Copenhell 23: Frisk, symfonisk blod
Haliphron sætter ingen overskrifter med deres keyladede black, men vinder på et tiltrængt, energisk pust tidligt på tredjedagen.
2. The Resistance
3. Mother of All Evil
4. Human Inferno
5. Prey
6. Schizophrenia
7. Unidentified Mass
Ganske vist er dagen allerede sparket i gang med altid træfsikre Steel Inferno, men hvor deres energier er mere umiddelbare og thrash-baserede, så er hollandske Haliphron et helt andet sted. Det er ikke mere end et par måneder siden sekstetten udgav sin debut 'Prey', og det er derfor lidt af en modig booking fra Copenhells side, når de endnu ikke har fået sin egen stemme ude i miljøet.
Et godt scoop for bandet selv, som sværger til den symfoniske black af den type, Dimmu Borgir definerede i svunden tid. Tremolo-riffs med lyse keys til at give helheden en mere storladen eftersmag uden at stjæle fokus fra musikkens aggressive drive.
Det taler bestemt til deres fordel, at de er unge og levende på en scene, ikke mindst Marloes Voskuil i front og guitarist Jeroen Wechgelaer, der begge smitter med brede smil og masser af vilje til at få publikum med sig. Ikke fordi Voskuil gør meget ud af at tale ud til masserne, der er mødt talstærkt op, men hendes aggressive skrig og brøl supplerer glimrende til netop det soniske univers Haliphron lægger for dagen.
Det er så til gengæld også der, hvor grænsen går, for hollænderne er nemlig meget låst i genrens konventioner og gør hverken mere eller mindre end hvad man kan forvente af et band, der har sat sig for at spille symfonisk black. Klæderne er umiskendeligt sorte, jeansene er moderigtigt hullede med random placerede lynlåse, og musikken har lige de rette triggers til at holde os engagerede. 'Mother of All Evil' byder fx på et lille atmosfærisk break, hvor Voskuil stiller sig ud forrest på scenekanten og gejler fremmødet op, inden nummeret forløser sig i et længere peak i hele den afrundende bridge.
Der er mange sekvenser, hvor det spiller som her, hvor palletten fra stille, keybaserede passager til aggressive crescendoer kommer til sin ret. Omvendt er det bestemt ikke en af de koncerter, hvor man går derfra med en sang i baghovedet, og det er dér, hvor Haliphron er mest udfordret. Det udmærker sig aldrig til andet og mere end at være mere en god spiller indenfor genren, med alt hvad det påskriver dem. Riffs går ind af det ene øre og ud af det andet, men er da i det mindste gode til at fange lige i øjeblikket, ikke mindst med den stærkt organiserede rytmesektion, og det kan trods alt også noget.
Ungdommen og drivet fra et band, der stadig tror de kan bjergtage verden med deres nye toner fra undergrunden, har nu engang sin charme, men hvis ikke jeg havde til opgave at skrive denne anmeldelse ville jeg godt garantere, at jeg havde glemt denne koncert om et halvt år – hvilket forhåbentlig er mere, end vi kan sige om beslægtede genrerivaler som Lamentari på samme skovscene senere i aften.