Ikke helt flyvefærdig
PopulærKoncerten med God Seed på Train sendte tankerne syv år tilbage, da samme frontmand leverede en iskold koncert i Århus. Da hed de Gorgoroth. Næsten det samme.
2. Awake
3. Aldrande Tre
4. Carving A Giant
5. From The Running Of Blood
6. Wound Upon Wound
7. Exit Through Carved Stones
8. Prosperity And Beauty
9. This From The Past
Gaahl og King Ov Hell fra Gorgoroth har slået pjalterne sammen i deres nye projekt God Seed. De tabte jo retssagen til Infernus om retten til at bruge navnet Gorgoroth og blev således tvunget ud i et navneskifte. Selvom de gav et show på Wacken under det navn, så måtte det udsendes under 'God Seed' da den skulle ud på dvd. Så teknisk er det ikke første koncertanmeldelse af God Seed her på Devilution, men reelt set er det så alligevel. Forvirret? Det skal du ikke være. For musikken er den samme.
God Seed læner sig kraftigt op af materialet fra Gorgoroth, hvilket der egentlig ikke er noget at fortænke forsanger og bassist i. De har selv været med i den kreative fase, så numrene er næsten lige så meget "deres", som det er Infernus'. Læg dertil, at God Seed kun har deres nyligt udsendte debutplade, som ikke har mange måneder på bagen og man kan godt forsvare, at deres liveshow mestendels består af materiale fra deres tidligere band. Og det er da også sange som 'Carving a Giant' og 'Wound Upon Wound', der får den største reaktion fra de sortklædte og pandamalede tilskuere.
Sceneshowet er markant anderledes end det legendariske show på Wacken, hvor der var ild, korsfæstede nøgenmodeller, dyrekranier og alt mulig andet. Her var ingenting, overhovedet. Et almindeligt bagtæppe var eneste rekvisit. Bandet gik på scenen, satte i første sang, holdt ingen pauser og spillede bare deres sange. Derefter trak de stikket på deres guitarer og bas og forlod scenen. Kun lige trommeslageren gav et lille horn ud til publikum da han rejste sig fra kedlerne. Ellers var det fuldstændig som at blive smidt syv år tilbage i tiden.
2. december 2005 gæstede Gorgoroth nemlig Voxhall. Opvarmningen dengang kom fra landsmændene fra 1349. Det var en virkelig iskold koncert, hvor der ikke var andet end bister black metal. Sådan var sceneshowet også lidt denne aften med God Seed, omend kulden har aftaget en smule over årene. For i mellemtiden er myten Gaahl ligesom blevet afmystificeret og gjort menneskelig, så der er ikke samme aura over ham og hans musik mere. Jeg synes endda, at jeg så Gaahl smile i ny og næ når han vendte ryggen til publikum. Det har jeg ikke set på scenen før, for denne aften forsøgte han også at holde distancen med et stirrende blik og minimale interaktion med publikum. Det gjorde, at jeg ikke blev så imponeret denne aften på Train.
God Seed fik spillet sig varme og man kunne sagtens fornemme forskellene mellem de gamle Gorgoroth-sange og så deres nye materiale fra debutpladen. Specielt aftenens sidste sang 'This from the Past' stod klart ud med elektroniske komponenter i forhold til det rå materiale fra Gorgoroth-dagene. Showet er godkendt til tre gennemsnitlige stjerner.