Copenhell 23: "Nu skal vi føle noget"
Populær
Han kom, han så og han sejrede. Jakob Stegelmann gav os alle en kærlig knytter lige i barndommen.
2. Jaws (John Williams)
3. Halloween (John Carpenter)
4. Terminator (Brad Fiedel)
5. King Kong (Max Steiner)
6. Godzilla (Akira Ifukube)
7. William Tell ouverturen (Gioacchino Rossini)
8. Medley - F-Zero, DOOM, Castlevania, Sonic the Hedgehog, Street Fighter II, Super Mario
9. Disney Sjov
10. Medley - Merry Melodies, Simpsons, Søren Spætte
11. I Bjergkongens Hal (Edvard Grieg)
12. Spiderman (Danny Elfman)
13. The Avengers (Danny Elfman)
14. Batman (Danny Elfman)
15. Batman (Neal Hefti)
Ekstranumre
16. 20th Century Fox (Alfred Newman)
17. Troldspejlet intro/Gremlins II end credits (Jerry Goldsmith)
Sidste gang Jakob Stegelmann med orkester betrådte en scene på Copenhell, sad jeg i en overfyldt bus og kampsvedte, mens jeg bandede og svovlede over at gå glip af en så speciel oplevelse. Som en del af kernepublikummet for konceptet “symfoniorkester spiller nørdet musik” var der ingen andre steder, jeg hellere ville have været, end sammen med alle de andre kæmpenørder, der også (engang) foretrak fiktionens verden fremfor den ofte skuffende hverdag.
Derfor var det i år øverst på ønskesedlen at få lov til at indånde det samme støv som min barndomshelt og eneste kilde til information om de eneste ting, jeg virkelig interesserede mig for: alt det, de voksne mente var noget pjat. Det der “udenfor” og det der “venner” var ikke helt lige så fascinerende som de verdener, der udfoldede sig for mig på skærmen, interaktivt eller passivt, eller i de tegneserier, jeg slugte råt.
I dag fik jeg, og med garanti ikke som den eneste, lagt låg på de sidste vedholdende rester af skam ved at have flere fiktive venner end reelt eksisterende. Når man ser på det enorme overlap, der er mellem metalfans, tegneserie- og filmfans, er det mere eller mindre et Venn-diagram bestående af én cirkel. Af samme årsag er det også nærliggende at tro, at jeg ikke var den eneste, der lo lidt for højt ad Stegelmanns parodi på moderlige formaninger om at få noget mere frisk luft — “men hvor er vi nu, hva’!?”
Generelt var latter et gennemgående tema i løbet af den time, hvori vi blev ført igennem en perlerække af de film, serier og spil, der formede os. Det samme var de mange jubelbrøl, når Stegelmanns kryptiske introduktioner blev afkodet, og ikke mindst de hjertelige bifald, der tilfaldt ikke blot hele pladsens yndlingsonkel, men også både Aarhus Symfoniorkester samt dirigenten. De tog i øvrigt i stiv arm, at der blev moshet til to slags Batman, Merry Melodies og selvfølgelig ‘The Imperial March’, der må betegnes som en værdig åbner.
"Hvis du ikke kender den her, hvad laver du så overhovedet her"
Sammen med perlerækken af computerspils- og tegnefilms-introer blev vi også forkælet med korte foredrag om forskellen og ligheden mellem henholdsvis King Kong og Godzilla – den ene blev forelsket, det gjorde den anden ikke – og personlige anekdoter/indrømmelser fra Stegelmanns eget nørdeliv. Der var livlige samtaler om, hvad Hamlet har at gøre med Akira Kurosawa og Star Wars, den åbenlyse forbindelse mellem filmmusik og klassisk musik (ingen 'Jaws' uden Dvořák), og sådan kunne jeg blive ved med at understrege, at ikke alle nørder er metalfans, men alle metalfans etc.
At stå der og se så mange mennesker gå så meget i barndom, med voksenlivets kvaler sat på hylden for en stund, var livsbekræftende. Det var en fryd for øjet at beskue en spontan congalinje til 'Wilhelm Tell'-overturen, at høre de højlydte protester, da Stegelmann vovede at antyde en præference for enten Marvel eller DC, og ikke mindst blive mindet om, at vi i bund og grund bare er store børn, der stadig trænger til at gå i barndom indimellem. Som en flok overstadige fødselsdagsbørn der skal vælge instrumenter til hver deres sang, remsede publikum op, hvad de så på scenen inden koncertens start, og det var ganske sigende for den utøjlede begejstring, der udfoldede sig foran et solbeskinnet Hades.
Det meget personlige højdepunkt kom dog i kølvandet på et medley af computerspilsklassikere, hvor Stegelmann mente, at vi ikke var tilstrækkeligt kede af, at døren til barndommens land smækkede i efter os, og gav tegn til orkestret om at knuse et par hjerter med introen til det nu hedengangne 'Disney Sjov'. Not cool, Jakob, not cool. Men selvom liget af to generationers barndom knap er blevet koldt, er han alligevel tilgivet. For der er ingen tvivl om, at manden, der siden 1989 har oplyst og underholdt drenge og piger i alle aldre om de vigtige ting her i livet, elsker os lige så meget, som vi elsker ham. Og at minde almindelige mennesker om forskellen på temaet til Star Wars og 'Imperial March' og hvorfor to’eren i virkeligheden er femmeren. Og hvorfor USA og Japan har inkorporeret atomkraft så forskelligt i deres popkulturelle udtryk. Og hvilken Spiderman der er bedst.
Der kunne skrives meget mere om foredraget/koncerten/Troldspejlets greatest, og det ville stadig ikke være nok. Mængden af jokes, trivia og kærlig indforståethed lader sig ikke så let genfortælle – selv for en anmelder af mit åbenlyse talent og forståelse for nørdens glæder her i livet. Det er ikke svært for mig at give topkarakter for det kulturelle fyrtårn, der er Jakob Stegelmann. Man skulle nok have været der, og dem af os der var der, fik forløst varierende grader af akkumuleret nørderi.
Og så får I ikke mere for den 25-øre.