ProgPower - dag 2 – Pain of Salvation
Populær
Updated
ProgPower-andendagen bød på en Pain of Salvation-koncert, der var under vanlig standard, mens Dead Soul Tribe viste gode takter med deres "sjælelige fløteprog". De svenske progmetal-maestros i Pain of Salvation lagde ud med “Beyond The Pale” – et nummer der tilfældigvis rangerer blandt undertegnedes absolutte favoritnumre. Og så skulle man ellers tro, at scenen var sat for en perfekt aften. Sangen er heldigvis så stærk, at det ikke blev ødelagt af et lidt uklart lydbillede med for høje vokaler, der oven i købet momentvist var ”out-of-pitch”.
Til gengæld ødelagde det lidt af koncerten senere hen. Bandet var ikke så oplagt som man før har hørt det, og der var også lidt for mange af de stille numre – til stor frustration for heavyjams fotograf, der forlod salen i trods over at en forsanger i et rockband tillod sig at bede folk om at være stille. Det endda fra en forsanger, der lignede en klon mellem en pornoversion af Burt Reynolds og en Playmobil-mand.
Der var drilleri med teknik, men sågar også utighthed at spore. Fair nok, vi har med mennesker at gøre, men stadig overraskende fra en af genrens bannerførere.
Hvad der er skrevet ovenfor lyder utroligt negativt, og det kan måske derfor undre at karaktergivningen ikke er hårdere. Dertil skal det siges, at bandet er så dygtigt, at det med selv jævne udgaver af sange som ”America”, ”Ashes”, ”Used” og førnævnte startnummer stadig klarer sig godt igennem.
Efter ca. 1½ time overlod bandet det godt fyldte The Rock til egen fortsat fest med afskedssalut i den dansable ”Disco Queen”.
Til gengæld ødelagde det lidt af koncerten senere hen. Bandet var ikke så oplagt som man før har hørt det, og der var også lidt for mange af de stille numre – til stor frustration for heavyjams fotograf, der forlod salen i trods over at en forsanger i et rockband tillod sig at bede folk om at være stille. Det endda fra en forsanger, der lignede en klon mellem en pornoversion af Burt Reynolds og en Playmobil-mand.
Der var drilleri med teknik, men sågar også utighthed at spore. Fair nok, vi har med mennesker at gøre, men stadig overraskende fra en af genrens bannerførere.
Hvad der er skrevet ovenfor lyder utroligt negativt, og det kan måske derfor undre at karaktergivningen ikke er hårdere. Dertil skal det siges, at bandet er så dygtigt, at det med selv jævne udgaver af sange som ”America”, ”Ashes”, ”Used” og førnævnte startnummer stadig klarer sig godt igennem.
Efter ca. 1½ time overlod bandet det godt fyldte The Rock til egen fortsat fest med afskedssalut i den dansable ”Disco Queen”.
Kunstner
Spillested
Dato
08-11-2001
Genre
Forfatter