Humørforladt og selvoptaget
Populær
Så giv dog slip, menneske: Crippled Black Phoenix traskede i Vega rundt i en endeløs vellyd, der var lige så smuk, som den var intetsigende.
No Fun
Champions of Disturbance
Caring Breeds the Horror
Poznan
Rain Black, Reign Heavy
Nebulas
Great Escape
You Take the Devil Out of Me
The Golden Boy Swallowed by the Sea (Swans cover)
Fantastic Justice
We Forgotten Who We Are
Echoes (Pink Floyd cover)
Forestil dig, at du står på scenen. Intromusikken har kørt, tæppet er gået fra, I har stået allesammen et langt øjeblik i komplet stilhed for at indgyde autoritet, få folk til at være stille, sætte alle i den rette, andægtige stemning. Nu er det dig, der starter det hele med en enkel tonerække på guitaren. Og så laver du fejl en halv akkordrundgang inde i en af jeres mest populære sange og må stoppe det hele. Du er nødt til at få hjælp fra nogle af de andre i bandet til at finde ud af, hvad der er galt med forstærkeren, om det er noget i guitaren, og når du så endelig kan gå i gang igen efter at have mumlet en undskyldning ind i mikrofonen, er momentum tabt, luften gået ud af ballonen, skibet sejlet, og I må prøve på at genskabe det episke i situationen, men I ved også godt, at det bare bliver én af de aftener, og det er din skyld.
Det er i sådan en situation, man bliver glad for, at man har supportbands til at få én selv til at tage sig bedre, større, mere prof ud. Til det formål passer Fotocrime perfekt. Det formål og ikke rigtig så meget andet, men det er der ingen, der har nænnet at fortælle Ryan Patterson. Den tidligere Coliseum-frontmand går på i en tung sky af tøris og står med solbriller og guitar og har det alt, alt for vildt over sig selv. Det er ikke rart at se på, det er som at betragte ham den skaldede fyr, der lige er blevet skilt og drikker sig lidt for fuld til vennens bryllup og lægger an på alle brudens veninder, mens svedplamagerne på skjorten bliver større og større.
På sin vis er det vel egentlig befriende, at der i 2019 er nogen, der kan få den idé, at The Sisters of Mercy er indbegrebet af cool, og det skal de også selv prøve at være. Cool går i ring, det, der var håbløst passé for mange år siden, kan blive genopdaget som et særligt inderligt udtryk, der minder os alle om, hvor lidt cool vi i bund og grund er, når man kradser i overfladen. Det gør Fotocrime bare ikke: Ene mand på scenen minder Ryan Patterson os om, at det ikke er alle, der står og danser foran spejlet med en hårbørste som mikrofon, der har godt af at udleve rockstjernedrømmen.
Skamspillet The Cure
Tobias Grave er hinsides det punkt. Hinsides det meste, sådan set, mut og med ryggen vendt mod det publikum, han kun nødtvungent henvender sig til med en brøsig kommentar om, at det her ikke er én af hans bands bedste aftener. Bassisten laver en fejl, der slutter en sang for tidligt, trommeslageren kender ikke den gamle sang, én fra publikum råber på, men det kan også være lige meget, for skal Soft Kills traurige postpunk tages for pålydende, er alt håb for længst ude. Det eneste, der er tilbage, er et tungt beat og en stram basgang til at tøjle de ringende guitarer og skabe en form for sammenhæng i Tobias Graves trodsige nonchalence.
Det klæder ham, det hele. Tobias Grave har selv været der, hvor Ryan Patterson er nu: På vej ud af et semi-anerkendt band, siddende alene på værelset, hvor han har genopdaget den triste musik, der gav mening i hans teenageår og nu virker som det eneste, der kan give mening igen. Men Tobias Grave har et band til at bakke op om musikken og ikke mindst tilføje deres egne nuancer til den. Og det er altså særligt trommeslageren, der sætter sangene i et nyt lys: Soft Kill ligger som et lidt overraskende band på metalselskabet Profound Lore, men det giver mening, når trommeslageren i aften banker sangene langt ud af postpunk-lommen og over i metal. Det minder næsten om det hedengangne københavnske støjrockband MOB, der spillede indierock, som et doommetalband ville gøre det: Soft Kill lyder som et sludgeband, der skamspiller The Cure.
Og det er faktisk temmelig fænomenalt – også på en lidt skæv aften.
Skæven til uret
Som altså går endnu mere skævt, som den skrider frem: Godt nok får Justin Greaves trukket på skuldrene af sit eget fuck-up, og Crippled Black Phoenix spiller ‘To You I Give’ igennem uden flere problemer, og det hele er storladent, smukt og såre rørende, men man bliver også meget hurtigt mæt af det og begynder at frygte for, hvordan man dog skal stå det her igennem i de to timer, Crippled Black Phoenix har for vane at spille.
Som Tobias Grave og Ryan Patterson er Justin Greaves er en mand, der har genfundet sin oprindelige passion efter at have spillet trommer i sludgepionererne Iron Monkey og doomlegenderne Electric Wizard. I hans tilfælde er det så 70’er-progrock, der bliver fremført som indie metal med et otte mand stort orkester. Det får han en hel masse vellyd ud af, og man skal et stykke ind i koncerten, før sprækkerne begynder at blive tydelige: At sanger og guitarist Daniel Änghede med den funky hue og brillerne virker som en fin fyr, der sagtens kan holde en tone, men meget karakter er der altså ikke i hans stemme. At Belinda Kordic ved hans side er snotforkølet, så hendes stemme skærer i ørerne. At resten af bandet er middelmådigt professionelle: Uantastelige og aldeles forglemmelige.
Problemet er, at de sange, Justin Greaves selv kalder “end time ballads”, aldrig får en ende. De bliver bare ved og ved, fuldstændig opslugte af sig selv. Efterhånden som koncerten skrider frem, tager man sig i at kigge stadig oftere på uret. Nu er der gået en halv time, nu er der gået en time. Hey, nu annoncerer han, at de kun har et par sange tilbage, før de slutter: De har åbenbart opgivet at kæmpe mod den dårlige start og den halvtomme sal. Min kammerat og jeg spøger med, at så er der stadigvæk 40 minutter tilbage: Det ender med at holde nogenlunde stik. Crippled Black Phoenix runder af med en maratonudgave af Pink Floyds ‘Echoes’, som er så oplagt et valg, at det er til at hive sine ører af i lutter frustration. Så gør dog noget uforudsigeligt, giv dog slip, menneske! Det gør Justin Greaves ikke. Det gør hans band ikke. Troskyldigt trasker de gennem rundgang på rundgang uden at vise så meget som et anstrøg af selvironi.
Nede i merchboden kan man købe en T-shirt med en pastiche på Type O Negatives ‘Bloody Kisses’: De to kampsnavende damer byttet ud med to katte og teksten ‘Bloody Hisses’. Det er næsten sjovt. Det er også al den humor, det otte mand store orkester synes at rumme, kondenseret i en band-T-shirt, så resten af deres fremtoning ellers kan være komplet humørforladt.