Svedig aften i krypten
To danske og et amerikansk band samt en høj temperatur skabte en svedig og medrivende torsdag aften på Stengade 30 med krig, vampyrer og krypter.
Rogue Trader
Det var en varm torsdag aften på Stengade, hvor sveden drev af væggen efter få minutter med aftenens første band, de galaktiske hardcore-krigere fra år 40.000, Rogue Trader, der spillede en meget hurtig halv time. Med en skinger vokal, kamplystne krøller og et højt tempo stormede kvartetten sig gennem et højhastigheds-sæt, der ikke gav de angrebne publikummer mange pusterum på Stengades dampende hede slagmark. Omtrent som at få en flammekaster lige i fjæset bombede Rogue Trader sig gennem 20 intense minutter, hvor et, for denne krigskorrespondent, ukendt antal sange smeltede sammen til en højintens blitzkrieg. Derefter, som et a-våben fra en klar himmel, blev tempoet sat gevaldigt ned, og en tungt reciterende krigsråb af en sang viste publikum en kortvarig nåde, før slaget blev afgjort med endnu en maskingeværssmadrende salve af et afslutningsnummer i denne styrtdykkende angrebskoncert.
Slyngel
“Vi er kommet for at trække jer ned i Helvede!” lovede Slyngel, aftenens andet band, et par numre inde i koncerten, hvor temperaturen alligevel havde nået samme grader, som kan forventes nede hos Djævelen selv. For Slyngel var blodtørstige, og med frygtløse Frygt i front kastede de sig hovedkulds i et dramatisk show, der var godt teater og dejligt showmansship, men først og fremmest drevet af et efterhånden ret solidt katalog af seje sange.
Slyngels blanding af infernalsk black metal og fængende oldschool-riffs og soli var umådeligt effektivt, fordi der både var noget til de hardcore-dansende amok-tilskuere og så dem, der bare finder virkelig stor glæde ved guitarfræs, der lige så godt kunne være skrevet i omkring 1980. Det er tydeligt, at Slyngel er ved at have fundet en god balance mellem de mange elementer i musikken, og det gav straks bonus, at der var noget til alle i et meget medlevende og stærkt svedende publikum. Både musik og sceneshow var så pågående og umuligt ikke at blive draget ind i, og særligt da Frygt hev bandet ned blandt tilhørerne, eller måske snarere trak os alle op på scenen. En meget overbevisende præsentation fra et nyt band, der bør spille på større scener og særligt festivaler, der afholdes på tidligere værftsområder.
Crypt Sermon
På papiret aftenens hovednavn men en sløset folketælling fra denne skribent nåede frem til, at det nok er det band, som blev set af færrest, fordi en stor del, desværre for dem selv, forsvandt efter Slyngel. Det er sjældent, at et band, der spiller så godt, og har så god lyd, spiller for så få mennesker. Crypt Sermon havde trods 10 års eksistens ikke været i Danmark før, og det kan man kun ærgre sig over med et så dygtigt band. Der er så meget kvalitet i kvintetten, og så velspillende et band, at flere burde have hørt dem.
Men Crypt Sermon gik trods den halvtomme sal professionelt til sagen og holdt fast i en tilbagelænet rockstjerne-attitude, der fik os tilbageværende til i stedet at føle os særligt udvalgt. Amerikanerne gav et særligt intimt og dystert indtryk med deres ofte ret langsomme sange og coolness, og så kunne de alligevel kaste sig ud i halsbrækkende, ekvilibristiske soli og voldsomt sejt sammenspil over kontante og brutale riffs. På én gang eftertænksomt og aggressivt. Og en fest for os få.
Måske endte Slyngel med at føles som aftenens vigtigste band. Trist, fordi Crypt Sermon har fortjent bedre, men ikke trist, fordi Slyngel havde fortjent al den positive respons, som de fik.
Karakter:
Rogue Trader – 4
Slyngel – 5
Crypt Sermon – 5