Efter nogle år i dvale sprang belgierne i Kiss The Anus Of A Black Cat ud sammen med birketræerne i Holland og leverede en festlig og folkelig koncert.
Et længe ventet comeback fra Warning, præget af melankoli og autenticitet – omend vi dog ikke slap for skår i glæden.
Kollaps går all-in på maskinelt øredøvende intensitet, men efterlader et indtryk af mere form end egentlig indhold.
Boris viser, hvorfor deres gennembrudsplade stadig holder – beskidt, catchy og ude af kontrol, med enkelte dronetunge dyk i en ellers stærk koncert.
Agriculture går off-script i hemmeligt Roadburn-sæt: hæsblæsende black, publikumsønsker og ren kaoscharme i intime rammer.
Midt i Roadburns vildskab leverer Haress et skrøbeligt, nærmest metafysisk åndehul – lavmælt, egenrådigt og uventet rørende.
Kaos, skronk og store navne – men eksperimentet forbliver netop det: sjældent mere end glimtvis interessant.
Det gik ekstremt hårdt for sig, da Street Sects gav deres søndags-pendant til fredagens dekadente Street Sex-koncert.
Inter Arma charmede sig vej til skribentens hjerte med dygtigt spillet hillbilly-død og theremin. Til gengæld kunne de godt have undværet samarbejdet med Oathbreakers forsanger.
Krallice brugte nutiden til at binde fortiden sammen med fremtiden, da de spillede tre meget forskellige koncerter som Artists In Residence på Roadburn Festival.
Dälek forenede triphop-stemninger og hårdtslående beats i en intens og stemningsmættet koncert på Roadburn.
Trods det stærke udgangspunkt, lykkedes Blackwater Holylight ikke med at skabe en indlevende eller unik koncertoplevelse.
Prostitute har taget handsken op efter Daugthers’ fald i vanære og viste os, at raseri sagtens kan være smukt.
Aya væltede Next Stage i midnatstimen da hun kolliderede med Roadburn Festival i et hektisk, rasende og på alle måder sindssygt show.
Paradox bliver ZUs legeplads: dynamisk, disciplineret og fandenivoldsk – avantgarde uden filter og fyld.
Cult of Luna var på triumftog på Roadburn, hvor de efterhånden har spillet så mange gange, at de er en art husorkester. Men det blev deres koncert bestemt ikke dårligere af.
Mandy, Indiana leverede en stærk, kompromisløs koncert på Roadburn, hvor intensitet og nerve var i højsædet – men først sent indfandt den forløsning, musikken hele tiden lagde op til, sig.
Vi håbede på free jazz, men blev vældigt skuffede. Til gengæld var koncerten 20 minutter for kort. Det får man ikke ros for.
Ihh, hvor var Eyes altså gode, igen. Og så på en intim scene, hvor man rigtig kunne blive kneppet i skallen.
Maruja var i skarp konkurrence med Cult of Lunas torsdags-koncert, men hos denne signatur var der ingen nogen tvivl om, hvem der måtte gå af med sejren. Og med god grund.