Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Når metal modnes

Populær
Updated
Når metal modnes

Ikke et øje eller drikkehorn er tørt, og ingen næve uknyttet, når Enslaved forsvarer den stolte ur-metalitet.

Kunstner
Titel
E
Trackliste
Storm Son
The River's Mouth
Sacred Horse
Axis of the Worlds
Feathers of Eolh
Hiindsiight
Karakter
4

At det er en af de sværere discipliner inden for metal at modnes med værdighed, behøver man ikke at grave dybere i metalhistorien end til Metallicas årtier lange midtlivskrise for at forvisse sig om. En midtvejskrise, de for den sags skyld deler med de resterende tre bands fra The Big Four, Megadeth, Slayer og Anthrax, der på hver deres måde og med varierende grader af manglende held har forsøgt at forblive relevante på trods af tidernes omskiftelighed. Den norske black metal-scene, der rigtig tog fart små ti år efter thrashen, har med andre ord kunnet lære af skræmmeeksemplerne nu, hvor flere af de oprindelige store bands nærmer sig 30-årsjubilæet.

Det kan virke, som om scenens grand old men, Mayhem, der i august i år passerede 30-året for deres debut, betragter black metal som et frikvarter fra voksenlivet i velfærdsstaten, hvor de kan lade musikken løbe amok, uden at det for alvor føjer nye dimensioner til deres œuvre. Emperor-frontmanden Ihsahn har til gengæld valgt at følge to parallelle stier, hvor han ad den ene med jævne mellemrum genopliver Emperor for nostalgiens – og de gode festivalkroners – skyld og ad den anden indtager rollen som ærværdig bedsteborger med læsebrille, rullekrave og poesirecitation, en position som en art black metallens Scott Walker. Altså en i uhørt grad beåndet excentriker, der ikke befatter sig med sådan noget som genrekonventioner eller bred tilgængelighed.

En klart defineret lyd
Enslaved befinder sig et sted midt mellem de to poler i deres egen fortsatte modningsproces, der er forløbet kontinuerligt over nu 14 plader siden debuten ‘Vikingligr Veldi’ i 1994. Selvom de i den grad har afprøvet grænser igennem diskografien og har bevæget sig fra andenbølge-black over vikingemetal til progressiv metal, har de aldrig givet køb på den grundlæggende metalitet i det, de laver. Uanset hvor modne og velovervejede de fremstår på ‘E’, er der på singleforløberen ‘Storm Son’ stadig plads til entusiastisk metalliske linjer som “a crooked finger pointing towards misery” og det decideret kåde og brætspils-heroiske omkvæd “Storm son / Lightning sister / Daughter of fire / Thunderous brother.” Så er ikke et øje eller drikkehorn tørt, ingen næve uknyttet.

‘E’ er en naturlig fortsat udvikling af det spor, Enslaved slog ind på, da de på ‘Below the Lights’ i 2003 var færdige med at fare i øst og vest og mere eller mindre havde fundet frem til en signaturlyd. Det er en lyd, der er umiskendeligt Enslaved, og den er kun blevet klarere defineret, efterhånden som medlemmerne er modnet som musikere og komponister, men der er stadig plads til at indarbejde elementer fra flere forskellige genrer. Det kommer tydeligst til udtryk i den orgelsolo på ‘Sacred Horse’, der i den grad trækker veksler på Jon Lord fra Deep Purple – men faktisk ender med at lyde mere som et ekko af Ihsahns ‘My Heart Is the North’ fra ‘Arktis’.

Det er altså ikke her, Enslaved er dybt originale. Det er det heller ikke på den afsluttende ‘Hiindsight’, for selvom atonale saxofonsoloer dog for en sjælden gangs skyld på en plade med rødder i norsk black metal ikke leveres af Jørgen Munkeby fra Shining, men af Kjetil Møster, er det efterhånden blevet comme il faut, at ekstremmetal-bands skal have lidt jazz-sax med, når de skal fremstå eksperimenterende. Einar Selvik fra Wardruna, som Enslaveds Ivar Bjørnson samarbejde med om det folkemetalliske bestillingsværk ‘Skuggsjá’ til Norges 200-årsjubilæum, bidrager for den sags skyld til samme nummer, uden at det er det, der for alvor løfter det. 

Ny sanger
I det store hele fremstår ‘E’ et godt stykke henad vejen langt mere ambitiøs og storslået, end der strengt taget er belæg for i de enkelte sange. Det skyldes ikke mindst ‘Storm Son’, der både skulle sætte tonen som singleforløber og åbner for albummet. Her er Enslaved over små 11 minutter episke og grandiose med tempo- og stemningsskift på stribe, men det bliver bare først rigtig fulgt op på den næstsidste sang, den progget synkoperede og tilbageholdende fremførte ‘Feathers of Eolh’, inden ‘Hiindsight’ runder det hele af med store nok armbevægelser til at dække over, at selve sangen dels er lidt en gentagelse af sin forgænger og altså dels benytter nogle fremmedelementer, som den ikke får det fulde udbytte af.

Indimellem ligger der bare tre sange, som trækker pladen i en helt anden, langt mere rocket retning. ‘Axis of the Worlds’ er så straight røvballet, som Enslaved formår at være, og det kunne sådan set være forløsende nok, hvis bare ikke den savnede det rigtig fede riff, som Ivar Bjørnson tidligere har skrevet dem til ‘Isa’, ‘Thoughts Like Hammers’ eller ‘Game of Thrones’-stykket i ‘One Thousand Years of Rain’. Uden et riff af den kaliber at læne sig op ad, falder den uden for den linje, der ellers er lagt for ‘E’.

‘Sacred Horse’ på sin side prøver at favne så mange aspekter af Enslaveds lyd som overhovedet muligt og ender med at falde fra hinanden, når den går fra black metal over betonrock og forsøger at binde det sammen med et østerlandsk leitmotiv, som bare udstiller, hvor lidt sangen egentlig hænger sammen som komposition. ‘The River’s Mouth’ er til gengæld et ganske tilforladeligt nummer, den mangler bare nogle stærkere sange at spille op imod. Det er også her, det nye medlem Håkon Vinje for alvor får lov at vise sit værd som sanger. Hvor Herbrand Larsen fra ‘Isa’ og frem har varetaget den rene vokal, så bassisten og stifteren Grutle Kjellson har kunnet koncentrere sig om at lyde som Grutle, er han på ‘E’ blevet erstattet af en ung mand, der blev født et par måneder efter, Enslaved blev dannet. Den udskiftning lægger man dårligt mærke til, og selvom han nok savner en anelse pondus, får hans vokal lov til at bære store dele af ‘E’ og lykkes med det.

Der kunne man nok godt have ønsket sig, at Enslaved havde valgt at bruge den udskiftning til i højere grad at tænke en vision for ‘E’. Pladen ender med at stå svagt i forhold til sin eminente forgænger, ‘In Times’, der var gennemtænkt som samlet værk. Den flagrer lidt for meget, og det går ud over, hvor gode de enkelte sange hver for sig er.

For det skal man så også huske at have med: Der er virkelig gode sange imellem. En lidt skuffende Enslaved-plade er stadig væsentligt bedre end det meste andet metal, du kommer til at høre i år. Der er ingen tegn på midtvejskrise, alt ligger fast, og så er der plads til et par fejlslag.