Copenhell 25: Majestætiske progkonger viste styrke
Populær
Man ventede på 'Pull Me Under' men faktisk var Dream Theater gode fra start, så bandets hit var ikke det eneste gode på en aften, hvor også James LaBrie i front leverede godt.
Panic Attack
The Enemy Inside
Act I: Scene Three: II. Fatal Tragedy
Peruvian Skies
As I Am
Pull Me Under
På et Copenhell skal de største af metalgenrens subgenrer kunnne klare mosten på den største scene, Helvíti. Dream Theater tilhører subgenren prog-metal, som på sin vis ikke er en subgenre men et naturligt resultat fra nogle af rockens mere grænsesøgende og ekstremt dygtige forgængere. Helt fra rockens tidligste morgen.
I bogen 'Mean Deviation' diskuteres det, hvad der er progressiv musik. Det er noget med at være grænsesøgende, ville noget andet, og så tilmed at være ekstremt teknisk velfunderet på sit instrument. Dream Theaters medlemmer er konservatorie-uddannede, og kernen mødte da også hinanden derigennem. Før Dream Theater var det Majesty, et navn som dog allerede var taget af et andet band, men M'et lever derfra lever videre i Dream Theaters grafiske virke den dag i dag. Som for eksempel under det forgyldte mikrofonstativ i dag på Copenhell.
Teknisk, melodisk
Dream Theater søger de ekstreme yderzoner af teknisk funderet musik uden at forkaste den gode melodi. Det er teknisk kompliceret musik, og som menigt publikumsmedlem gør man bedst i bare at klappe eller headbange med på alle taktslag, for 2 og 4 er sjældent løsningen. At det kræver sit at navigere i musikken er tydeligt med iPads med noder ud fra Jordan Rudess på keys og John Myung på flere af de tykke strenge end en standard 4-strengs Fender. Der følges med på skærmene og under båndede introer indøver Myung og Petrucci lige næste sangs riffs, så fingergymnastikken er klar til at levere til det sultne Copenhell-publikum. Det er lige lidt mere nørdet, end bands er flest.
En subgenre som progressiv metal skal kunne headline en festival med fokus på netop metal. Positivt var det derfor også, at så mange var stimlet sammen foran festivallens vigtigste scene. Det var dog stadig til at snige sig let igennem mængden og helt ind foran. Crowdsurfernes antal var færre end under den mere ligetil musikalske leverance fra Soulfly tidligere på dagen. Det var dog fedt, at folk alligevel var på, og ville denne mere tekniske musik, for man får det ikke meget større, eller med større trommesæt (!) fra den tilbagevendte Mike Portnoy. Og de vilde soli fra John Petrucci. Fuck! Rudess på keys og keytar kom helt ud til scenekanten og var på den måde lidt mere publikumssøgenende end Myung, der spillede fejlfrit men uden sammen publikumskontakt som sine bandmedlemmer.
Labrie stod distancen
James Labrie. I en anmeldelse for nyligt i forhold til tilbageværende musikalsk tæft kaldt "the odd one out" i en sammenkomst mellem akademikere i ekstrem grad. Men hans stemme fungerede faktisk ganske godt, og han var på, også i de lange instrumentale passager, hvor Dream Theater lader talentet flyde på strenge, talenter og trommer samt bækkener i hobetal.
Med tanke på deltagerne på Copenhells gennemsnitsalder, så ville bandet nok have haft ekstrem succes med flere af de ting som Headbanger's Ball i sin tid kunne vise med bandet, det nedstemte 'Awake' album, eller gennembruddet 'Images & Words', hvor bandet netop havde fået James Labrie om bord. Fates Warning, et andet af det store progressive navne, hørte i sin tid en demo af 'Pull Me Under' og konstaterede, at løbet var kørt i kapløbet om toppen af de mest tekniske metal-udøvende bands. Det beretter de om i 'Destination Onward', uden jalousi. Kun benovelse over at kende et så skarpt band, som de dengang og i dag er venner med.
Hiv mig ned i sølet!
Og sådan var det også i dag på Copenhell. Fans af bandet nød det hele, musikfans af teknisk musik nød den overlegne musikalske servering, mens mange ventede på netop 'Pull Me Under'. Hold da fest, sikke en afslutning, det er faktisk som på 'Greatest Hit (and 21 other pretty cool songs)', der netop indikerede, at bandet har et solidt hit og så en række sange, der teknisk set er ligeså gode, uden at ramme den ekstra magi som på nævnte nummer. Hiv mig ned i sølet, det var fedt og nostalgisk, som da videoen rullede på MTV i sin tid. Som LaBrie sagde, "kender du ikke dette nummer, så er du født i går". Selv om koncerten ikke havde 'Lie' med sig eller andet fra det vågne album, så viste Dream Theater i solen, at stærk musikalitet også kan noget, og der kan være en styrke i, at man som publikum kan bruge en hel koncert på at nå til et facit på, hvor mange strenge der blev set på guitar og bas eller det samlede antal af trommer og bækkener.
Mere festligt end ventet
Dream Theater stod distancen. Det var teknisk, men også fedt og til at følge med i. Som festival-gig mere end godkendt, mens fans sikkert gerne havde set et YTSE-jam, mindst en time mere og noget mere nørdet, end gode 'Night Terror' fra Portnoys comeback med bandet, 'As I Am', 'Peruvian Skies' med fællessang eller lir på bassen i 'Panic Attack'. Den gennemsnitlige festivalgænger fik et "hey, den kender jeg", da der lige var plads til et kort nik til Metallica med riffet fra 'Wherever I May Roam'.
Det var mere festligt end ventet, tak for det.