WMMF '22: Lørdag – Tager det sure med det skøre

Er du til metal af den sorte skole, så var lørdag nok dagen for dig – med indlagte twists undervejs til at holde hovedet stimuleret, hvor SPEkTR og Arcturus leverede det brede udsyn, mens Gorgoroth og Benediction holdt de metalliske traditioner i ave.

Et par ømme lægmuskler og et par kopper varm chokolade rigere gik turen tilbage fra det charmerende Hotel Gammel Havn til sidstedagen på Eksercerhuset. I en våd stund aftenen før, var jeg havnet i sludder med Chris Rostoff, forsanger i Steel Inferno, som ved oplysningen om min skrivegerning insisterende mente, at hans band i morgen kun fortjente én stjerne, fordi det var meget sjovere at læse svinere.
En udfordring, jeg tog imod med oprejst pande, men allerede to sange inde må jeg erkende mit nederlag – Steel Inferno fortjener simpelthen en større cadeau end det. Rostoff selv har en smittende charme; som at se Snake fra Voivod i sine unge dage tosse rundt som bandets showmaker, mens guitarist Lars Lyndorff på fløjen kører bred benspredning, Flying V og stilsikker mullet. Variationen er måske så som så, men der er noget forfriskende klassisk over deres speed-inducerede heavy metal, hvor de stærkeste udstikkere var 'Siren of the Air' og 'Jaws of Evil' – sidstnævnte introduceret som ”Det' ik en ål! Ik´ en laks! Det´ en fucking haj!”. Der er noget uimodståeligt sejt over stålinferno-drengene, tråd tro mod rødderne efter alle kunstens regler, lige som den slags skal skæres.

En disciplin, som Manoj Ramdas bestemt ikke tager så højtideligt i sine forskellige projekter, der ofte vinder indpas i dette forum. I 2017 i selskab med Childrenn, sidste år med det ambiente soloprojekt Viron Vortex, og her igen med SPEkTR. Nemmest beskrevet som en form for cinematisk instrumental-rock, hvor dem, der har gjort bekendskab med svenske Gösta Berlings Saga, nok har en idé om hvor vi musikalsk er henne. Desværre med lidt tekniske udfordringer med backingtracks fra starten, men da først lydmanden har fundet fejlen går det over stok og sten med deres finurlige lydbilleder. Det ene øjeblik cruiser de henover et underliggende synthwave-beat, det næste skruer Ramdas fuldt op for glissando-tonaliteterne på spaden. SPEkTR rammer bestemt ikke alle her på festivalen, og det tager da også lidt tid for dem helt at fange gnisten, men skarpest står de uden tvivl i sidste halvdel af sættet, hvor vi får smagsprøver fra det kommende album, 'Mirage'. 'Pet Sematary', som de også spillede til deres horrorshow på festivalen i 2019, runder koncerten af med det traditionsrige gæstevisit fra booker Martin Jørgensen, inden vi kan tælle ned til næste, rådne indslag.



Personligt må jeg konstatere, at Undergang, uden at overdrive, efterhånden er et af de bands, som jeg har set flest gange nogensinde. I mange tilfælde som en del af en større pakke, og ingen tvivl om, at de har fanget en lyd umiskendeligt deres egen. Det er blot et par dage siden, jeg faldt over den canadiske Youtube-kanal BangerTV fremhæve dem som et af de vigtige navne indenfor den nye bølge af oldschool dødsmetal (se &t=5414s">her fra 56:15). Det berettiger vel trods alt til en vis national stolthed, og det kvarters tid jeg hører er da også præcis så sejt, råt og rallet, som vi kender dem med Martin Leths (Strychnos) drabelige attitude og Torturdøds velkendte, døde blik. Nu er der dog en lang koncertdag forude, så vi vender i stedet verdenssituationen og Dødheimsgards første koncert på Metal Magic Festival 2013 over en kølig i festteltet.

En koncert dedikeret til tiden før de industrielle elementer og den maniske galskab sendte Dødheimsgard imod andre horisonter. Sådanne tilbageblik får vi da også i dag, omend vi også får smag for, hvor de befinder sig senere i karrieren. Det tager i hvert fald ikke mange minutter at se, hvor dominerende Vicotnik er på scenen som det eneste originale medlem. I jakkesæt og hvidmalet med en rød stribe i panden, er han den uregerlige dreng i klassen, der konstant konfronterer publikum, mens lejesvendene står fastlåst i hver sine firkanter, og en forglemmelig montage kører sit eget show bag dem. Ikke alt virkede lige godt, hvor fx 'Sonar Bliss' var mere bizar end reelt fangende, og Vicotnik bl.a. stod og svajede gakket fra ben til ben, mens 'The Crystal Specter' og den drabelige 'Traces of Reality' omvendt demonstrerede, hvad Dødheimsgard gør bedst, når de ikke bare er genstand for Vicotniks hektiske legeplads. En spektakulær frontmand, der ikke skyr nogen midler for at involvere sit publikum på uortodoks vis, da han fx hopper ned fra scenen og hænger udover hegnet, mens benene flyver rundt bag ham.



