RB 26: Stilheden, der slugte rummet
Midt i Roadburns vildskab leverer Haress et skrøbeligt, nærmest metafysisk åndehul – lavmælt, egenrådigt og uventet rørende.
Noget af det, vi alle higer efter heromkring, er de der helt særlige Roadburn-moments. Der, hvor man ser noget helt udover det sædvanlige. Noget, der går helt sine egne veje, og hvor tiden måske endda får lov at stå stille for en stund.
En sådan stund var Haress. Et projekt, ikke mange havde forvildet sig ned til på den lille Hall of Fame, med hård konkurrence samtidig fra et af årets Roadburn-headlinere, Agriculture på Main Stage. Ikke, at de to ellers har det store til fælles, for hvor Agriculture er intenst og ekspressivt, så har David Hand og Elizabeth Stills’ folkprojekt en langt mere introvert og minimalistisk karakter. På overfladen en guitarduo med en assisterende trommeslager, men Haress har virkelig deres baggrund i det sydbritiske, på grænsen til Wales, udenpå tøjet.
Efter en vævende lang, instrumental åbner giver Hand sig til både at udskifte forstærker og guitar, imens Stills sludrer løs om hvad Haress dog laver på plakaten her i Tilburg. Et bramfrit åndehul af mange koncerten igennem, hvor der tales frit fra leveren, mens der nærmest mellem hvert nummer skiftes til en ny tuning. Ingen pæn indpakning her, Haress tager den tid de skal tage, og når de spiller, glemmer vi hastigt den forgangne ventetid og lader os endnu engang løfte til de højere luftlag.
Der er noget dybt meditativt over deres meget indforståede samspil, men ikke på den højtidelige måde. Snarere sådan en dyb sindsro, hvor de melodiske figurer føles som naturlige tankestrømme, der kæder sig sammen på kryds og tværs. Som om du kan zone helt ud til deres musik, også selvom du står her relativt klar i knolden tidligt på andendagen, og stadig føle dig helt tilstede i nuet. En betagende kontrast, der harmonerer perfekt med deres meget jordnære måde at drive koncerten frem på. Ingen store anstrengelser gøres der, tværtimod får musikken sit eget liv.
Og inden de begiver sig ud i titelnummeret fra sidste års ‘Skylarks’ erfarer vi, at mange af de andre i rummet har fået udleveret en lille seddel med teksten til omkvædet, som vi som publikum skal bidrage til at løfte, mens Stills og Hand så både opbygger og nedbarberer det melodiske fundament flere gange henover det kvarters tid de tager sig til at fremføre den. Et af de stærkeste, mest bevægende øjeblikke, hele Roadburn har budt på i 2026, ikke mindst for den særlige atmosfære imellem bandet og det dybt dedikerede publikum – man ville have kunnet høre den famøse knappenål falde til jorden lige der.
Skal noget antastes, så må det nødvendigvis være deres trommeslager, der ganske vist holder et passende tilbagetrukket antrit det meste af tiden, men en sjælden gang også demonstrerer en forkærlighed for metallens energiske fremdrift, ikke mindst i brugen af dobbeltpedaler. Et element, der ikke just binder sig godt til deres drømmende folk-eskapader, men gudskelov er det da også undtagelsen, at han tager de midler i brug, som om han godt selv hurtigt erfarer, at Haress’ musik ikke er videre kompatibel med dobbeltpedaler.
At en britisk, meditativ folk-duo fra Wales’ grænseland skal falde ud som et af årets helt særlige Roadburn-øjeblikke lå bestemt ikke i kortene … men det er umiskendeligt en koncert, der bevægede på en helt anden, nærmest metafysisk måde, og på den vis snildt kan matche festivalens evindelige dogme om at redefinere tyngde. En oplevelse af de helt unikke, jeg næppe kommer til at glemme foreløbig.
Nåhja, og så fik vi da alligevel set Agricultures hemmelige sæt samme sted dagen efter trods alt …