Fra festfyrværkeri til fuser
Behemoth og Carcass viste stort format i Forum, hvor aftenens sidste navn Arch Enemy føltes som en våd klud i fjæset.
2. The Deathless Sun
3. Ov Fire and the Void
4. Thy Becoming Eternal
5. Conquer All
6. Daimonos
7. Bartzabel
8. Off to War!
9. No Sympathy for Fools
10. Blow Your Trumpets Gabriel
11. Versvs Christvs
12. Chant for Eschaton 2000
”Velskrevet musik, hvor klichéerne nok står i kø, men til gengæld er de så også ypperligt udnyttet”, skrev Casper Villumsen i sin overvejende positive anmeldelse af Unto Others’ seneste udspil ’Strength’, der udkom sidste efterår. Gruppen fra Portland, Oregon gør sig i melankolsk goth-rock og kom frem for fem år siden. På debutpladen hed de Idle Hands. En konflikt om ophavsret førte til navneskiftet og i kølvandet på gruppens roste debutplade kom en kontrakt i hus med et af metalmusikkens største og ældste labels: Roadrunner Records, hvor ’Strength’ udkom.
Kvartetten er også kommet i folden hos 5B Management, der er et af de førende bureauer indenfor heavy metal. Det er her koryfæer som King Diamond og Dave Mustaine huserer – og aftenens hovednavn Behemoth.
Derfor stod Unto Others i Forum. Amerikanerne skal pushes frem. Der er en tro på, at Unto Others' metaltunge og stadionpolerede goth-rock kan ramme et bredere publikum. I Forum underholdt kvartetten da også med en halv times udmærket koncert, men det var bestemt også en oplevelsen af et band, der intet originalt bringer med sig. Unto Others lyder langt hen ad vejen som en kopi af finske Beastmilk/Grave Pleasures eller en mere poleret version af Tribulation.
På et mindre venue kunne Unto Others formentlig være en mere mørk og stemningsfuld oplevelse. I Forum på en aften, der stod i death- og black metallens tegn, så virkede amerikanerne mest af alt bare som et overflødigt og malplaceret indslag.
Levende legender
Jeff Walker og Bill Steer var kun snottede teenagere og for unge til at gå på pub, da de dannede Carcass og i en tidlig alder var med til at lægge fundamentet for brutal grindcore og hastede videre til at skabe noget af det mest indflydelse, melodiske death metal med ’Heartwork’ fra 1993.
Genkendelsens glæde var da også øjeblikkelig blandt fans i Forum, da briterne gik på og lagde ud med ’Heartwork’s åbningsnummer ’Buried Dreams’. Walker og Steer har begge passeret de 50 år, men de spiller stadig med teenageres fandenivoldske energi. Men det er trommeslager Daniel Wilding, der stjæler opmærksomheden. Den 33-årige brite har været med i Carcass i et årti og der er en grund til, at Steer og Walker valgte den unge mand til at være en del af det ældre Carcass på deres comeback ’Surgical Steel’.
Wilding spillede fuldstændig forrygende i Forum, hvor lyden var intet mindre end perfekt under Carcass. Højt og fuldstændig tydeligt, så kvartettens evner og sammenspil fremstod uovertruffen. 
En sympatisk selvsikkerhed gennemsyrer 53-årige Walker, når han growler som en affaldskværn eller mellem numrene småsnakker til publikum. Og i øvrigt imponerede ved at kaste flere plekters ud end Kiss kan nå på en hel koncert.
’Surgical Steel’ var udeladt fra sætlisten, men med kun 45 minutter til rådighed, så skal der jo skæres hårdt fra i selv de gode udgivelser. Sætlisten bød kun på Carcass anno 1991-1993 og 2019-2021, og materialet passede perfekt som en hårdtslående cocktail igennem tre intense kvarter i Forum, hvor briterne demonstrerede hvorfor, de er levende legender.
