Copenhell 23: Seismisk aktivitet
Populær
Meshuggah leverede en kraftpræstation på Hades og efterlod vores anmelder med næseblod og gummiknæ.
2. Rational Gaze
3. Ligature Marks
4. Born in Dissonance
(Mind's Mirrors)
5. In Death - Is Life
6. In Death - Is Death
7. The Abysmal Eye
8. Demiurge
9. Future Breed Machine
Meshuggah er et af de bands, jeg så gerne ville være bedre til, men simpelthen ikke kan greje, qua min neurotiske ordenssans. ‘Bleed’, Meshuggahs svar på ‘Enter Sandman’, var derfor den primære årsag til, at jeg meldte mig til at mene noget om et band, der måske/måske ikke lyder som nødsignaler i epileptisk morsekode. Men det er også en vis form for stædighed og nysgerrighed, der er drivkraften bag mit første professionelle livtag med dem, der bærer skylden for fænomenet djent.
Således indfandt jeg mig troligt på Hades med mine efterhånden forældede indtryk af og fordomme om et band, der ikke tæller til fire som en normal person. Fast besluttet på, at denne aften skulle være aftenen, hvor jeg endelig knækkede koden til, hvorfor alle pludselig er matematisk begavede, det sekund nogen nævner de svenske bøhmænd. Alle dem, der enten ikke stod i kø til maden eller var til Samael, havde indfundet sig på Hades, for når Meshuggah rømmer sig, falder himlen ned om ørerne på os, og det var, blandt andet, det, vi kom efter.
Skulle nogen være i tvivl: De svenske djenttomter leverede en eminent koncert, der efterlod mig tom for ord som til min matematikeksamen og i et kort sekund fyldte min krop med ubehaget forbundet ved at finde bogstaver i mine regnestykker. For Meshuggah ER ikke danse- eller lyttervenlige – medmindre du er så fuld, at dine lemmer opererer uafhængigt af hinanden. Ham, der dansede til koncerten, så i hvert fald ud til at have drukket en tår fra Rosettestenen, for han ramte plet næsten hver gang.
Det var det, der skilte os ad, dengang. Uforudsigeligheden, følelsen af, at alle universets love og regler bliver ophævet i den dissonante støj, jeg før i aften ikke kunne holde af, uanset hvor meget jeg prøvede. Men denne aften faldt det hele i hak. Alt fra Jens Kidmans truende, ludende skikkelse og primale brøl til de knap kontrollerede eksplosioner, der udgik fra scenen, gik op i en højere enhed, og mine benovede notater er fyldt med udråbstegn og halvt ulæselige begejstrede udbrud.
En mere erfaren Meshuggah-koncertgænger omtalte sætlisten som noget af deres tungere og langsomme musik, og selvom jeg ikke ved med langsomme, så kan hulrummet i mit bryst attestere tyngden. Der blev lagt vægt på de senere værker, og selvfølgelig det seneste, med enkelte nedslag i 00’erne og et enkelt fra midten af 90’erne. Alt det har jeg ingen holdning til indtil videre, men jeg noterede mig med tilfredshed, at ‘Born in Dissonance’ denne gang gled ned uden de kvaler, jeg gennemgik, sidste gang jeg forsøgte mig med svenskerne.
Der blev spillet så tungt, at jeg kunne mærke mine øjenæbler vibrere. Så højt, at de konstant knævrende masser blev overdøvet. Og så teknisk dygtigt, at den her arme stakkel stod og måbede som en fjerdeklasseselev, der bliver introduceret for kontinuumhypotesen. Selv fra min plads i relativ sikkerhed for Kidmans lange arme kunne jeg nyde bandets mange års erfaring i at spille kompliceret musik, så det lyder godt. Det er set før, at et band ikke kan følge med sig selv live, men der var ingen slinger i valsen denne aften.
Her på redaktionen er vi glade nok for Meshuggah, selvom vi godt kan synes de er lidt langtrukne en gang imellem. Vi kan også godt lide at se dem live, hvilket de mange små, sorte bokse bevidner. Og nu kan de så tilføje fem nye af slagsen til samlingen. For selvfølgelig er jeg ikke smålig nok til at trække et point fra, bare fordi jeg ikke fik hørt den sang, jeg kom efter. Men havde de nu givet sig i kast med “den der fra ‘Obzen’” som min sidemakker refererede til ‘Bleed’ som, havde de fået tre sekstaller kastet rytmisk lige i nakken. Kom snart igen, tak.