RB '23: Excentrisk bevægende magi
Julie Christmas vandt vore hjerter med Roadburn 2023's utvetydigt stærkeste stemmepragt og et væld af nye numre, der lover stærkt for fremtiden.
Hvordan end jeg faldt over 'Mariner' tilbage i 2016 må guderne vide – men samarbejdet mellem Cult of Luna og den for mig dengang ukendte sangerinde Julie Christmas overbeviste mig omgående, og er stadig for mig en af de vigtigste skiver, der overhovedet kom ud af det årti, hvor Christmas hjalp til at udvide den kunstneriske palet svenskerne allerede havde bygget op over karrieren indtil da. Luftig og smuk, når det tjener sangen, tilsvarende aggressiv og hjerteskærende, når følelsesregisteret strammer. Selv nåede jeg dog desværre aldrig at opleve dem sammen til Roadburn 2018, og det er derfor længe ventet for undertegnede endelig at kunne opleve stemmen, der for nogen år rykkede dybt ved mine grundvolde, her i år med hvadend hun nu havde på tapetet under eget navn. Ganske vist lovede programmet sange fra debuten 'The Bad Wife' (2010) og hendes udgivelser med Made Out of Babies og Battle of Mice, men når der nu i samme program stod oplyst, at hun ville blive akkompagneret af Johannes Persson (frontmand/guitarist i Cult of Luna) var der selvfølgelig grundlag for spekulation...
013 er pakket, da lyden af en pulserende bas ulmer os ind. Christmas indtager scenen i sort kjole, dekoreret med lyskæder i vekslende farver, og bringer med det samme stemmepragten i fuld flor med en dramatisk udgave af den forrygende 'Bones in the Water' (Battle of Mice). Det er dog ikke blot Christmas' stemme, der kan genkendes på et splitsekund, men også den svulstigt distortede guitarlyd fra Persson, der gennem hele sættet træder i karakter som den supplerende guitarist og sanger, når numrene bevæger sig imod deres klimaks. En letkøbt rolle kunne man mene, kun for alvor at træde til, når sættet puster sig op, men lige så effektivt virker intimiteten også i de mere opbyggende passager, hvor Christmas hvisker og byder os ind i hendes skrøbelige følelsesregister, og med ét sender os ud på gyngende grund hver gang numrene tager en ny detour. En kunst, der gang på gang kommer i spil i dette sæt, hvor 'Mariner' aldrig kommer på banen, men vi til gengæld får masser af nye numre blandet ind mellem mindre kendte skæringer fra hendes tidligere bandsammenhænge og den noget oversete solodebut. En bevægelse ud i det ukendte, uden Christmas gør det mindste for at varsle os undervejs om, hvad vi havde i vente. Lidt indiansk chanting fører os videre fra 'Bones in the Water' til den meget percussivt drevede nye single 'Not Enough', hvor Chris Enriques også får bragt sine trommechops på banen, som en af mange gange i løbet af koncerten.
Christmas selv er lige præcis så excentrisk, som man næsten kunne forvente. Meget af tiden gemt bag den forvildede hårpragt, som kun står stille, når musikken tillader det, men selv dér fungerer mere som en skygge, hun kan gemme sit følelsesapparat bag uden at tabe ansigt. Pudsigt nok er vokalen dog ikke så høj i lydbilledet, men det tvinger hende så til at skrige, vrænge og skære sin tilstedeværelse mere ind på nethinden, som fx i en gåsehuds-inducerende udgave af 'Bow'. I et af de nye numre bliver samme effekt brugt bevidst i et breakdown, hvor en akkord får lov til lige at hænge en takt for længe, som for at stretche hendes skrig til yderste formåen. Et andet øjeblik hyperventilerer hun sig igennem et vers for at ende ud i mere eksplosiv vokalextravaganza.
Det eneste øjeblik, hun henvender sig til sit publikum, er da hun graver sin Jack Daniels-flaske frem og skænker whisky op til bandet og de forreste rækker. Vi får således en fællesskål til ære for Roadburn under den sagte intro til 'Yellow and Black' (Battle of Mice), der i denne kontekst minder meget om stilen på førnævnte 'Mariner'-plade, ikke mindst pga. Perssons huggende anslag og de tålmodigt konstruerede opbygninger.
Lysene på Christmas' kjole rives i stykker, som nummeret bevæger sig imod sit afrundende klimaks, og så man ikke er i tvivl om, at koncerten er nået sit endeligt. En koncert, der på intet tidspunkt stod stille, men tværtimod levede højt på drama og et følelsesregister, de færreste sangere mestrer uden at kamme over i pinagtigheder. Intet kan tage sjælen og stemmepragten fra Julie Christmas, når hun folder sig ud i sit es som her på 013, og hvis de nye numre er bare tilnærmelsesvis så stærke, som de føltes her i dag, så er der al god grund til at følge med, når hendes nye materiale ser dagens lys.
Vi følte os i hvert fald som vidner til noget helt særligt, og at dømme efter den fælles konsensus resten af festivalen, så var vi da også langtfra de eneste, der kan skrive denne oplevelse bag øret som en af de mest bevægende på årets Roadburn Festival.