Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

For meget sofa i sumpen

Updated
Cover
Down

Der er både tunge riffs, sydstatsstemning og musikalsk overskud på Downs første album i 12 år. Men også rigeligt med rundhåndet pensionisthygge. 

Kunstner
Titel
Volume V
Dato
20-11-2026
Genre
Trackliste
The Myth
Merciful Fate (feat. King Diamond)
Turn Out the Light
The Message
Causeway Grief
Blood Oath
They Walk the Night
They Came from Dust
Ozz
Twice-Told Tales
Forfatter
Karakter
2

Der er bands, der spytter plader ud med jævne mellemrum – og så er der Down. New Orleans-kvintetten har aldrig haft travlt med at holde udgivelseskadencen oppe, og det er efterhånden også 12 år siden, de sidst lod høre fra sig med de to jævnt sløje EP'er under fællesbetegnelsen 'IV'. Men når man med 'NOLA' har været med til at definere den tunge, sydstatsinficerede stoner/sludge, som Down har, må man vel også gerne tage sig den tid, der skal til. Nu er Phil Anselmo, Pepper Keenan og resten af slænget så endelig tilbage med 'Volume V', og spørgsmålet er naturligvis, om ventetiden så har været det hele værd.

Bandet har altid været et kærlighedsbrev til New Orleans fra en flok barndomsvenner, der først og fremmest har lyst til at spille tung, ryger-venlig rock. Det er heldigvis stadig udgangspunktet. 'The Myth' åbner albummet med velkendt stoner-swagger, mens Anselmo messer om, at de er “...the luckiest fucks alive”. Et passende mantra for et band, der tilsyneladende har fundet sig så godt til rette i hinandens selskab, at verden udenfor nærmest kan passe sig selv.

Og det er på flere måder også både albummets styrke og svaghed. Når Down rammer rigtigt, er der en ganske særlig varme og tyngde i deres sammenspil. 'Blood Oath' er et glimrende eksempel. Først får nummeret lov at folde sig indfølt ud, inden det centrale riff langsomt tager over og prenter sig ind på nethinden. Her emmer det af Louisiana, af trykkende fugtighed og tunge grooves, der bevæger sig i slowmotion. Et af pladens absolutte højdepunkter.



På 'Merciful Fate' dukker King Diamond titlen tro op med sine umiskendelige falsetskrig som en lille ekstra topping på en ellers lige lovligt jævn, groovy stoner-affære. Det danske islæt er med andre ord begrænset til de enkelte skrig, og ellers udmærker den sig primært på halvvejen, hvor de demonstrerer deres evne til også at sænke pacet for en stund og jamme den ud før den afrundende, tungrockede salve. 

I ‘Turn Out the Light’ går deres “sludge møder southern rock”-clash mere lige til sagen uden større omsvøb, med Anselmo i sit mere bidske lune, mens ‘The Message’ følger pulserende efter, som et banger-venligt track med lækre leads fra Pepper Keenan. Numre, der begge tydeligt demonstrerer, hvor sjovt de har haft det med tilblivelsen af pladen. Bandet lyder meget, som om de er i sync, om end de er lige lovligt pensionisthyggende i deres jævne stoner-groove, og det er så også netop der, hvor pladens største ulempe ligger begravet. Hvor er brodden?

Et andet højdepunkt er til gengæld ‘Causeway Grief’. Over syv minutter får nummeret lov at udfolde sig i et mere melankolsk og æterisk sydstatsrock-univers, hvor intensiteten gradvist bygges op, og Keenan får plads til at jamme, mens Anselmos karakteristiske vokal tilfører en længselsfuld tyngde. Og når der skal lidt mere spark til, leverer 'They Walk the Night' et kærkomment skud energi med et tungt, næsten hypnotisk riff og en lækker, spacy midtersektion.



Problemet er bare, at ‘Volume V’ nemt fortaber sig som noget letfordøjelig baggrunds-stoner uden rigtig at sætter sig. Flere numre glider af sted i et jævnt stoner-groove, hvor det hele lyder ganske udmærket, men sjældent for alvor gør noget indtryk. 'They Came From Dust' er ren spild af tid, og selvom den afdæmpede 'Ozz' med sine 12-strengede guitarer faktisk er en lækker, næsten 'Planet Caravan'-agtig hilsen til deres store, musikalske forbilleder, virker den syv minutter lange lukker 'Twice-Told Tales' nærmest søgt i deres forsøg på at lave en 'Bury Me in Smoke' part II, 30 år derpå. Ikke, at deres udskejelser og twinleads ikke er værdsatte, men det er igen mere et billede på, at de lader til at have haft det så sjovt, at produktet har været mindre væsentligt end vejen dertil.

'Volume V' er bestemt ingen katastrofe. Der er solide riffs undervejs, håndværket er fint, og der er øjeblikke, hvor Down stadig kan få selv den mest magelige nakke i bevægelse. Men med en spilletid på knap en time er der også rigeligt med materiale, som med fordel kunne være blevet liggende i øvelokalet, og Anselmo virker flere steder til direkte at køre den på rutinen. Og selv bandets åbenlyse, musikalske overskud kan ikke altid redde resultatet fra at blive lidt for hyggeligt for dem selv – og for forglemmeligt for os andre.
Det er tydeligvis en plade, der først og fremmest er lavet, fordi gutterne havde lyst til at spille sammen igen. Og fred være med det. Man betvivler ikke, hvor hyggeligt de har haft det i studiet … spørgsmålet er bare, om vi andre behøver at være inviteret med til samtlige jamsessioner?