Idolet og idioterne
Populær
Gæsten var bedre end værterne, da Billy Idol og hans band svingede forbi det stegende hede Posten i Odense.
2. Dancing With Myself
3. Do Not Stand in the Shadows
4. Postcards From the Past
5. Flesh for Fantasy
6. Too Far to Fall
7. Sweet Sixteen
8. Eyes Without a Face
9. Kings and Queens of the Underground
10. Heaven's Inside
11. L.A. Woman.
12. Love Like Fire
13. King Rocker
14. Running With The Boss Sound
15. Blue Highway
16. Rebel Yell
17. White Wedding
18. Mony Mony
Først et opråb til folket/pøblen! Enten skal smartphones dø, og den samlede menneskehed må i fællesskab erkende, at det var et fejlskridt i den teknologiske udvikling! Eller også skal koncertgængere i almindelighed, først og fremmest når overtegnede er til stede, holde de små elendige maskiner med indbyggede kameraer væk! Det er en pine, at se musik gennem skærmen på den foranståendes ringeapparat!
Bag det skæve smil
Men hvor der var grund til at rase over fremskridtet, var der også grund til at glæde sig over, at Billy Idol var ligeglad med den slags mandag aften på Posten i Odense. Eller også skjulte han det pænt under det let plastikagtige, muligvis botox-ramte ansigt. Men William Michael Albert Broad er stadig en ægte entertainer, en dygtig sanger og god for de brede skæve smil med den løftede overlæbe, der vel er et lige så stort varemærke, som et godt bagkatalog.
Alligevel valgte han lidt overraskende at spille flere nye numre, som desværre endnu ikke forefindes i andet end youtube-optagelser (og her kan man måske tilgive en enkelt eller to brugere af smartphones – men så absolut ikke flere!), og ligeledes tre fra tiden i Generation X – sluthalvfjerdserpunkbandet, hvor Idol indledte sin karriere før sololivet og MTV-gennembruddet. Og det lagde måske en anelse dæmper på koncerten, at dem der var kommet for hits og fællessang en stund måtte nøjes med at lytte, og det faldt desværre alt for mange tilstedeværende så svært, at en svag summen af snak sneg sig ind mellem publikum.
Hits blandt gemt og glemt
Selvfølgelig kogte salen under ’Rebel Yell’ og ’White Wedding’, de fynske struber skrålede med under ’Eyes Without a Face’ og ’Flesh for Fantasy’, men en anelse stemningsstilstand sneg sig ind, når den ikke stod på noget velkendt. Dog var det også befriende, at Billy ’Fuckin’ Idol, der havde sin kommercielle storhedstid helt tilbage i firserne, turde satse på nyt og for de fleste fuldstændigt ukendt materiale, mens et par oplagte hits blev udeladt. Og selvom man godt kan forudse, at ’Postcards from the Past’ eller ’Kings and Queens of the Underground’ i en rockskræmt tid ikke vil ende på hitlisterne, er der dog talte om gode sange der fortjente en plads i sætlisten. Men befriende at et ældre koryfæ tættere på slutningen end begyndelsen tør satse på andet end det sikre, og dermed undgår at blive et omrejsende rockmuseum.
Trods navnet er det dog ikke kun Billy Idol selv og hans musik der er stjernen når den afblegede englænder står på scenen. Man skal være forberedt på, og glad for, at den mangeårige partner Steve Stevens også er en del af showet, og ham tog odenseanerne pænere imod end de fremmede numre, når han tog sig af mellemstykker og soloer med sin fabelagtige teknik, coolness og overskud til at vride både stål og nylonstrenge i el-hegn såvel som flamenco-stil. Selv på en afslappet aften som denne fyrede han overlegent op til resten af bandet, der med lige dele spilleglæde, attitude og almen overlegen musikalitet var aldeles velsvingende, selvom den tidligere Dream Theater-keyboarder Derek Sherinian virkede en anelse træt uden dog kunne at skjule sine åbenlyse tangentbokserkvaliteter.
Mere svedigt end magisk
Trods det kunne man dog ikke komme udenom, at folket var der for de gamle kendinge, og at der skulle ’White Wedding’ og ’Mony Mony’ til for at slutte festen ordentligt af under et længere maraton af instrumental-lir, knyttede næver og det karakteristiske skrigende vræl fra Idol selv, og kun der, og naturligvis under ’Rebel Yell’ nåede man i nærheden af magien fra sidste gang Billy besøgte Danmark, da han nedlagde Vega i vinteren 2005. Men mindre var heldigvis også nok til at gøre besøget i det overfugtige Posten godt.