Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA18: Stegte kannibaler uden nerve

Populær
Updated
WOA18: Stegte kannibaler uden nerve

Det var ulidelig varmt, da Cannibal Corpse spillede, og det blev ikke gjort bedre af, at bandet bare kværnede på uden rigtig at inddrage publikum.

Spillested
Dato
03-08-2018
Trackliste
1. Code of the Slashers
2. Only One Will Die
3. Red Before Black
4. Scourge of Iron
5. Evisceration Plague
6. Scavenger Consuming Death
7. The Wretched Spawn
8. Pounded Into Dust
9. Kill or Become
10. Gutted
11. Corpus Delicti
12. Devoured by Vermin
13. A Skull Full of Maggots
14. I Cum Blood
15. Make Them Suffer
16. Stripped, Raped and Strangled
17. Hammer Smashed Face
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
2

Cannibal Corpse har altid fokuseret på musikken. Intet nyt i det. Til koncerter indendørs vil de ikke have blafrende lys, der distraherer. Det skal bare være én farve og lamper, der står stille under hele koncerten. Ikke en masse moderne, roterende lamper og andet gøgl, der kan tage fokus fra det væsentlige: musikken.

Desværre betyder det så også, at man kommer faretruende tæt på at blive kedelige, hvis ikke musikken alene kan bære oplevelsen til en koncert. Når så elementerne spiller én et puds, så begynder vi at nærme os situationen på Wacken Open Air 2018 fredag eftermiddag. Klokken havde lige slået frokost, og 12.15 gik Cannibal Corpse på Harder Stage, der er lige midt på festivalpladsen. Da dødsmetalbandet ikke er kendt for at gøre meget virak ud af det, gik de helt som ventet på til ’Code of the Slashers’ uden at bekymre sig om at introducere hverken sig selv eller nummeret.

Det gjorde de heller ikke til de næste, så der stod Cannibal Corpse bare og spillede dødsmetal, mens publikum, ofte forgæves, ledte efter skygge for at slippe fra den nådesløse middagssol, der bankede ned over pladsen uden ret megen vind til at mildne omstændighederne. Vejrudsigten havde lovet omkring 30 grader i skyggen og vi kunne godt mærke på pander og skuldre, det nok allerede var en del mere i solen ved middagstid. Der var varmt!

Og kedeligt.

For forsanger George ’Corpsegrinder’ Fisher gjorde godt nok ikke meget ud af at præsentere sig selv, bandet eller numre. De spillede bare sangene og gjorde intet ud af showet. Bevares, Fisher fik da sagt til publikum, at de gerne måtte forsøge at følge med ham i headbanging til ’I Cum Blood’, hvilket han ikke forventede de kunne, men de måtte da gerne forsøge og fejle. En klassiker, vi har hørt ham fortælle masser af gange. Og det er da også befriende sjovt, når man pisser på janteloven og er en smule selvglad. For han kan stadig headbange. Med tanke på de skæbner, som navne som Tom Araya og Jason Newsted har lidt på grund af den disciplin, så er det imponerende, at han stadig kan og i det omfang.

Heldigvis er der lidt hjælp at hente til publikum ved barer og andetsteds. Når man køber en iskold Beck's, risikerer man, at bartenderen lige sprøjter lidt vand i hovedet fra en lille blomstersprøjte. Eller man går hen til en plads, hvor der står en fra festivalen med en brandslange og tilbyder den store vask til dem, der gerne vil køles helt ned. Men det redder ikke Cannibal Corpses show på scenen. Det forbliver lige kedeligt.

Først omkring ’Stripped, Raped and Strangled’ og ’Hammer Smashed Face’ sker der for alvor noget. De store hits har den effekt, de plejer at have, og eftersom det stadig er relativt nyt, at de må spille de sange i Tyskland, giver det lidt ekstra, og så får publikum trykket noget energi ud, som ikke bare er ulidelige perler af sved, der triller ned af panden, mens man står og ser en gennemført jævn koncert med det nok største band i dødsmetal nogensinde. 

Cannibal Corpse kan så meget mere, hvis bare de dog gad gide, som lektor Blomme frådende spyttede det i hovedet på stakkels Ellerstrøm, da denne havde rejst sig fra sygelejet og ikke kunne sin latinske grammatik. Men det er der ingen, der siger til Cannibal Corpse. Deres status er således, at de åbenbart her i 2018 stadig kan slippe af sted med bare at bøje hovederne, ryster håret og lire klassikerne af. 

Det ændrer bare ikke på, at det ikke er ret spændende at se på. Særligt når ens legeme skriger på at blive udsat for waterboarding i Ishavet. Måske ligefrem inspiration til et nummer med samme band? Lektor Blomme kunne snildt læse korrekturen på den sangtekst.