En duo som få
PopulærKristi Himmelfartsferien startede godt og tungt med tyske Mantar på Beta torsdag aften. Med sig havde de de lokale nykomlinge i Dreich.
Nyt blod
Dreich, der forhåbentlig er albumaktuelle i løbet af i år, starter aftenen slæbende tungt med en laaangsom trommerytme akkompagneret af et dybt growl, der er søbet ind i rumklang; siden sættes tempoet op, growlet afløses af et højfrekvent hekseskrig, og kort efter bliver vi begavet med en ond omgang midttempogrind. Og sådan fortsætter det forholdsvis nystartede københavnske band, der til trods for den ringe levealder allerede har scoret supporttjans for både aftenens hovednavn og selveste Dopethrone den 26. juli; snart står den på støjende guitar-angreb med powerakkorder, lynende fingerspil på bassen og energiske trommetæsk, så slæbende sludge og messende growl afløst af pludselige skrig. Fra atmosfærisk, melodisk basspil og ambient guitarstøj til kaotisk optempo smadder. Og der headbanges troligt i hele rummet.
Akavet afbræk
Midt i sættet ryger der en guitarstreng, der skal skiftes, og det giver et akavet afbræk, der kunne være undgået, havde man haft en back up-guitar med. Men bandet tager det med oprejst pande, mens guitarist Lewy Nicolson skifter strengen, nonchalant siddende i skrædderstilling på scenen, og et par publikummer kommer med jokende bemærkninger.
Han får dog sved på panden, da resten af bandet begynder at jamme og får gjort sig færdige. De begynder påny med, hvad man bedst beskriver som hidsigt, men tungt formørket sludge i midttempo – som en bastard af Black Sabbath og Napalm Death.
Et virvar af sonisk diversitet
Dreich skaber et varieret lydbillede med pludselige, overraskende skift, og alligevel formår bandet at binde de forskellige elementer sammen til en organisk helhed – dog med varierende grad af sammenspillethed og noget bratte slutninger på de fleste af numrene; noget, der giver én følelsen af en manglende gennemarbejdethed til trods for de ellers komplekse og overraskende kompositioner. Og da de efter en 40 minutters tid er færdige, har man, på trods af kiks, stadig lyst til at høre mere til deres genreudviskende og ekstreme lydunivers, men de må overlade scenen til aftenens hovednavn.
Blackened hardcore boksning
Efter tyve minutters tid er tyske Mantar således klar til at betræde den lille scene på Beta med spritnyt materiale i baghånden. Badet i et blåt skær og til lyden af æterisk kvindevokal over PA-anlægget stiller de to topløse herrer sig til rette positioneret overfor og vendt mod hinanden – ansigt til ansigt – som skulle vi være vidne til en boksekamp mellem den kraftige trommeslager i højre side og den afpillede guitarist i venstre side af scenen; en dynamisk brug af scenerummet for en duo, skulle det vise sig.
Kraft og mani
Fra første anslag leverer Mantar et helt sindssygt sonisk punch, der slår benene totalt væk under undertegnede, og der er flere publikummer, der, efter deres måbende ansigtsudtryk at dømme, må dele min begejstring.
Og den lyd, de to udleder, afspejler meget godt deres tilstedeværelse på scenen, hvor den manisk udseende energibombe af en guitarist/forsanger Hanno Klärhardt flyver rundt på sin scenehalvdel, hopper op på monitorerne og leverer hardcore attitude, mens bæstet Erinç Sakarya svedende hamrer løs på tønderne. Klärhardts enorme spændvidde på guitaren er særligt imponerende. Han leverer guitarriff som maskinpistolsalver, mens han står med begge fødder på sit over én meter lange pedalboard og tramper som besat, først på den ene effektpedal, snart den anden, for at skabe den optimale kombination af buldrende støj. Eller når han slår signalet til guitarforstærkeren fra og pumper basgange ud gennem det på siden liggende Ampeg-kabinet, mens han overskrider scenerummets midte og hopper op og står som kilet fast mellem stortrommen under fødderne og loft over hovedet.
En kirkeafbrændende kæmpe
Ligesom opvarmningen væver Mantar sig ubesværet gennem et væld af genrer på deres to album, og vi får leveret et stærkt og langt sæt med godt fra begge; først lidt hardcore punk i bedste Entombedske trucker-tempo, så blastbeat-stormende støj og slæbende tungt groove. Og publikum responderer med klap og headbang, et halvhjertet crowdsurf-forsøg og en enkelt moshpit, men syder aldrig rigtig. Og det på trods af en imponerende og energisk præstation, der kommer godt ud over scenekanten. Mantar er som en kirkeafbrændende og hyperaktiv kæmpe, der vader gennem sumpe af støj og distortion denne aften i Beta. Men den tæt på fyldte sal vil simpelthen ikke helt slippe tøjlerne og for alvor tage del i festlighederne. Og det selvom publikum såmænd viser, at de er engagerede i det, der udfolder sig på scenen – det manifesterer sig bare ikke som mere end begejstrede tilråb og hujen frem for mosh. Desværre.
Men Mantar synes slet ikke at være mærket af publikums tilbageholdenhed og forsætter ufortrødent med sludgede støjeskapader. Og de gør faktisk så mange ting – rent musikalsk – at det er svært at kategorisere dem som andet end en entitet af altødelæggende styrke og groovy kaos. Og det må man sige, de leverer med meget stor overbevisning og professionalisme under deres visit på Amager.