Ekstremmetallens giganter
Det var ikke annonceret på forhånd, hvem der spillede sidst denne aften, da Behemoth og Arch Enemy veksler mellem at afslutte. Svenskerne lukkede i Forum skulle det vise sig, men dømt ud fra publikums engagement, så var Behemoth aftenens monster af et hovednavn. Med god grund. Siden mesterværket og kæmpesuccesen ’The Satanist’ fra 2014 har polakkerne sat sig som konger på ekstrem-metallens trone.
I Forum demonstrerede de hvorfor. Klokken var præcis 20.10, da en projektør lyste en introvideo med Nergal op på det gigantiske scenetæppe, mens bandet åbenbarede sig som silhuetter på scenen.
Det var visuelt i særklasse, og da scenetæppet faldt til gulvet stod kvartetten kampklar på scenen og kastede sig frådende ud i ’Ora Pro Nubis Lucifer’, der velsagtens er det mest catchy nummer på 'The Satanist'.
Behemoth kom suverænt fra start, men lyden kunne generelt godt have været højere. Showet var næstsidste stop på turneen. De gør det her hver aften, Behemoth; leverer et stramt koreograferet show med masser ild og Nergal i forskellige kostumer.
Alt er tilrettelagt, uden at det fremstår som en reprise på autopilot. Passionen brænder ligeså meget ud af bandet, som flammerne der omgiver dem. Og musikken blev eksekveret med en dæmonisk præcision. Kvartetten spiller uhyggeligt godt, og 45-årige Nergal er som skabt til det liv på scenen som diabolsk og selvglad shaman.
Fire nye skæringer fra den kritikerudskældte ’Opvs Contra Natvram’ understregede, at pladen ikke har samme format som forgængerne, hvilket især kom til udtryk under ’Off to War!’, der var mere filler end killer på sætlisten. Men overordnet sejrede Behemoth igen på dansk jord med en mastodontisk og gennemarbejdet koncertproduktion, som denne genre nu engang sjældent byder på.
Sløj afslutning
Der var hårde hug til Arch Enemy i Thune Kirks anmeldelse af ’Deceivers’, hvor svenskernes populære metal bliver sidestillet med en cheeseburger fra McDonald’s – lette kalorier til folket.
Der er noget om snakken. ’Deceivers’ er Arch Enemys 11. studiealbum, og pladen har det til fælles med de utallige foregående, at den byder på samme tandløse og generiske death metal.
I midten af 00’erne da Arch Enemy, med tyske Angela Gossow i front, gæstede blandt andet Pumpehuset et par gange, var det et band som havde en tung aura af death metal over sig. Især hjulpet på vej af Gossows brutale growl.
Siden fes enhver pondus ud af Arch Enemy og i kølvandet på Behemoths sorte sejr, så var det en flad fornemmelse at stå tilbage med lunken death metal lørdag aften i Forum.
Trods en del syntes at smutte efter Behemoth, så var der vel stadig et par tusinde mennesker i Forum, der tog begejstret imod Arch Enemy, da scenetæppet faldt og gruppen kastede sig ud i ’Deceiver, Deceiver’ fra den aktuelle ’Deceivers’, hvorfra Forum fik serveret over halvdelen af pladens middelmådige numre.
Heldigvis er ’Ravenous’ og ’Snow Bound’ fra 2000’s ’Wages of Sin’ stadige solide kompositioner, der fik Forum til at skælve og publikum vævet ind i vilde moshpits.
Amerikanske Jeff Loomis sluttede sig til gruppen i 2014 og spiller som en drøm, men Arch Enemy leverer et mareridt af guitarsoli, når Loomis og Amott i hvert eneste nummer kaster sig ud i intetsigende guitarlir.
I forhold til Behemoth var det visuelt som en våd klud i fjæset, og engagementet fra canadiske Alissa White-Gluz var som en fuser i kølvandet på Nergals sorte festfyrværkeri. Og på mange måder sluttede aftenen vel egentlig som den begyndte – med oplevelsen af et overflødigt band.