Copenhell 24: Godt med prog
Velspillende Karnivool fik spillet sig ind på livet af Copenhells publikum, så det til sidst blev en helt fin progfest.
Progressiv rock og metal kan være lidt tid om at komme under huden på sine lyttere. Nogle når slet ikke så langt før de står af, og bare afviser den typisk høje musikalske kunnen i de finurlige sangopbygninger og taktarter, man kan blive præsenteret for.
Fredag i eftermiddagssolen var inkubationstiden på at blive smittet af de tekniske toner fra Karnivool også en faktor. Det skulle lige i gang, før andre end de største fans også kunne lade sig rive med. Det australske band, der ikke har besøgt Copenhell før, men dog gav koncert i København i 2023, skulle måske også selv lige i gang, eller tro mere på, at det her godt kunne være en succes trods showet på en festival, der ikke har haft meget prog i sin reneste form på programmet, men snarere som en tillægsbetegnelse til andre primære genrer.
Fælles om at flytte niveauet op
Så selvom lyden var på plads fra starten, så de lækre detaljer i bandets musik virkelig kunne nydes, så var Karnivools inkubationstid på de uindviede omtrent et halvt show – men så tog det også fart. Ian Kenny som frontmand er ligeså spøjs, som hans vokal er smuk og skrøbelig. Han vugger med til musikken som en musikglad nørd, der virkelig nyder det, men han er ikke den, der kan sætte en fest i gang uden hjælp. Hjælpen var dog indenfor rækkevidde, bandets musik og bandets fans fik gang i det større publikum, og så var der pludselig også større smil, og skridt blev taget helt ud yderst på scenen, hvor den nævnte vuggen næsten blev til en dansen omkring.
Et nummer som 'Deadman' fik virkelig livet op i publikum, der fik bandet til at rykke op i et højere gear. Ikke at det ikke havde været stærkt forinden, det havde det. Men nu kom fællessangen med, og den usynlige væg mellem band og publikum blev revet ned med et brag og det nye territorie imellem var en high-five til progrocken, som Karnivool så fornemt serverede den. 'Themata' var decideret fantastisk, og afslutteren 'New Day' gjaldede af sang fra pitten. Fornem afslutning, der rundede bandets knap timelange show af.