Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Melodiøs stenersmadder

Populær
Updated
Melodiøs stenersmadder
El Caco er Norges nye håbefulde hård rock navn, og live lyder bandet som det tunge link mellem Kyuss og Cobain, beretter redaktøren fra Oslo. Hård rock-trioen El Caco fra Oslo-forstaden Lillestrøm er blevet et brandvarmt navn i det kolde Vinternorge. Forrige lørdag vandt bandet den ene af Norges to vigtige musikpriser, Alarmprisen som Årets Metalband, og El Cacos single "Someone New" er blevet noget af et hit - for både hårde heavydrenge og så de der søde små piger, der ofte er forskellen på, om et (heavy)band når et større publikum eller ej.

Oslos førende og fede rockklub, Rockefeller (ikke helt ulig det gamle Alexandra i Kbh. eller Malmøs KulturBolaget, blot større og med balkon-sektion), var også pakket med fortrinsvis yngre folk denne fredag aften, hvor El Caco co-headlinede sammen med landsmændene Stonegard (som jeg ikke rigtig fik tjekket ud).


Beskidt livelyd

Som det høres på bandets 3. og aktuelle album, "The Search" er El Caco baseret på et miks af hård rock, lidt à la Queens Of The Stone Age, tilsat mange melodiske elementer og indimellem lidt grungy feeling, et sted mellem Nirvana og Alice In Chains. Og frontmand Øyvind Osas fraseringer - og fremtoning, såmænd - er såmænd ikke helt uligt Kurt Cobains.

El Cacos livelyd er dog - som de fleste andre rockgruppers - langt tungere og mere beskidt live, og på scenen lyder El Caco indimellem nærmest som en halvvoldsom udgave af Kyuss (hvad skrev jeg lige der!!??). Bandet holder sig dog loyalt til de melodiske elementer, der skiller bandet ud fra mængden af smadderbands, men indimellem burde El Caco nok slippe bremsen lidt og spille sig helt ud, for deres seje, swingende og hypnotiske heavysmadder-groove holder altså grovhårdt.


Perfekt partypunktum

Nu var der dømt co-headlinershow, så El Caco havde kun en knap time at gøre godt med, og med ialt tre albums i bagagen var det disse frem for de onde jamsessions, som der blev fokuseret på, hvilket tydeligvis bekom deres store fanskare såre vel. Og afslutteren "Someone New" satte ligesom det perfekte partypunktum for de fredagsglade fans, selvom undertegnede, der også anerkender nummerets høje hitability, nu mere er blevet hooked på El Cacos kogertunge Kyuss-side, som også kan spores tilbage til bandets foregående albums.

"The Search" har lige fået en monsteranmeldelse i navnkundige Metal Hammer, så internationalt set, ser det også lovende ud for El Caco, der forhåbentlig også lægger vejen forbi DK - om ikke før, så til sommerens Roskilde Festival.

Kunstner
Dato
06-01-2027
Genre
Karakter
3