Hitparade fra sjældne gæster
Der er ikke noget som at fejre forårets første, spæde tegn med en omgang progressiv musik. Så det gjorde vi lørdag aften på Stengade, hvor Gösta Berlings Saga havde inviteret danske Nake med til en svært musikalsk og svingende aften. Bare en skam, at så få var mødt op for at se det.
2. Through The Arches
3. Island
4. Terra Nova
5. Artefacts
6. Ascension/Dansken
7. Basement Traps
8. Make of Your Heart pt. 7
9. Sersophane
Men først en tilståelse.
Jeg har aldrig fået set Nake før. På trods af adskillige muligheder, så er det aldrig lykkedes mig at få det til at passe, og skal jeg tro det omgivende publikum, så var lørdag en rigtig god aften at opleve dem for første gang.
Nake er visuelt et besyndeligt skue. Iført cowboyhatte, ponchoer og sort sværte i store dele af ansigtet fremstod de som trådt direkte ud af Texas Hollywood, selvom de er pæredanske. Musikalsk er de ikke lige sådan at sætte i bås, men “progressiv” er jo også en dejlig bred og inkluderende genre. At de er et ret perfekt match til Gösta Berlings Saga stod hurtigt klart, som de legede sig igennem musik i den mørke ende, men absolut ikke uden lyse indslag. Det 70’er-proggede snoede sig livligt omkring spæde, melodiske klangflader og ledte tankerne hen på Claudio Simonetti’s Goblin på sine steder. For mit indre øje afspillede sig billeder af en temmelig besynderlig opstilling af skulpturer lavet af skrald i den californiske high desert. På percussion-siden var der ingen fingre at sætte på noget som helst, og selvom der ind imellem var lidt rigeligt prog-lir uden noget egentligt formål, så blev det aldrig så meget, at man kedede sig.
Men selvom Nake gjorde det godt, så var Gösta Berlings Saga ligaer over. Og det er ikke nogen skam, for de spiller bedre end de fleste, og percussion-arbejdet alene gør dem til tvungent pensum for alle der beskæftiger sig med trommer.
Det var første gang i 16 år, at Gösta Berlings Saga var en tur forbi Danmark, og det var måske lidt for længe, for tilsyneladende er de blevet glemt af det danske publikum. Hjemme i Sverige er der godt fyldt op til deres koncerter, men på Stengade måtte de nøjes med en halvtom sal. De, der var mødt op, havde til gengæld en fremragende oplevelse og var helt tæt på bandet, der er 5 mand højt og tæller to percussionister/trommeslagere.
Og uden at forklejne Rasmus Boobergs legesyge guitarmelodier, eller David Lungbergs uundværlige synth, der gør Gösta Berlings Sagas lydunivers så særligt, eller bassist Gabriel Tapper’s tunge insisteren på at holde lokomotivet i gang, så var percussion-arbejdet fra trommeslager Alexander Skepp og percussionist Jesper Skarin, bare noget helt særligt. Altså som i glad-helt-i-ind-sjælen-særligt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var nervøs for at gå på det lille hus af frygt for at misse noget vigtigt til en koncert, men dette var sådan en koncert. På trods af musikkens åbenlyse kompleksitet, både hvad angår nodearbejde og rytmik, så evnede de at få det hele til at se ud som om, det bare var noget de legede. Det var uanstrengt, det var legende, det havde overskud. Der var ingen hvide knoer eller forkrampede fingersætninger, ingen hoveder, der blev mere og mere blå af anstrengelse og koncentration, og der var masser af kontakt mellem gruppens medlemmer. Kontakten med publikum var primært Boobergs job som manden i midten på sin lille trommestol, men hverken musik eller publikum havde de store ambitioner om dyb interaktion, og mellem numrene forsvandt mange fra publikum ind i deres egen lille boble af lyd.
I modsætning til koncerten på Plan B i Malmö for godt et år siden, så var sætlisten denne aften en hel del kortere og én lang hit-parade af numre, og jeg tror alle i publikum fik hørt deres yndlingsnummer eller et nummer fra favoritalbummet. Koncertens åbner, ‘To Never Return’ fra albummet ‘Konkret Musik’, var helt perfekt til at få fyret op under publikums dansesko. Den blev spillet nøjagtigt lige så knas-kiks-tørt som pladeversionen, dog med små variationer hørbare for kendere, og nummerets nådesløse fremdrift og insisterende puls var helt rigtig at starte koncerten på og vakte genkendelsessmil hos mange i publikum. Men naturligvis skulle vi også lige have den nyeste single, ‘Through The Arches’ fra deres kommende album, ‘Forever Now’, der lander i starten af juni måned i år. Og som altid nægter Gösta Berlings Saga at sætte sig i en kasse, og det var både en ret tung, men også temmelig upbeat sag, og tegner singlen resten af albummet, så kan fans roligt begynde at glæde sig til en ny retning, der samtidig også er virkelig genkendelig.
I det hele taget indeholdt sættet en hel del singler, og vi kom tilmed tilbage til demo-udgivelsen ‘Island’, men også ‘Artefacts’ fra ‘Et Ex’, ‘Fort Europa’ fra ‘Sersophane’ og ‘Basement Traps’, endnu et hit fra ‘Konkret Musik, var klokkeklare hits hos det dansende publikum. Bandet selv lod til at hygge sig, men i modsætning til Plan B, så var der ikke mange muntre bemærkninger fra Skepp, der ud over at hygge sig gevaldigt bag trommerne, også har stiftet gruppen sammen med David Lundberg på synth.
'Sersophane' fik derfor aftenens sidste ord til en koncert, der havde fortjent langt mere opmærksomhed og publikum, end den fik. Lad der ikke gå 16 år igen, vel? Så lover vi at trække HELE fanklubben med næste gang!