Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bly i røven

Populær
Updated
Bly i røven
Bly i røven
Bly i røven
Bly i røven
Bly i røven
Bly i røven
Bly i røven
Bly i røven

Kun Sepultura-sange opkvikkede en søvnig Max Cavalera, der for andet år i streg skuffede med Soulfly på dansk grund.

Kunstner
Spillested
Dato
29-06-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Der var ikke mange, som havde rosende ord tilovers for Soulflys koncert på den regnfulde lørdag aften under sidste års Copenhell. Bandet skuffede med en slatten indsats, hvor specielt en farveløs Max Cavalera fik høvl for sin tamme attitude. Sidste års formidable udgivelse ’Enslaved’ varslede ellers et bragende comeback for Cavalera og Soulfly, der alle år har lidt under den suveræne arv, han efterlod sig i Sepultura.

På scenen virker han stadig som en evig skygge af sig selv, og det er efterhånden svært at tro på, at den legendariske brasilianer kun er 43 år gammel. 

Med det snorkende niveau, Soulfly lagde ud med torsdag aften i Lille Vega, manglede frontmanden næsten kun at blive kørt ind i en kørestol. Uden energi eller engagement blev ’Back to the Primitive’, ’Babylon’ og ’I and I’ leveret i så trættende versioner, at man nærmest kunne se en rustvogn komme ind på scenen og køre bort med bandet for sig.

Sepultura reddede fiaskoen

Alligevel kan man ikke tage fra den gumpetunge brasilianer, at han i tiden med Sepultura skabte noget af svedigste thrash-metal, som findes. Han ved det åbenbart også godt selv, for Sepulturas musik er tydeligvis det eneste, der kan hive blyet ud af røven på ham. ’Refused/Resist’, ’Straighthate’ og et miks af ’Arise’ og ’Dead Embryonic Cells’ gav ham blod på tanden og satte ild i røven på publikum i mosh-pitten. Sammen med ’Enslaved’s heftige ’World Scum’ levede han endeligt op til navnet Cavarela, selv om afkommet på trommerne bestemt ikke gjorde.

Efter at trommetalentet David Kinkade sagde farvel efter ’Enslaved’, har Cavalera hyret sin 20-årige søn Zyon Cavalera til at håndtere tønderne live og på næste udgivelse, men et frisk pust af ungdommelig energi skal man lede længe efter. Den blege knægt halter tamt efter, uden den mindste pondus i sine slag.

Der var vitterligt langt op til hans geniale onkel Igor Cavalera, der i den grad er savnet i selskab med sin bror.

For Max Cavalera virker efterhånden som én, der ikke gider sit eget band, og som er havnet i pensionsalderen.