I samme boldgade finder vi landsmændene fra Arcturus, der med ICS Vortex i front og Hellhammer bag trommerne ofte omtales som en supergruppe. Hvad end man måtte mene om det, så står det i hvert fald udenfor enhver diskussion, at deres teatralske avantgarde-black træder et solidt stik dybere end Vicotnik & co. formår kort forinden. Det er ikke mere end to måneder siden, at jeg så dem på Brutal Assault i Tjekkiet, og sætlisten var da også blot en udvidet udgave af selvsamme fra dengang, men er du da skingrende, for en opgradering vi fik her på Eksercerhuset. Denne type galehus-metal er bestemt ikke for alle, men kan man rumme de skøre sider, når ICS Vortex fx kører den hele linen ud under 'The Chaos Path' eller nærmest går operatisk i åbneren 'Evacuation Code Deciphered', så har man uden tvivl en stjernestund her i aften, hvor der også rundes af med et par af de helt tidlige skæringer fra før de åbnede for alt det skøre i godteposen.

I mere bøllede sindelag finder vi en gammel dødskending. Benediction gæstede i sommers også Copenhell, og det var da et langt stykke hen ad vejen den samme oplevelse, vi fik gentaget her. Briterne, hvoraf guitaristerne og den tilbagevendte frontmand Dave Ingram alle var med helt fra de tidlige dage, har ikke just den mest originale lyd i verden, men det gør nu heller ikke så meget lige i live-situationen. Efter en lang, moody åbner brøler Ingram sin vej ind på scenen, og derfra står den på punchy arbejderklassedød for alle pengene. Som et afvekslende element fungerede de godt klemt inde imellem de norske hovednavne, hvilket da også resulterede i lidt udskiftning i salen, men Benediction har aldrig gjort den store forskel. Det gør de heller ikke i aften, hvor bekvem afvekslingen end er lige i momentet – men det var da svedigt nok at få banget lidt igennem til 'Nightfear' igen for gode gamle dages skyld.



...og så var der jo lige Gorgoroth som krølle på halen – et af de navne, som på sin vis har gjort sig mere bemærket på deres deres crime records, søgsmål om rettigheder til bandnavnet og lignende udenoms-fnidder end på det musikalske output.
Ikke, at jeg undervurderer for eksempel 'Under the Sign of Hell' som en herligt kaotisk og rå skive fra dengang grundstenene blev lagt. Jeg har blot svært ved at hæve dem højere på black-piedestalen end som så, og derfor er mine forventninger også til at føle på, da denne live-inkarnation af bandet, med Hoest (Taake) på skrig, lukker Winter Metal Magic i fuld mundering.
Efter ti timers musikalsk frontalangreb skal der bare lidt ekstra til for at imponere. 30 årsjubilæums-effekten preller lidt af, når udviklingen og højdepunkterne ikke er større, end tilfældet er, og så kan teaterblodet og nitterne se nok så drabelige ud, hvis musikken fremføres som en uinspireret trædemølle.
Man kunne så også stille spørgsmålstegn ved bassistens noget sejlende tilstand, hvadend han havde indtaget for at dulme nerverne, men det var i hvert fald ømt at se guitaristen prøve at holde bassistens fokus, så han ikke forsvandt helt ind i sit eget sorte hul. Måske det bidrager til at forklare, hvorfor vi pludselig fik et kort ophold i koncerten, før vi fik rundet 'Incipit Satan', 'Unchain My Heart' og andre af de gamle kendinge, nogen sikkert havde mere nært end undertegnede.

En lidt haltende fodnote på en ellers fremragende festival, der, udover lidt tekniske kvababbelser under SPEkTR og et par enkelte forsinkelser, brillerede med klar lyd hele festivalen igennem. Fredericia blev sidste år et spillested rigere, og med denne vinterudgave har Metal Magic-teamet fundet en stærk venue til at dyrke metallens mange facetter på de kolde tider af året. Mens vi tager en sidste sving-om til The Hoff og Tommy Seebach foran DJ-pulten kan vi så prise os lykkelige for, at udskydelsen af netop denne udgave gør, at der kun er under fire måneder, til vi står her igen til Winter Metal Magic Fredericia 2023, når bl.a. Enslaved, Mysticum, Mortuary Drape og Hypocrisy slår vejen forbi Eksercerhuset – på tungt gensyn!