KTDF 26: Klassisk ekstremmetal-æstetik kan også noget ...
Det er okay at være lidt en dinosaur på scenen, så længe T-rex-armene kan nå de rigtige strenge og holde det tight. 40 år inde klarer Atomic Aggressor stadig den del.
Chilenske Atomic Aggressor blev dannet i Santiago i 1985, gik i opløsning i 1992 og vendte tilbage i 2007. Fire årtier er dermed et lidt elastisk begreb at bruge når vi skal tale om dem, men historien rækker hele vejen tilbage til den tidlige, sydamerikanske dødsmetal, hvor de var med til at forme scenen. Fredagens optræden på Kill-Town Death Fest foregår præcis en uge efter udgivelsen af deres kun andet fuldlængdealbum på 40 år, så vi får altså serveret et band, der var i gang med at finde sin lyd, før den internationale dødsmetal havde fået defineret sig selv helt, med et spritnyt album i bagagen.
Efter næsten at være blevet kvalt i Seraphic Entombments grotte af stagneret tid nedenunder, udgør Atomic Aggressor noget af en ganerenser. Riffene galoperer afsted, og der er en fremdrift i settet, som gør det svært for publikum at stå stille. Guitaristerne skiftes til at tage hver deres soli, og på scenen er der masser af nittebesathed, både på armbånd og guitar straps; klassisk ekstremmetal-æstetik.
Fremfor at genopfinde genren genbesøger vi snarere dødsmetals-morbiditeten i 80’er-æstetik, fyldt med aggressiv fart. Der ér lidt tale om nogle dinosaurer på scenen, men afhængig af dit perspektiv kan det jo sådan set godt være en god ting. Sætter man pris på riffs, tempo, sangskrivning og det primitive, er man landet det rigtige sted. Det gemmer sig ikke bag en masse lag af distortion og en illusion om tyngde på grund af forkærligheden for det thrashede islæt. Det bliver aldrig voldsomt tungt, men til gengæld heller ikke gumpetungt, dertil er der simpelthen for meget riffing. En forsigtig kritik kunne måske være, at det samtidig kan være svært at føle sig virkelig fanget ind eller at lade noget bundfælde sig, men hvad der skaber resonans hos den ene, og alt det jazz ...
Efter tretten minutter har vi den første circle pit. Den bliver spottet, og som folk bevæger sig gennem mængden for at slutte sig til den, blinker de indforstået til hinanden undervejs. Der er tydeligvis en solid fanbase til stede, og der råbes i overraskende høj grad på spansk fra salen. Da Díaz præsenterer næste nummer som et fra ‘Bloody Ceremonial’, kommer der et brøl af genkendelse og begejstring, der fortæller alt om demoens status for de tilstedeværende.
Daniel Abecassis skal roses for at vende blikket mod Sydamerika i årets bookinger, og det er fuldstændig i tråd med konceptet at gafle et band, der både har været med til at definere en lyd, og samtidig kan spille for 30.000 mennesker i Mexico. Alligevel virker de ikke tyngede af nykker, og forsanger Alejandro Díaz fylder erfarent en uplanlagt pause ved lidt teknisk knas ud med både at præsentere band og samtidig virke oprigtigt begejstret for den ære, han kalder at det spille for os.
Bortset fra det faktum at han optræder i sin egen merch.
Det til trods er det en erfaren frontmand, som samtidig har en vidunderlig evne til at låse blikket fast på publikum og lade et ondskabsfuldt smil brede sig, lige inden et growl sendes ud over salen. Man ville blive nul procent overrasket, hvis han sekundet efter hoppede ned og begyndte at æde én.
Det er ikke nødvendigvis en koncert, der kommer til at lejre sig på den måde, hvor man kan hive den frem, genbetragte den og hygge sig med den på en regnvejrsdag, men det er både effektivt og historisk, og det er også en ganske fin måde at fejre de 40 år på.