CMF 26: Bristefærdig af lyd
Morild fyldte Copenhagen Metal Fest op med lydlandskaber. Og sætlisten fik også fint besøg fra en fjern og naiv fortid.
Sidst vi her på magasinet havde mulighed for at se Morild var på dette års udgave af Copenhell, hvor det ellers mørkeelskende band måtte gentænke udtrykket i skrigende solskin. Sidst denne signatur så Morild var da de spillede på Den Blå Planet, og det er immervæk ved at nogle dage siden. Dengang havde Morild et spektakulært bagtæppe af levende fisk. Denne fredag var der ikke et bagtæppe, ikke nogen af de visuals, man ikke kunne slå sig vej igennem for blot et par år siden, og bandet selv var tilbage i det mørke antræk med stænk af selvlysende maling som skal ligne … havfænomenet morild.
Morild blev lynhurtigt nogen alle talte om, da de udkom med “Og så kom mørket…” i 2019. Opfølgeren måtte vi vente seks år med at få, og “Disse Fugle Får Ingen At Se” udkom i 2025 og denne plade var også omdrejningspunktet for koncerten på Copenhagen Metal Fest største scene, Amager Bio, denne fredag aften, kun afbrudt af I fra deres første EP fra 2017.
Morild er ikke et storsnakkende band, og koncerten gik sådan set bare i gang med åbneren på albummet, ‘Retten til Resterne’. De smukke, drømmende lydflader, den hidsigt insisterende vokal og de fræsende guitarer fyldte Amager Bio op med lyd, der trak os ned og ned og ned for kun at unde os en lejlighedsvis mundfuld luft, når de mættede lydlandskaber blev afløst af det mere sarte og stille. Heldigvis blev der også plads til det grimme og det dissonante - noget jeg ofte mangler i post-atmoblack’en generelt og på Morilds tidligere udgivelser. Det var rart og forfriskende og hindrede koncerten i at flyde sammen til et langt nummer. 
Vi fik afbræk fra den nyeste plade midtvejs, hvor vi blev sendt 10 år tilbage i tid til deres første EP og nummeret ‘I’ (1), og her blev både bandets udvikling og tidens tand tydelig. Den lidt naive komposition holder ikke længere. Ikke i den her udgave af verden. Og selvom det var et rart og trygt genhør med musik, der blev skrevet til en anden og mindre kompliceret tid, så var det også lidt malplaceret på sætlisten, der havde været bedre tjent med en fuld gennemspilning af ‘Disse Fugle…’ sådan som den er skrevet.
Hen mod slutningen af koncerten blev Elisabeth Vik introduceret med en for Morild ret ukarakteristisk lang strøm af ord. Vik er arrangøren bag koret, der optræder flere steder på ‘Disse Fugle…’ og sang tillige kor på titelnummeret og aftenens lukker. Det var smukt og rørende og på mange måder meget fint og let at have den lyse vokal til at bløde op for de fræsende guitarer og den hidsigt skrigende vokal. Det blev også det eneste af aftenens numre, der for alvor stod ud og blev sit eget. Og også det eneste nummer, hvor jeg for alvor mærkede den magi, som jeg gerne vil have til Morilds koncerter.