Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Møgsolid rutine

Populær
Updated
Møgsolid rutine
Uden at imponere vildt klarede Cradle of Filth sig igennem et solidt show i Amager Bio. Få uger efter Satyricons triumftog på The Rock, skulle Cradle Of Filth vise, at de også hører til indenfor eliten af black metal bands, og med den udmærkede nyudgivelse "Thornography" i baghånden kunne det sådan set heller ikke gå helt galt.

Alt var klar til en hyldest til den sorte musik: massevis af nittebehængte bandtrøjebærende ungersvende og ungmøer på efterskolealder, dyster sceneudsmykning i form af udgåede træer og ikke mindst et læderklædt band, men alligevel var det som om et eller andet haltede.

Velspillende, men...

Lyden var ellers fin, sammenspillet upåklageligt, de forreste rækker af publikum i topform, blandingen af nye og gamle numre god. Det eneste der manglede var sådan set et engageret band, for godt nok blev der headbanget, skreget igennem, spillet rigtigt fedt keyboard, sunget lækker kvindelig skønsang af en S/M-klædt sylfide og fyret kompetente tappingsoloer af, men det hele foregik i en form for tomgang, som man typisk ser hos musikere der har været for længe på landevejen og savner mors kødgryder.

For den inkarnerede Cradle-fan var det formentlig en sublim koncert. Klassikere som "Her Ghost In The Fog" og "Dusk And Her Embrace" blev selvfølgelig spillet, og alle vampyrklicheerne fra den lille frontmand Dani Filth var til stede, ligesom bandet som sagt spillede møgsolidt. Og netop af disse grunde gik det ikke helt galt - det var bare ikke nogen stor oplevelse for de mere perifære af englændernes lyttere, som for eksempel denne anmelder.

Det kan derfor kun blive til en middelkarakter for den udmærkede, men ekstremt rutineprægede præstation.

Spillested
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3