Bøllebank i skolegården
PopulærPage Hamilton var særdeles oplagt til fræs og smadre og styrede sikkert sit hjertebarn Helmet i havn, da de trampede og bankede alle i Vega tilbage til 1992.
Der var mødt godt med mennesker op i Lille Vega på den altid så nådesløse mandag aften, der kan få selv Mick Jagger til at frygte for, at publikum ikke gider. Men Helmet er et band, der simpelthen har slået og tæsket sig ind i en hel generation, der oplevede toppen af ungdommen omkring slut-80'erne og start-90'erne – også kendt som grunge-perioden.
Og her var Helmet – modsat for eksempel de til sammenligning mere pæne Pearl Jam, Soundgarden og Nirvana – klassens lidt beskidte dreng. Ikke så raffineret, men med masser af ærgerrighed udsprunget af en jeg skal vise jer, skal jeg-mentalitet – eller sådan lyder de i hvert fald.
Brutal stampen
Selvom gruppens leder og eneste originale medlem, Page Hamilton, heller ikke er bange for at tilføje både omkvæd, melodiske udløsninger og en generel flirten med noget, der mere smager af soft-rock, så er det i de massive og grumsede riffs, at Helmet manifesterer sig og betvinger deres følge til at stampe hårdere i jorden med den ene fod, end noget andet band er i stand til.
Det stod klart, at det var en aften med lasede cowboybukser og tyngde. Sjældent har undertegnede befundet sig et lokale med så meget tung og bastant stampen. Men sådan er Helmet, sådan lidt bøllet og primitivt, når det virkelig swinger. Og det svinger jo, det gør det. Ellers gad folk sgu da ikke at betale for at komme og se et band, der med al respekt har en nærmest ufatteligt smal skabelon kørende for sig.
I front er Page Hamilton dog på alle måder et über-sympatisk anker i og for Helmet. Med sin aldrende fremtoning tager han sig efterhånden ud som en mand, der både kunne claime at være bror til Sting og Henry Rollins. Musikalsk måske heller ikke galt – der bliver da i hvert fald både spillet op til den store punk-gud og slappet på bassen her og der. “Det er som dengang i '92”, sagde min følgesvend – og det havde han ret i. Vega var i halvanden time 1992, hvor store dele af sætlisten også var hentet fra.
Muskler og weed
Det blev både til solide hits som 'In the Meantime', 'Unsung' og den festlige og Dizzy Mizz Lizzy-lydende 'Turned Out' kombineret med bøllebank bagest i skolegården, hvor gårdvagten ikke kommer. De tæsk tog publikum flot i mod. Men slagene blev også sat flot ind – man kan trods alt regne med en mand, der har spillet i cirka 40 år og stadig holder sig i maksimal kampform. Der skal også nogle muskler til at trampe gulvet i stykker til de klippe-udskæringer, Helmet konstant tyer til – til både egen og publikums fornøjelse.
Efter showet viste Page Hamilton endnu mere af sit store hjerte, da han ydmygt og uden tøven satte sig ned på scenekanten for at snakke med hvem, der måtte have lyst. Så der endte vi med at stå en lille flok, og der blev blandt andet spurgt, om han skulle på staden. “Nej, nej mand, det er jeg sgu blevet for gammel til, haha. Men jeg tror, at mine bandkammerater gerne vil”, svarede han og fik straks stukket et lille bud i hånden af en venlig sjæl. “Mange tak!” sagde Page Hamilton, og forsvandt om bag scenen med et kæmpe smil på læben!