Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Altid til rette tid

Populær
Updated
Altid til rette tid
Altid til rette tid
Altid til rette tid
Altid til rette tid
Altid til rette tid
Altid til rette tid
Altid til rette tid
Altid til rette tid

Enslaved dykkede ned i bagkataloget og viste, hvordan de har genopfundet sig selv gang på gang, mens High on Fire viste, hvordan tiden er løbet fra dem.

Kunstner
Titel
+ High on Fire + Krakow
Spillested
Dato
29-09-2018
Trackliste
(Frost)
Roots of the Mountain
Ruun
Isöders dronning
Havenless
Sacred Horse
Allfǫðr Oðinn
Fotograf
Peter Troest
Karakter
4

Titlen på Enslaveds forrige plade, ‘In Times’, anskueliggjorde, at nordmændende ikke bare har været i rette tid en enkelt gang, men er vedblevet med at demonstrere deres egen relevans og har fundet nye måder at formidle deres egen arv på. Hvis der skulle være ét enkelt altafgørende rette tidspunkt for Enslaved, ville det være dengang i 1992, da den norske black metal var ved at opbygge momentum, og bandet blev dannet nede i Sørlandet, langt væk fra kraftcentrene i Bergen og Oslo. Så langt væk, at de holdt sig fri af alt det udenomsmusikalske og dermed også af fængslet, så de med det samme kunne komme i gang med at lave plader. Og ret hurtigt kunne lægge black metallen bag sig, fordi de i lighed med det åbenlyse forbillede i Bathory ville så meget mere.

Det er derfor, at Enslaved er blevet ved med at være relevante. Det er derfor, de nok i virkeligheden er et af de allerbedste fungerende metalbands.

Denne lørdag aften viser tiden sig dog at have stor betydning for hele bandpakken, på hver sin måde og med hver sit udkomme. Det er i hvert fald ikke til opvarmningsbandet Krakows fordel, at de går på et kvarter før, de er programsat til, og spiller så kort tid, at jeg kun når at høre fem minutter. De fem minutters bombastisk postmetal er til gengæld så letgenkendelige og temmelig bedagede, at man godt kunne finde på at afskrive dem bare på den konto. Fordi man har hørt den slags så mange gange før for så lang tid siden, at man er overbevist om, at man ved, hvad man – ikke – gik glip af.

Men det ville selvfølgelig ikke være fair over for Krakow. Det er det vel strengt taget heller ikke at lave sjov med deres navn og forsøge at bilde sine medkoncertgængere ind, at det er en art hyldest til Danzig, men dét er til gengæld tidløst.

Tørlagt ildsluger
Det kan man med al mulig ret også kalde High on Fire. Siden Matt Pike dannede trioen for 20 år siden i frustration over, at stonerrockerne Sleep havde nået et dødvande, har bandet repræsenteret en art tidslomme, hvor klokken altid er øltid, og man vader rundt i bar mave med en lille plimmelim på. Der er få ting, der er så herligt som at se Matt Pike komme skridende ind på en scene med en guitar hægtet uden på den betragtelige vom og et kæmpe, pløkskævt smil. Jeg kan huske den entré, han gjorde, da det gendannede Sleep spillede i Amager Bio for seks år siden, hvor alt ved ham bare udstrålede, at han ikke kunne være lykkeligere, end han var sådan: Snaldret, barmavet og guitarbevæbnet med forstærkeren på max og kæmpestore riffs at smide om sig med.

Der er sket et par ting siden da. Matt Pike har været nødt til at stoppe med at drikke, og så er det jo fint nok, at han kan blive høj på ild i stedet. Problemet er bare, at der også er sket det, at High on Fire er blevet stadigt mindre berusende med årene. Den styrke, de ramte med på gennembrudspladen ‘Blessed Black Wings’ – der indeholder den-der-sang-I-ved-nok – har for længst fortaget sig. Matt Pikes bæger rinder ikke længere over med de riffs og melodier, der gjorde High on Fire så exceptionelle på de første 3-4 plader. Trioen med den trofaste Des Kenzel på trommer og de sidste 11 år Jeff Matz fra gode, gamle Zeke på bas stiller sig tilfredse med at spille Slayer og Motörhead i en skøn blanding og gøre det så højt, at ingen rigtig lægger mærke til, at de detaljer, der i de gamle sange fortaber sig i bulderet live, ikke rigtig er der i de nye sange.

De fylder en del i aftenens sætliste, hvilket er helt naturligt, eftersom High on Fires ottende plade, ‘Eectric Messiah’, udkommer på fredag. Titelsangen derfra, en hyldest til Lemmy, får lov at slutte runden af ekstranumre af, som High on Fire tager i direkte forlængelse af hovedsættet. Det er opvarmningsbandets lod, og det er det, High on Fire har ladet sig selv reducere til: Et opvarmningsband. Mine koncertledsagere var ellers overbeviste om, at det måtte være High on Fire, der var hovednavnet i aften, og sådan ville det sikkert også have været for ti år siden. Dengang var Enslaved sådan et band, der ufortrødent kløede på og lavede glimrende plader, som metalpublikummet høfligt accepterede uden at lade sig henrykke af.

