Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Cancer Bats fastholder den gode statistik

Updated
2019_0322_22105500
2019_0322_22095400
2019_0322_22113700
2019_0322_22132300
_XTJ8279
_XTD4904
_XTJ8384
_XTJ8311

Den canadiske kvartet fejler sjældent. Selvom det indledningsvis lugtede som en af få svipsere, fandt Liam Cormier og resten af ensemblet rytmen og den gode lyd, inden det gik helt galt.

Kunstner
Titel
+ Underside + Nyt LIv
Spillested
Dato
22-03-2019
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Nyt Liv var på papiret et velvalgt nationalt indslag som opvarmning for Cancer Bats. Genremæssigt et match, hvori bandets energiske og bidske sange burde være garant for en sprudlende opvarmning. Med bandets nye, insisterende single og 2017-udgivelsen ‘Livet Brænder’ i bagagen var der lagt op til en tour de force i hardcore. Men Hotel Cecil og akustikken var ingenlunde med den danske kvartet. For få mennesker var kommet indenfor, så Nyt Liv kunne gå på, mens en lang kø af mennesker stod i forhallen og ned ad trappen. Uden mulighed for at fylde den intime sal, der derved kastede lyden brutalt rundt i lokalet.

Kun få blandt publikum kan have været enige i, at der var behov for højere bas, selvom det netop var, hvad Søren Hvidt signalerede kort inde i koncerten. Det hele druknede i bas og lagde en voldsom dæmper på festlighederne. Det blev heldigvis løbende afhjulpet, mens gæsterne strømmede til. Lyden blev aldrig perfekt, men cirka halvvejs var det til at leve med. Energien i Nyt Livs numre fornægter sig ikke og forplantede sig langsomt til publikum. Desværre var den energi kun sjældent at finde på scenen. Specielt forsanger Michael Aagesen havde svært ved at finde en grimasse, der matchede musikkens sprudlende energiniveau. Det blev primært til stillestående brølen og traven frem og tilbage på scenen, enkelte gange helt ud bag forhænget.

Nyt Liv havde en gylden mulighed for at overbevise publikum, og løftede den ikke helt. Bandets sange stod stærkt, men sammenlignet med det showmanship og energiniveau, der blev lagt for dagen i de efterfølgende to koncerter skuffede Nyt Liv.

Aftenens visuelle overraskelse
Nogle gange løber man ind i overraskelser til en koncert. Et band, der lyder generisk og uinteressant på plade, men som overbeviser live. Nepalesiske Underside er et sådan band. Deres kombination af nu-metal og groove metal er på plade mindre interessant og lyder til tider som et levn fra start-00’erne, der ingen relevans har i dag. Det er vel også de færreste, der reelt synes, at en kombination af Lamb of God og Ill Niño er en lyd, der er behov for i 2019? Alligevel lykkedes det på kort tid for Underside at overbevise den efterhånden pænt fyldte sal.

Den nepalesiske kvartet havde godt nok medbragt eget heppekor, der indledningsvis gjorde sit for at starte en moshpit. Men det var en moshpit, der med sikkerhed var startet helt organisk under alle omstændigheder. Den energi, som Nyt Liv manglede på scenen, bar Underside igennem det 30 minutters insisterende virvar af nu-metal-groove, som bandet leverede. Forsanger Avishek K.C.s sprudlende optræden og tordnende vokalføring førte an i en koncert, der var lige dele overraskende og livlig.

30 minutter var til gengæld godt og vel 10 minutter for meget. Efter den indledende og ganske overbevisende start, der bød på alt fra stærke breakdowns, til hvad der må antages at være en form for rituelle hinduistiske skikkelser, der dansede rundt på scenen, mindskedes intensiteten og overraskelseselementet. Da først de elementer forduftede, var det ganske tydeligt, at bandets sange ikke havde megen dybde og lyrisk forfaldt til banaliteter. Med ‘Animal’ forlod Underside scenen og havde alligevel skabt et positivt indtryk blandt publikum.

Det bliver ikke meget bedre ...
En dårlig koncer med Cancer Bats er en sjældenhed. Det canadiske band har et imponerende karakter-gennemsnit hos Devilution. Live såvel som på plade. Derfor var forventningerne også høje. Det summede i den lille sal, der efterhånden var blevet noget nært helt fyldt. Det ventede brag og energiudladningen, som vi husker fra Beta eller Pumpehuset, eller da kvartetten gæstede Copenhell. Intensiteten, der ingen ende ville tage, kontakten mellem forsanger Liam Cormier og publikum. Forventningerne var høje.

Desto større var skuffelsen, da Cormier og resten af ensemblet endelig ramte scenen. ‘Sleep This Away’ bragede løs i den lille sal, hvor især den medbragte belgiske trommeslager overdøvede alt og alle. Storetrommen klikkede løs og skabte genlyd i hele salen. Imens var Cormier her, der og alle vegne. Den sædvanlige entertainer, der søgte at opildne publikum. Men publikum var ikke med fra start, og publikum kom ikke rigtig i gang, før ‘Bricks & Mortar’ blev sat igang. Kvartetten på scenen lod til at have fanget, at noget ikke spillede. Lyden blev langsomt tilpasset, og da Cormier introducerede aftenens femte nummer var det med en klar opfordring. Han ville se hele salen danse med. Opfordringen hjalp på magisk vis – båret på vej af de ventede lydjusteringer, de fleste blandt publikum havde sukket efter det første kvarter. Endelig startede koncerten. ‘Bricks & Mortar’ var en streg i sandet. Glemt var hurtigt de indledende problemer, mens koncerten efterhånden begyndte at ligne en vanlig Cancer Bats-koncert.

Men det var ikke en vanlig koncert. For en gangs skyld fik vi fornøjelsen af canadierne i længere tid end 40-45 minutter. Mere end en times spilletid, og det var ensbetydende med en sætlist, der kom hele bagkataloget rundt. Et nummer som ‘Butterscotch’ fra bandets debutalbum fra er en unik oplevelse på danske grund. Skarpt fulgt op af ‘Hail Destroyer’ havde bandet succes med at sammensætte en sætliste, der aldrig blev kedelig. Gulvet stod sjældent stille. Enten fordi Cormier spillede med dirigent-stokken og fejede publikum af gulvet med sit høje humør og vittige sind, eller fordi vi skulle have bas-overgangen til c-stykket på ‘Sabotage’. Det er aldrig kedeligt i selskab med Cancer Bats, heller ikke denne gang.

Cormier har efterhånden rundet de 39 år, men det ses ikke. Alderen ses heller ikke på resten af bandet. Jaye R. Schwarzer troner bag bassen i bar overkrop og overalls, så man et kort øjeblik glemmer, at Cancer Bats ikke er fra Texas. Scott Middleton, der river i strengene og om noget er bagmanden bag bandets groovy og svulstige kompositioner. Mens Cormier væltede rundt på scenen, stod Middleton og guidede publikum igennem det ene nummer efter det andet. ‘Lucifer’s Rocking Chair’ lød lige så tung og kontant i dag, som da Cancer Bats fremførte den på hedengangne The Rock tilbage i 2011. Det hele kogte over i en symbiose, og som riffet til ‘Gatekeeper’ blev slået an, og koncerten nærmede sig det afsluttende klimaks, gyngede gulvet på Hotel Cecil. Selv den bagerste del af publikum fandt rytmen frem.

Det startede forfærdeligt, blev heldigvis hurtigt bedre og i det store hele endte det med at være en koncert på det niveau, man kunne forvente af et af de mest solide livebands i genren.