlige solo-indslag i showet - fordi de blev leveret med sjæl og med en sjælden sublimitet. Og de mange solo-indslag er jo særligt nødvendige for dette band, da det jo er essentielt for de andre gamle Purple-drenge lige at få sig en puster undervejs i koncerten. For, gamle eller ej, så leverer de aldrende rockkonger skam stadigvæk et to timer langt sæt når de optræder.
Og grundlæggende set er det jo i sig selv et rigtig fedt band, dette her Deep Purple 2005. Hvilken musikalitet, hvilken spilleglæde og hvilke guddommelige numre - når vi ellers endelig når dertil...
NB: Ret så bittert at notere, at Purple har Nazareth hhv. Alice Cooper som opvarmningsnavne på andre, aktuelle dele af denne turnè. Kunne sagtens have klaret en dobbelt omgang old school hævi, for så havde jeg været endnu mere klar til næste morgen, der startede på det magiske tidspunkt 4:44..
Stærkt line-up
Men okay, efter en søndag, som min datter standhaftigt mente skulle starte allerede lidt i fem, måtte jeg bare have lidt live heavy rock efter godnatsangen, 14 timer senere. Så, afsted ned til Oslo Spektrum, der var solidt fyldt op af jævnaldrende samt en hel del ældre, plus en flok aktive ungersvende på de forreste parketter. Klasseheavy har altid formået at bygge solide betonbroer. Og klasse har dette Deep Purple anno 2005 altså stadigvæk. De to nyeste bandmedlemmer, guitaristen Steve Morse (Dixie Dregs, Kansas og gæsteoptrædener én masse bl.a. i Lynyrd Skynyrd) og keyboardspilleren Don Airey (Black Sabbath, Ozzy, Whitesnake, Gary Moore, Rainbow, Thin Lizzy, MSG, Jethro Tull m.fl.!!) har på fornem vis formået at erstatte de to originale supersolister Ritchie Blackmore og Jon Lord - og det med lige dele loyalitet og personlighed.
Fornemme præstationer fra begge herrer hele showet igennem, altså - ligesom fra branchens måske allerbedste rytmebund, Roger Glover og Ian Paice, og den charmerende, sjove og selvironiske Ian Gillan (bill.), der kom sig raskt over de tekniske mikrofonproblemmer under showets indledende par numre. Nej, dette her line-up er ikke det klassiske mark II, men det er virkelig virilt og præget af en enorm spilleglæde.
Problemet ved Deep Purple anno 2005 er imidlertid et andet: sætlisten. Der er for langt mellem bund og top, mellem alt det nye(re) trælse materiale og de gamle kongeklassikere. Jo, jeg forstår sandelig godt, at de tre gamle Purples gerne vil prioritere nye(re) sange, efter 30-35 års turneen med de ældste hits, og at de to nye drenge gerne vil spille de kompositioner, der også er "deres".... MEN - dette show manglede altså noget mere liv i starten, selvom de ret så morfar-sløve nye(re) numre blev solidt leveret af et hamrende habilt orkester og alle eksemplarisk introduceret af en forrygende Ian Gillan.
Overdådig dessert
Den gode gamle "Living Wreck" blev tidligt luftet, men ellers var der alt for lang vej til det gamle materiale - og Purple må bare få hevet numre som "Fireball", "Strange Kind of Woman" og "Child in Time" (hvis Gillan stadig kan "nå" den!?), ind i sætlisten (og i starten, tak!), når de skal optræde på sommerens festivaler som fx Sweden Rock og Rock Under Broen ved Middelfart; så kan de fremdeles gemme alle deres allertungeste superhits til sidst, just som i den aktuelle sætliste.
Så er der nemlig ikke så lang vej til den overdådige dessert, som uforligelige numre som "Lazy", "Space Truckin'", "Perfect Strangers", "Smoke on the Water", "Highway Star", "Speed King" og "Black Night" udgør i slutningen af sættet. De to sidste bragende leveret som ekstra-ekstra numre.
Og for en gangs skyld, må jeg sgu erkende, at jeg direkte nød samtlige solo-indslag i showet - fordi de blev leveret med sjæl og med en sjælden sublimitet. Og de mange solo-indslag er jo særligt nødvendige for dette band, da det jo er essentielt for de andre gamle Purple-drenge lige at få sig en puster undervejs i koncerten. For, gamle eller ej, så leverer de aldrende rockkonger skam stadigvæk et to timer langt sæt når de optræder.
Og grundlæggende set er det jo i sig selv et rigtig fedt band, dette her Deep Purple 2005. Hvilken musikalitet, hvilken spilleglæde og hvilke guddommelige numre - når vi ellers endelig når dertil...
NB: Ret så bittert at notere, at Purple har Nazareth hhv. Alice Cooper som opvarmningsnavne på andre, aktuelle dele af denne turnè. Kunne sagtens have klaret en dobbelt omgang old school hævi, for så havde jeg været endnu mere klar til næste morgen, der startede på det magiske tidspunkt 4:44..
Kunstner
Spillested
Dato
06-01-2029
Genre
Forfatter