I dag er det High on Fire, der er blevet det band. Ingen kan for alvor være sure på Matt Pike, ikke engang når han har en lidt uoplagt aften som i aften. Det er jo Matt Pike. Men selvom han lader, som om han drysser tryllestøv ud over gribebrættet under ‘Fury Whip’, der som det første af tre ekstranumre bliver introduceret med ordene “Sing them all with us, you probably know them, and if you don't, mock it,” hjælper det lige lidt. Det er også sigende, at titelsangen fra ‘Snakes for the Divine’ med sin indlagte Black Sabbath-hyldest bliver et højdepunkt i aftenens koncert, al den stund, at det var den plade, der for alvor markerede begyndelsen på High on Fires nedtur.



Trekløver i fokus
Det er så ubarmhjertig, tiden har været mod High on Fire. Enslaved har den været anderledes nådig mod: Bandet har fået lov til at udvikle sig og høstet bred anerkendelse for på én gang at bryde med formen og beholde grundelementer af det, de udsprang af. Det er tydeligt i en sang som ‘Sacred Horse’ fra sidste års ‘E’, der går fra østerlandsk prog-stemning over black metal til 70’er-syrerock og et par gange frem og tilbage igen, uden at det på noget tidspunkt føles forceret.

Fordi det er alle de ting, Enslaved er. Eller er blevet, efterhånden som de purunge knægte, der som teenagere dannede bandet, blev fortrolige nok med deres instrumenter, til at de kunne begynde at udforske dem for alvor fra og med ‘Monumension’ i 2001. Det, der har været grundstammen i Enslaved og har tilladt dem den grænseafsøgen, er Ivar Bjørnsons tæft for riffs og melodier. Og den koncertturné, de i aften påbegynder, er en fejring af Enslaveds historie: Af alle de tider, de har befundet sig i siden begyndelsen. 

Det er tydeligt, allerede inden de går på scenen, hvor introen til black metal-klassikeren ‘Frost’ fra 1994 markerer, at Enslaved er færdige med at turnere med ‘E’, og denne turné handler om noget andet: Enslaveds historie. Ivar Bjørnson og forsanger og bassist Grutle Kjellson er de to faste elementer i den historie, og helteguitaristen Ice Dale har med 16 år og otte plader med Enslaved efterhånden også gjort sig til en del af den historie. Det er de tre, der er i fokus, det er dem, der tegner Enslaved, mens sangeren og keyboardisten Håkon Vinje, der kom til på ‘E’, og den plades producer, Iver Sandøy, der med kort varsel trådte til som erstatning for Cato Brekkevold kort før årets Copenhell-koncert, mest virker som hired hands, der gør deres job upåklageligt, men også upersonligt. 

Deep cuts fra bagkataloget
Der er på den anden side heller ikke rigtig brug for flere personligheder, når man har Grutle Kjellson, Ivar Bjørnson og Ice Dale i front. Specielt Grutle Kjellson virker så meget i hopla på tourens første dag, at det næsten er upassende. Det er fint, at han er glad for at spille de gamle sange, det er slet ikke det, men hans jovialitet clasher ret hårdt med den seriøsitet, der er i de sange, de har fundet frem til denne tour. Det er til gengæld kræs, der demonstrerer Enslaveds spændvidde: Fra ‘Roots of the Mountain’ og ‘Ruun’ fra det senere Enslaved, hvor det progressive møder det heroiske, bliver vi taget tilbage til ‘Isöders dronning’ fra ‘Frost’, og her liver den del af publikum, der nok mest er kommet for High on Fires skyld, for alvor op.



Det efterfølgende deep cut, ‘Havenless’ fra ‘Below the Lights’, som bandet kun har spillet live to gange før, fremstår til gengæld som et eksperiment, der falder tungt til jorden. Det er vel nærmest folkmetal med sin blanding af drikkevise og heltekvad tilsat heavyguitar og en masse effekter, som bare ikke rigtig gør noget for at løfte sangen. Det bliver i hvert fald tydeligt, hvorfor den sang ikke tidligere har været fast inventar på sætlisten og nok heller ikke bliver det igen efter denne tour. Som redaktøren efterfølgende tørt påpegede, lød det lidt for tæt på Sebastians 'Skatteøen' til at være rigtig godt for noget.



‘Sacred Horse’ løfter dog humøret igen og viser, hvad det er ved Enslaved, der har gjort dem i stand til at rejse sig igen gang på gang. Først og fremmest er det simpelthen dygtigt, både i udførelse og komposition, men det er også en sang, der, som allerede nævnt, indkapsler alt det, Enslaved er og har været, og alt det, de er rundet af. Det er den type sange, der gør Enslaved til noget af det bedste metal, der findes i dag.

Og når de er det, kan det også godt skuffe, at en tour, der dykker ned i bagkataloget, ikke levner dem nok tid til det. Enslaveds sange er lange og komplekse, og efter ‘"Allfǫðr Oðinn’ fra debut-ep’en ‘Hordanes Land’, er det slut efter blot seks sange – fordi der så også er gået en god times tid med at spille dem. Man kunne godt ønske sig en hel aften med Enslaved, hvor der var tid til at komme endnu længere rundt i diskrografien. Høre ‘Isa’, høre ‘One Thosand Years of Rain’, høre ‘793 (Slaget om Lindisfarne)’, hvis det skulle gå helt bersærk. Man kunne, med andre ord, ønske sig endnu mere tid.