RF '19: Et magisk musikalsk trip
Japanske Kikagaku Moyo skabte et magisk musikalsk trip for de få heldige, der lagde vejen forbi Pavilion på den mørke side af midnat.
Et øjeblik var man i tvivl, om det var Roskilde Festival anno 2019 eller Woodstock Festival anno 1969. Pavilion blev på festivalens sidste aften omdannet til et sandt lille hippieparadis. En lille tidsrejse ind i det forjættede land, hvor LSD’en var erstattet af den smukkeste lyssætning, som omfavnede psychrockens dynamiske op- og nedgange fra de inderligste sitarsoloer til fuzzy guitarriffs, der fik samtlige hoveder i publikum til at nikke anerkendende.
Det syntes som lidt af en udfordring for japanske Kikagaku Moyo at skulle samle et telt fyldt af mennesker på den mørke side af midnat på festivalens finaleaften – i skarp konkurrence med sminkede mænd i alle aldre i form af både The Cure og Behemoth. Men det lykkedes. Man følte sig som en særligt indbudt gæst under netop denne koncert, hvor den i starten ganske snævre forsamling per automatik stimlede helt tæt sammen. Ikke fordi teltet var pakket til bristepunktet, men fordi man gerne ville tæt på den lille skare japanske virtuoser, som med inderlighed drog alle i den opmærksomt lyttende forsamling ind i et magisk univers.
Japanerne har en helt særlig evne til at dyrke tingene helt udi det ekstreme. Tænk bare på alle deres vanvittige tv-shows og de obskure afarter af porno, man kan støve op i det besynderlige land mod øst. Med Kikagaku Moyo er det lidt på samme måde; Bandet er de mest hessianbrune artister, man kan forestille sig. Alle med det obligatoriske lange hippiehår, sitarspilleren klædt i noget, der mest af alt lignede et husmor-outfit fra ugebladet Hjemmet anno 1973 og leadguitaristen, som tog sig ud som en blanding mellem en John Lennon og en kultleder, der ledte sit band og ikke mindst sit publikum ind i nye erkendelser.
Numrene var lange og transcenderende i deres gentagelsesmønstre, og vi blev ført længere ind og op i de psykedeliske klangmønstre, som man kender fra eksempelvis de sene Beatles-udgivelser. Det syntes som udsvævende jamsessions, hvor man kunne frygte, at kedsomheden eller endnu værre frygten for, at det aldrig ville ende, skulle overtage. Men det var aldrig situationen med Kikagaku Moyo. Den japanske orden sikrede kompositionerne, som sikkert bragte publikum rundt i det alsidige, musikalske univers, rigt på pludselige temposkift og inderlige, langsomme opbygninger til tempofyldte, tordnende crescendoer, hvor trommeslageren fik rig mulighed for at vise sin kunnen.
Publikum bølgede frem og tilbage med de sindssygt dygtige musikere på scenen, som med små forsigtige smil tydeligt afslørede deres glæde ved at være lige netop dér. Det var, som om den japanske ydmyghed og den uforfalskede glæde ved musikken smittede af på alle os, der fik lov at være lige dér i lige præcis dét øjeblik. Det blev derfor med stor taknemlighed og voldsom hujen fra publikum da bandet, efter en misforstået exit, blev budt velkommen på scenen igen og gav os tre numre mere – i himlen.