Copenhell '22: Mere guitar, mere vokal, mere Sverige!
Bombus leverede som forventet en rockfest flankeret af en stærk parade af seje numre, som lidt for få festivalgængere valgte at opleve.
2. Let Her Die
3. Master the Reality
4. Repeat Until Death
5. In the Shadows
6. Apparatus
7. Rust
8. Deadweight
9. Abomination Rock 'n' Roll
10. Enter the Night
Det har været et lidt trist syn, hvis medlemmerne af Bombus kiggede ud gennem scenetæppet klokken 23.25. Fem minutter i annonceret spilletid for svenskernes anden koncert på Copenhell. Meget bedre så det heller ikke ud klokken 23.30, og man kunne frygte, at Iron Maiden havde hevet de sidste festivalkræfter ud af folk. Nogle minutter efter gik præsentationen af Dog Eat Dog på den nærliggende Pandæmonium i gang, måtte man stadig vente, selvom man kunne se op på forstærkerne på Gehenna, der hver var udsmykket med to vandflasker og tre øl. En indikation af, at vi nok skulle få festen.
Udover Maiden forinden og Dog Eat Dog på naboscenen, så er der også en næsten fuldt ud overlappende koncertstart på Hades, hvor Mercyful Fate skal på. Hårde odds for de svenske rockere. 23.35 kan den så ikke trækkes længere. Der er kommet flere folk til, men tætpakket er der ikke, da guitartrioen spiller det catchy introriff til '(You Are All Just) Human Beings' inden energien får et boost, da trommer og bas stemmer i. I Bombus spares der ikke på noget, så udover tre guitarister, hvoraf de to deler de primære vokallinjer mellem sig, så er der også godt med kor fra bassisten, og når den lige skal have en sidste tand, så tager seneste nye medlem, Simon Solomon, også en tørn.
En sætliste, der bider fra sig
Bombus er kommet med en fremragende sætliste. En med lidt bid, som bandet nok har kunne forudsige vil gøre godt på Copenhell. Hele fire sange fra 2013's formidable 'The Poet and the Parrot', hvor især 'Apparatus' går rent ind som intro til de i sammenligning nyere, men uhyre catchy sange som 'Rust' med fællessang og 'Deadweight'.
Den forholdsvis nye single 'Abomination Rock 'n' Roll' bliver desværre lidt rodet. Det er ellers en fed uptempo-sang, der har et riff, der kan lidt det samme, som det, som åbnede koncerten. Vi kan dog stadig nyde de udsøgte stemmer, som herrerne er udstyret med. Lækker råbevokal, der er svært melodiske på trods af sandpapiret på stemmebåndet. Den nyeste mand i bandet har ikke helt samme flair for vokalen, men til gengæld er han cool på en scene og leverer nogle lækre leads.
Svensk (rock) for fa'en!
Det var desuden en fornøjelse med et svensk band, der ikke slog over i engelsk, når de nu var på besøg her i nabolandet. Fredrik 'Feffe' Berglund proklamerede, at intet af hvad han sagde var vigtigt alligevel. Det var måske sandt nok med henblik på, at det vigtigste var musikken og den var ganske fremragende denne aften. Glimrende lyd og et band i topform. Og et publikumsantal, der stadig steg under koncertens varighed, for hvordan kunne de folk, der bare kom tilfældigt forbi, bare smutte fra vellyden igen?
Det var alt for kort, når det nu var så godt selskab. Man følte sig lidt snydt, når amerikanerne på Pandæmonium havde tyvstartet sit show i sammenligning med tilfældet på Gehenna, og man så stadig kunne nå at sige pænt farvel til svenskerne og alligevel nå over og få "den med saxofonen" i form af 'No Fronts' hos ligeledes festlige Dog Eat Dog. Og var man godt opdraget, så stak man også hovedet forbi Hades, hvor der faktisk var en del Mercyful Fate at nå at nyde endnu.
Bombus: Kom snart igen. I har flere sange på repertoiret, som vi også havde tålt at høre.