Boris viser, hvorfor deres gennembrudsplade stadig holder – beskidt, catchy og ude af kontrol, med enkelte dronetunge dyk i en ellers stærk koncert.
Kaos, skronk og store navne – men eksperimentet forbliver netop det: sjældent mere end glimtvis interessant.
Inter Arma charmede sig vej til skribentens hjerte med dygtigt spillet hillbilly-død og theremin. Til gengæld kunne de godt have undværet samarbejdet med Oathbreakers forsanger.
Krallice brugte nutiden til at binde fortiden sammen med fremtiden, da de spillede tre meget forskellige koncerter som Artists In Residence på Roadburn Festival.
Aya væltede Next Stage i midnatstimen da hun kolliderede med Roadburn Festival i et hektisk, rasende og på alle måder sindssygt show.
Cult of Luna var på triumftog på Roadburn, hvor de efterhånden har spillet så mange gange, at de er en art husorkester. Men det blev deres koncert bestemt ikke dårligere af.
Mandy, Indiana leverede en stærk, kompromisløs koncert på Roadburn, hvor intensitet og nerve var i højsædet – men først sent indfandt den forløsning, musikken hele tiden lagde op til, sig.
Foudre! spængte sikringer allerede inden koncertstart og sprængte rammer for musik i et drøn af en afslutning på lørdagen.
Gordan Chapman-Fox gav under det mundrette navn Warrington-Runcorn New Town Development Plan sin kommentar til fremskridtet som det så ud i England i slutningen af 1970'erne til et show, hvor billedsiden ikke meningsfyldt kunne skilles fra lydsiden.
Steve Von Till tryllebandt en fyldt hovedscene, da han lørdag krængede sin sjæl ud til en stille, afdæmpet og magisk koncert.
Altin Güns forførende melodiunivers passede måske ikke ned i forestillingen om tung musik, men serverede lige præcis det, publikum havde brug for: Glæde og dans.
Steve Von Till tog ny teknologi i brug til sin koncert som Harvestman på Roadburn's andendag, og det slap han virkelig godt fra.
Haunted Plasma er et interessant, ukendt kort at vælge til at lukke Main Stage for 2025 – men Oranssi Pazuzu åbnede den tre dage før, så så er cirklen vel sluttet!
Med blot 2024s ‘Fire Blades from the Tomb’ på CV'et ved vi, hvad italienske Ponte del Diavolo har med til os i dag – nemlig varierende doom af den inciterende skole!
Gira og Hahn lød forudsigeligt meget som det Swans, vi i forvejen kender dem for – blot mere skrabet og ind til benet.
Køen til Fire! sagde det hele, og de heldige, der faktisk nåede ind på Hall of Fame, blev beriget med en sjælden musikalsk oplevelse, der for en stund sendte det råkolde hollandske festivalvejr i baggrunden.
Der var lagt op til et af årets mere spændende koncertoplevelser, da Sumac og Moor Mother indtog Roadburns hovedscene lørdag eftermiddag – men realiteten levede ikke op til hypen.
Fredag aften indtog Cave In Roadburns Main Stage med en særlig præsentation: Deres klassiske album ‘Jupiter’(2000) spillet i sin helhed.
Messa var endnu engang inviteret til at spille hele sit nye udspil for os på Roadburns hovedscene. Solidt, men ikke uden ridser i lakken.
The Body og Dis Fig udnyttede 013's gigantiske anlæg og Main Stage' scenegulv til fulde og sendte lyden af atomvinter ud over en fyldt sal.