Copenhell '19: Livsglæde i nattemørket
Populær
Lyden var fremragende til Scorpions, der gav en fantastisk sidste omgang på Copenhells hovedscene.
”Er Scorpions relevante? Det er de måske ikke. Men de spiller rigtig godt for tiden, og det er ved at være sidste udkald.”
Sådan sagde Copenhells Jeppe Nissen, da vi talte med ham om årets program.
Festivalchefen tog fejl. Scorpions spiller ikke godt – de spiller fremragende!
Og relevante? Absolut, for de tusindvis af gæster, der i nattens mørke fik en livsbekræftende tur down memory lane igennem 90 minutters selskab med de ukuelige tyskere.
Der skal som bekendt være noget for alle på Copenhell, Det var der i den grad til segmentet foran scenen, der stadig benytter lightere og beholdt telefonerne i lommen, da pladsen blev lyst op under et af musikhistoriens mest sælgende singlehits – naturligvis ’Wind of Change’.
Klassikeren gik rent ind. Der er blev skrålet. Der blev kysset. Det kunne ikke have været smukkere.
Rytmeguitarist Rudolph Schenker og forsanger Klaus Meine har begge passeret de 70 år. Det var næsten ikke til at tro. Meine fylder ikke meget i størrelsen, men hans stemme er stadig stor som sit hjemland. ’Still Loving You’ fik selv de mest bredskuldrede typer til at tørre øjnene, da frontmandens stemme sendte følelserne til tælling.
Vi skulle dog nogle numre ind i koncerten, før den 71-årige Meine for alvor fik sunget sig ordentligt varm. Og mon ikke også han var ude at trække lidt luft under den fabelagtige instrumentale ’Coast to Coast'? Hvad end han gjorde, virkede det.
Lyden har generelt været god igennem de fleste koncerter på årets Copenhell. Under Scorpions var lyden og mixet decideret forbilledligt. Paweł Mąciwodas bas lød simpelhelt suveræn.
Og Mathias Jabs guitar lød guddommeligt – ganske enkelt fordi den 65-årige guitarist fra Hannover spiller som en himmelsk helt. Den Indlevelse. Den udstråling undervejs. Man forstår godt, Scorpions alligevel vendte tilbage, efter de egentlig havde været på afskedsturné for en række år tilbage. Tyskerne kan ikke lade være. De lever for det, som Jabs netop sagde til Devilution, da undertegnede talte med ham op til Scorpions' forrige visit på Refshaleøen i 2016. Her druknede showet i et skybrud. Lørdagens koncert druknede kun i godt humør. Publikum var glade og berusede på den gode måde.
Fremmødet var ikke det allerstørste. Som Meine selv bemærkede det før ’We Bulid This House’, hvor sangteksten på storskærmene lagde op til fællesskål. Sympatisk. Men overflødigt, når ’Send Me an Angel’ og ’Wind of Change’ var på sætlisten.
Scorpions er som bekendt mere end følelser og fællesang. De er først og fremmest heavy metal. Det fik vi bare for lidt af på den helt tunge måde. Men vi fik trods alt de hårde hug med titelnummeret fra mesterværket ’Blackout’, og ikke mindst ’Bad Boys Running Wild’ og ’Big City Nights’.
Før svedige ’Blackout’ fik vi synet af Mikkey Dee, der blev hejst op i luften og fyrede en trommesolo af. Scorpions holder på de gamle traditioner, og Dee hamrer hårdere i trommerne end de fleste. Den 55-årige svensker spillede i 80’erne på King Diamonds hovedværker. Senere kom han med i Motörhead. Da Lemmy døde, manglede Mikkey Dee et band. Og Scorpions manglede en trommeslager, da deres næsten gik i Lemmys fodspor og drak sig halvt ihjel.
Mikkey Dee gør bandet bedre, så tyskerne på ingen måde lyder som et band, der næste år kan fejre 55-årsjubilæum. Og mon ikke salig Lemmy så ned på Copenhell med en kold sjus i hånden og kippede med hatten til sin gamle buddy. Vi ser helt sikkert aldrig Motörhead igen. Men vi ser sikkert heller aldrig Scorpions på Copenhell igen – i så fald sagde tyskerne farvel til festivalen med et forrygende format.