Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ekvibrilisme i rumsædet

Updated
Kanaan 2
Kanaan 1
Kanaan 4
Kanaan 3
Psychlona 1
Psychlona 2

Space var, hvad vi havde i vente, da Kaanan spillede Stengade op før Jesu himmelfart med den nye 'Downpour'-skive på dagsordenen og besøg af vor egen rumdoktor.

Kunstner
Titel
+ Psychlona
Spillested
Dato
17-05-2023
Genre
Trackliste
1. Amazon
2. Downpour
3. Pink Suite pt. I+II
4. Black Time Fuzz
5. Orbit
6. Solaris pt. I+II
Koncertarrangør
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter
Karakter
4

Mens de psykedeliske toner fra 'Venus in Furs' (Velvet Underground) luller os ind i zonen kan vi tælle ned til undertegnedes første chance for at se den norske trio Kanaan fra scenekanten. Et band, jeg ellers har fulgt løseligt over de seneste skiver, omend det mildest talt er svært at følge med i deres hyperproduktive tempo. Siden december 2018s 'Windborne' er det således blevet til syv (!) studieplader, der svælger i elementer på tværs af space, psych, ambient og stonerrockens verden, instrumentalt og med masser af plads til at lade de enkelte medlemmer vise hver deres chops. Ikke ulig hjemlige navne som Papir og Causa Sui, der da også alle tre har en fortid/nutid under El Paraiso-labellets folder til fælles.

Oprindeligt skulle slægtsfællerne fra ukrainske Somali Yacht Club være øverst på plakaten, men af oplagte årsager er virkeligheden en anden, og Kaanan har da også herhjemme et stærkere følge, som  det fx kan mærkes på det store fremmøde her i dag. 'Amazon' fra den dugfriske 'Downpour'-plade åbner ud i den ørkensandede stoner-tradition, hvor især guitarist Ask Vatn Strøm fuzzer ud med lækre twists på den groovy melodilinie, men det er dog først i det efterfølgende titelnummer, at Kaanan for alvor finder det rette gear. Ikke mindst p.g.a. Ingvald André Vassbø, der her viser sig i stor stil som den eksperimenterende virtuos bag trommerne. En stil, han på intet tidspunkt slipper resten af koncerten. Vassbø er en væsentlig force for bandet, som fx da han halvvejs inde i titelnummeret jazzer trioler og rundgange med venstre hånd, mens højre hånd holder det store crashbækken så stangen, at det aldrig får lov til andet end at stå næsten lodret op som offer for hans intense drive. 'Black Time Fuzz' groover senere kontant afsted i Fu Manchu-mode, hvor også bassist Eskild Myrvoll giver Vassbø kamp til stregen med heftigt interplay, mens Strøm holder riffstrukturen i vatter.

I en genre som denne, hvor det meste allerede er hørt og spillet i et utal af variationer, er Kanaan et stort skridt foran alene i live-energi, tæt sammenspillede som essensen af powertrio-formatet med masser af punch og rum til at udfolde sig hver især uden for sangenes faste strukturer. Hvor 'Black Time Fuzz' er hård og kontant, så viser 'Orbit' dem fra den tungere side, hvor man kan få lov til at flyde ind i groovet. Det kræver sit af spillerne at kompensere for fraværet af vokal, og den disciplin mestrer nordmændene til perfektion, i hvert fald her på Stengade i dag. At de så lige kan trække Dr Space (Øresund Space Collective) op af hatten i den afrundende 'Solaris' er bare prikken over i'et, hvor Hawkwind-boblende effekter sender tankerne på himmelflugt henover et loopende arpeggio. Spacerock i den reneste form, og et dejligt, mere luftigt afbræk, indtil Dr Space overlader scenen til nordmændene i sidste halvdel af nummeret, og Myrvoll og Strøm tager styringen til sidst med tung free-form fuzz. Instrumentale bands i den spacy/fuzzy/psych-orienterede ende af genre-spektret fungerer for det meste bedst på scenen, og sådan som Kanaan leverede varen i aften er de en soleklar bekræftelse på denne tese. At jeg så havde håbet på lidt supplerende, krautede indslag såsom på sidste års 'Diversions Vol. 1: Softly Through Sunshine' må jeg tilgive, når nu det er den mere rock-centrerede 'Downpour'-plade de er ude at promovere.

kan

Selvom britiske Psychlona forinden måske umiddelbart sælger sig selv bedre på plade, alene på tilvalget af vokal, så var deres basale midwest-stonerrock bare en umådeligt tandløs affære. Det hjælper nok så meget, at bassistens rem hænger så lavt, så det nærmest i sig selv virker som et udtryk for, hvor meget bassen slæber sig igennem deres støvede (læs: dovne) grooves. Lidt hypnotiserende guitarlinier og højoktan-riffing kommer derudover med så spredte mellemrum, at det gør meget lidt for at holde interessen fanget.
På Bandcamp sælger de sig selv som kebab n roll desert rock, og det siger vel egentlig også rigeligt om hvor harmløst et weekend-stoner projekt, vi er ude i – lige så vel som guitaristens ømme guitarrem med fred- og hamp-symboler, fordi hey, det hører jo ligesom til, ik'.

 Det var Kanaan, vi kom for, og de demonstrerede alt det, som Psychlona gjorde galt – tak for det.