Den dag Parken glemte at lyde af lort
Populær
Med god lyd, godt publikum, flot scene og gode musikere kunne det Muse-koncerten kun blive god, og det blev den.
2. Resistance
3. New Born
4. Map of the Problematique
5. Supermassive Black Hole
6. Guiding Light
7. Interlude
8. Hysteria
9. United States Of Eurasia
10. Cave
11. Undisclosed Desires
12. Starlight
13. Plug In Baby
14. Time Is Running Out
15. Unnatural Selection
Ekstranumre:
16. Exogenesis
17. Stockholm Syndrome
18. Knights of Cydonia
FC Københavns hjemmebane Parken har efterhånden opnået en ganske legendarisk status på koncertfronten som det ultimative mekka for lortelyd, også trods mystiske tiltag som at hænge dæmpende gardiner under udtrækningsloftet - det ser ikke bare sært og grimt ud (Brøndbys fans troede i øvrigt også, at det alene var sat op for at lade deres primalskrig blive overdøvet af FCK fans ditto) – det har indtil nu heller ikke virket.
Men så gjorde den engelske trio Muse sit indtog mandag med en årets helt store overraskelse – den pompøse, poppede, hardrockede lyd forsvandt ikke i noget lydhelvede. Tværtimod stod den overraskende klart, selv på langsiderne.
Om det skyldes Muse, lydmanden, Parken eller det nye gardin der dækkede hele endetribunen modsat scenen, skal være usagt. Men det var også uendeligt ligegyldigt, fordi bandet med en fænomenal koncert sørgede for, at bange anelser om stadionkoncerternes forventede ulyksaligheder ikke bare blev gjort til skamme, men ligefrem glemt.
Det var simpelt rockmusik af en helt anden verden denne ellers regntriste aften. Muse spillede guddommeligt, havde et fabelagtigt smukt sceneshow, havde publikum i deres hule hænder og for så ungt et band et skræmmende godt bagkatalog at hente sange fra.
Uanset om den stod på storslået pop i ’Starligt’, heavy metal i ’Stockholm Syndrome’ eller særpræget symfoni a la Queen i ’Knights of Cydonia’, så kunne der ikke sættes en finger på noget som helst. Muse har et imponerende øre for det fængende, uden at det bliver hverken kvalmt eller kalkuleret, og så har de altså en fyldig og storslået lyd, der logisk set burde være mere end en trio til at frembringe (ja, det er muligvis en skjult keyboardspiller og lidt samples, men stadigvæk).
Mest dominerende og det naturlige midtpunkt var guitarist og forsanger Matthew Bellamys omgang med den seksstrengede. Det er sjældent at vokalister der går så meget i falset, også gør det så rent, men det virker ubesværet. Dog er det for guitarspillet, at han skal have mest ros – det er både let og legende og samtidigt en opvisning i at få mest muligt ud af sit instrument. Og stadig med overskud til at underholde publikum og ikke mindst synge.
Trods den smukke scenografi storskærme og noget der ligner Jean Michel Jarres lasershow, formår Muse stadig at skabe intim stemning og have et vis ydmyghed omkring koncertopgaven, så København ikke bare virkede som endnu et stop på turneen.